Som en åbnet sodavand der har stået for lang tid i køleskabet.
3.0
SPOILERS
Det var en noget flad fornemmelse jeg kun ud af biografen med, efter at have set War Dogs. Jeg må indrømme at mine forventninger hverken var store eller små, men på besynderlig vis formåede denne film at spænde ben for sig selv så mange gange, at jeg i det samlede regnskab gik derfra med minus på kontoen.
Jeg vil forsøge at gengive så lidt af plottet som muligt. Det må I læse jer til andre steder. I stedet vil jeg sætte hovedrollerne samt plottet under lup, for jeg synes der er rigtig meget at kommentere på.
Filmen startede ud på glimrende komisk vis. Jonah Hill spillede rollen som Efraim Diveroli, en apatisk og pengegrisk våbenhandler fra Miami. Hans haltende løb, solariebrune hud og små-akavede signaturgrin underholdte mig ganske betragteligt den første stund af filmen. Desværre var Diveroli det eneste komiske element i denne næsten to timer lange film, og selvom jeg er stor Jonah Hill fan, var der simpelthen ikke gods nok på hans karakter til at han kunne bære den i land alene. Hans one-liners var som taget ud af Superbad, men hvor han i den genistreg af en komediefilm fik hjælp af både Evan og Fogell til at fuldende opgaven, hænger han i denne film på den totalt charmeforladte David Packouz spillet af Miles Teller.
Efraim Diveroli skulle efter sigende skabe sin formue på at være menneskekender. Typen der ved hvilket ansigt han skal tage på for at høste den største gevinst. Paradoksalt nok ender han med at blive sin egen undergang, forrådt af manglen på netop samme egenskab. I mange tilfælde ville dette være et yderst plausibelt udfald, men i denne film virker det bare utroværdigt. Og jeg skal forklare hvorfor (og det bliver svært, for der sker så mange bizarre ting indenfor meget kort tid):
David Packouz bliver konfronteret af den albanske pakkemand. Betalingen er udeblevet, og han fortæller at hans ansatte vil stoppe arbejdet hvis der ikke kommer penge. Packouz beslutter sig at tage tilbage til Miami for at bryde samarbejdet med hans upålidelige partner. Senere i filmen lærer vi, at albaneren aldrig fik sine penge! Hvis vi skal tro historien, så blev der ikke ompakket flere patroner. Men hvorfor betalte Diveroli ikke pakkemanden, når nu forretningen var så latterlig god for ham? Og med ex-partneren ude af spillet ville han høste hele overskuddet selv. Det virker besynderligt, især eftersom det eneste vi er 100% sikre på er, at Diveroli KUN er motiveret af profit. Med al hans listighed forstår jeg ikke som seer, at han ikke følger igennem her?
Senere i filmen mødes han med Packouz og renseriejer Ralph på en café. Han har tilsyneladende dårlig samvittighed over måden han røvrendte Packouz på, og tilbyder ham nu en noget kedelig kompensation. Jeg købte den lidt til at starte med - man har vel lov at angre. Jeg bringer scenen frem i lyset her, fordi den falder fuldstændig til jorden 10 minutter senere, da man i elevatorscenen lærer, at Diveroli er rablende sociopat. Han kan umuligt have ondt nogen steder, så hvad er det der får ham til at søge ‘forsoning’? For at gøre det hele endnu mere kompliceret, lærer vi at Ralph var wired, og han var på en meget specifik mission der havde til formål at få afsløringerne på bånd. Så var det Ralph der lurede ham med til forsoningsmødet? Det virker usandsynligt. Diveroli ville aldrig lade sig sweet-talke, det ville være fuldstændig imod hans karakter. Det møde burde aldrig have fundet sted, og det lugter af et dovent og hullet manus.
Miles Teller spiller rollen som David Packouz. Som kommende far har han brug for en indkomst der kan holde familien flydende. Hans redning bliver makkerskabet med den våbengale Diveroli. Til min store skuffelse har de castet Miles Teller til at spille verdens kedeligste protagonist. Jeg sympatiserer på intet tidspunkt med manden, og føler aldrig hans indre kamp, selvom filmholdet gør et stort nummer ud af at tvære den i ansigterne på os. Han er charmeforladt og konsekvensløs, og jeg tror inderligt på at vi havde fået en bedre film ud af at følge Diveroli og hans dæmoner i stedet.
Det er ikke lang tid siden jeg så Whiplash, og det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg var meget begejstret for den film. Miles Teller var noget helt særligt i rollen som Andrew Neimann. I rollen som David Packouz kunne de lige så godt have castet min storebror, og han er ikke engang skuespiller. Min kritik skal ikke manifesteres i Miles Teller, men i det tvivlsomme manus han har fået stukket i hånden.
Hvad lavede Dan Bilzerian i filmen? Det var en distraherende cameo. Havde de i det mindste refereret til ham som Dan Bilzerian (hvis ikke du kender ham, så kan jeg fortælle dig at han er en super-medie-stjerne), så havde det måske fungeret.
Hvorfor forsvandt taxachaufføren Bashkim, blev han myrdet eller hvad? Hvilken trussel udgjorde han som Packouz ikke udgjorde? Og hvorfor var han som deres taxachauffør med til alle forhandlinger med det albanske militær?
Udenfor Packouz lejlighed, efter Diveroli har afbrudt deres middagsselskab, forlyder det sig at Beretta-handlen vil indbringe dem 600.000$. De får udbetalt 2.800.000$ for handlen. Det bliver aldrig forklaret hvordan beløbet har ændret sig så markant.
Vil de seriøst have os til at tro, at 1400$ i gavepenge er nok til at smøre regeringen i Jordan + betale en våbensmugler for at fragte en vogn med to amerikanere samt en last fuld af italienske håndvåben gennem verdens farligste krigszone?
Hvorfor betalte Packouz ikke ham albaneren af egen lomme, hvis det var det som gik ham allermest på? Hvorherre bevares, det må være en minimal udskrivning for ham.
I må undskylde alle mine sure opstød. Jeg håber virkelig der er noget jeg overser, for lige nu virker det hele bare så ugennemtænkt. Jeg kunne have tilgivet det hele, hvis filmen bare havde haft nok selverkendelse og holdt sig i den platte ende af komediegenren. Men filmen insisterer på at være mere end det. Den vil være et drama, men den bliver aldrig tilnærmelsesvis spændende. De bygger højhuse på candyfloss, og det fungerer ikke.
Diveroli fik 4 års ubetinget fængsel som straf for sine forbrydelser mod staten. Packouz fik 7 måneders husarrest for samme forbrydelse, fordi han tilstod hurtigt. Det generer mig at filmen efter sigende bygger på en sand historie, og jeg stadig har så svært ved at få den til at give mening.
Er filmens budskab virkelig, at økonomisk kriminalitet i en trecifret millionklasse tilsyneladende kan betale sig, når straffen er 7 måneders ferie i en lækker Miami-condo, købt for selv samme beskidte penge, og med en pisse lækker dame, 1.000.000$ i kontanter under håndvasken og en porsche i garagen? Ehhh.
Det var en noget flad fornemmelse jeg kun ud af biografen med, efter at have set War Dogs. Jeg må indrømme at mine forventninger hverken var store eller små, men på besynderlig vis formåede denne film at spænde ben for sig selv så mange gange, at jeg i det samlede regnskab gik derfra med minus på kontoen.
Jeg vil forsøge at gengive så lidt af plottet som muligt. Det må I læse jer til andre steder. I stedet vil jeg sætte hovedrollerne samt plottet under lup, for jeg synes der er rigtig meget at kommentere på.
Filmen startede ud på glimrende komisk vis. Jonah Hill spillede rollen som Efraim Diveroli, en apatisk og pengegrisk våbenhandler fra Miami. Hans haltende løb, solariebrune hud og små-akavede signaturgrin underholdte mig ganske betragteligt den første stund af filmen. Desværre var Diveroli det eneste komiske element i denne næsten to timer lange film, og selvom jeg er stor Jonah Hill fan, var der simpelthen ikke gods nok på hans karakter til at han kunne bære den i land alene. Hans one-liners var som taget ud af Superbad, men hvor han i den genistreg af en komediefilm fik hjælp af både Evan og Fogell til at fuldende opgaven, hænger han i denne film på den totalt charmeforladte David Packouz spillet af Miles Teller.
Efraim Diveroli skulle efter sigende skabe sin formue på at være menneskekender. Typen der ved hvilket ansigt han skal tage på for at høste den største gevinst. Paradoksalt nok ender han med at blive sin egen undergang, forrådt af manglen på netop samme egenskab. I mange tilfælde ville dette være et yderst plausibelt udfald, men i denne film virker det bare utroværdigt. Og jeg skal forklare hvorfor (og det bliver svært, for der sker så mange bizarre ting indenfor meget kort tid):
David Packouz bliver konfronteret af den albanske pakkemand. Betalingen er udeblevet, og han fortæller at hans ansatte vil stoppe arbejdet hvis der ikke kommer penge. Packouz beslutter sig at tage tilbage til Miami for at bryde samarbejdet med hans upålidelige partner. Senere i filmen lærer vi, at albaneren aldrig fik sine penge! Hvis vi skal tro historien, så blev der ikke ompakket flere patroner. Men hvorfor betalte Diveroli ikke pakkemanden, når nu forretningen var så latterlig god for ham? Og med ex-partneren ude af spillet ville han høste hele overskuddet selv. Det virker besynderligt, især eftersom det eneste vi er 100% sikre på er, at Diveroli KUN er motiveret af profit. Med al hans listighed forstår jeg ikke som seer, at han ikke følger igennem her?
Senere i filmen mødes han med Packouz og renseriejer Ralph på en café. Han har tilsyneladende dårlig samvittighed over måden han røvrendte Packouz på, og tilbyder ham nu en noget kedelig kompensation. Jeg købte den lidt til at starte med - man har vel lov at angre. Jeg bringer scenen frem i lyset her, fordi den falder fuldstændig til jorden 10 minutter senere, da man i elevatorscenen lærer, at Diveroli er rablende sociopat. Han kan umuligt have ondt nogen steder, så hvad er det der får ham til at søge ‘forsoning’? For at gøre det hele endnu mere kompliceret, lærer vi at Ralph var wired, og han var på en meget specifik mission der havde til formål at få afsløringerne på bånd. Så var det Ralph der lurede ham med til forsoningsmødet? Det virker usandsynligt. Diveroli ville aldrig lade sig sweet-talke, det ville være fuldstændig imod hans karakter. Det møde burde aldrig have fundet sted, og det lugter af et dovent og hullet manus.
Miles Teller spiller rollen som David Packouz. Som kommende far har han brug for en indkomst der kan holde familien flydende. Hans redning bliver makkerskabet med den våbengale Diveroli. Til min store skuffelse har de castet Miles Teller til at spille verdens kedeligste protagonist. Jeg sympatiserer på intet tidspunkt med manden, og føler aldrig hans indre kamp, selvom filmholdet gør et stort nummer ud af at tvære den i ansigterne på os. Han er charmeforladt og konsekvensløs, og jeg tror inderligt på at vi havde fået en bedre film ud af at følge Diveroli og hans dæmoner i stedet.
Det er ikke lang tid siden jeg så Whiplash, og det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg var meget begejstret for den film. Miles Teller var noget helt særligt i rollen som Andrew Neimann. I rollen som David Packouz kunne de lige så godt have castet min storebror, og han er ikke engang skuespiller. Min kritik skal ikke manifesteres i Miles Teller, men i det tvivlsomme manus han har fået stukket i hånden.
Hvad lavede Dan Bilzerian i filmen? Det var en distraherende cameo. Havde de i det mindste refereret til ham som Dan Bilzerian (hvis ikke du kender ham, så kan jeg fortælle dig at han er en super-medie-stjerne), så havde det måske fungeret.
Hvorfor forsvandt taxachaufføren Bashkim, blev han myrdet eller hvad? Hvilken trussel udgjorde han som Packouz ikke udgjorde? Og hvorfor var han som deres taxachauffør med til alle forhandlinger med det albanske militær?
Udenfor Packouz lejlighed, efter Diveroli har afbrudt deres middagsselskab, forlyder det sig at Beretta-handlen vil indbringe dem 600.000$. De får udbetalt 2.800.000$ for handlen. Det bliver aldrig forklaret hvordan beløbet har ændret sig så markant.
Vil de seriøst have os til at tro, at 1400$ i gavepenge er nok til at smøre regeringen i Jordan + betale en våbensmugler for at fragte en vogn med to amerikanere samt en last fuld af italienske håndvåben gennem verdens farligste krigszone?
Hvorfor betalte Packouz ikke ham albaneren af egen lomme, hvis det var det som gik ham allermest på? Hvorherre bevares, det må være en minimal udskrivning for ham.
I må undskylde alle mine sure opstød. Jeg håber virkelig der er noget jeg overser, for lige nu virker det hele bare så ugennemtænkt. Jeg kunne have tilgivet det hele, hvis filmen bare havde haft nok selverkendelse og holdt sig i den platte ende af komediegenren. Men filmen insisterer på at være mere end det. Den vil være et drama, men den bliver aldrig tilnærmelsesvis spændende. De bygger højhuse på candyfloss, og det fungerer ikke.
Diveroli fik 4 års ubetinget fængsel som straf for sine forbrydelser mod staten. Packouz fik 7 måneders husarrest for samme forbrydelse, fordi han tilstod hurtigt. Det generer mig at filmen efter sigende bygger på en sand historie, og jeg stadig har så svært ved at få den til at give mening.
Er filmens budskab virkelig, at økonomisk kriminalitet i en trecifret millionklasse tilsyneladende kan betale sig, når straffen er 7 måneders ferie i en lækker Miami-condo, købt for selv samme beskidte penge, og med en pisse lækker dame, 1.000.000$ i kontanter under håndvasken og en porsche i garagen? Ehhh.
31/08-2016
