I ain't afraid of no remake ...

80'er-klassikeren genindspillet med kvinder i hovedrollerne. Det er hele ideen og hele pointen bag "Ghostbusters" anno 2016, hvor vi igen får historien om et par uglesete paranormale forskere, der slår pjalterne sammen med et par andre og opretter et spøgelsesbekæmpelsesfirma, efter de er blevet bortvist fra universitetet. Og det er meget betimeligt, for der er igen én, som vil åbne en slags port til helvede - denne gang i skikkelse af en forsmået personage, der vist bare er sur på verden.

Drivkraften bag den nye "Ghostbusters" er først og fremmest makkerskabet mellem Melissa McCarthy og instruktør Paul Feig, som har lavet en række succeser sammen - senest toppede de med den virkelig morsomme "Spy". Så formlen er ret velkendt med McCarthy i front som gruppens bryske og rapkæftede medlem. Kristen Wiig tilføjer en akavet kontrast som veninden med større akademisk potentiale, og de to har flere glimrende momenter undervejs. Det morsomste indslag i Ghostbuster-gruppen er dog helt klart Kate McKinnons bindegale opfindertype, mens Leslie Jones desværre virker lige så påklistret, som Ernie Hudson var det i den oprindelige film.

Meget af filmens humor spiller på, at hovedrollerne er kvinder, og det virker allerbedst i samspillet med Chris Hemsworth, der spiller firmaets fuldstændig hjernedøde sekretær. Men han er jo pæn at se på, og der er seriøst morsomme øjeblikke, i at klicheerne på den måde bliver vendt på hovedet.

Desværre virker det så også, som om forfatter-instruktør Feig har været tilfreds med blot at køre på hovedrollernes nye køn. Resten af filmen virker faktisk forholdsvis uinspireret - eksempelvis er plottet utroligt nok tyndere og mindre sammenhængende end i den oprindelige film.

"Ghostbusters" fra 1984 havde trods alt en klassisk velfungerende opbygning af spænding og det bagvedliggende plot. Her får vi blot en træls type, der er ond, fordi han er ond, og fordi han er ond, kan han noget tryllehalløj fra en suspekt bog, som kan bruges til opsluge New York. Jeg savnede i den grad Rick Moranis som mellemledet The Keymaster, der gav handlingen en helt anden naturlig progression i 1984.

Samtidig er den nye film også præget af alt for stor ærefrygt over for klassikeren fra 1984. Det vælter med referencer til den gamle film, både i form af cameos, antydninger i replikker og visuelle gags ... men vi har jo ligesom set de der spøgelser før, så det bliver sådan lidt nåja, haha. I mine øjne burde Feig i langt højere grad have taget ejerskab og gjort det nye koncept til sit eget, for nu bliver det ret meget tærsken langhalm på det samme.

Faktisk bryder denne udgave kun markant med forlægget, ved at den i langt højere grad gør hovedpersonerne til seje actionhelte, når det store slag mod spøgelserne skal stå til sidst. Det er sikkert noget med at ville tilfredsstille det moderne publikum, men jeg synes ikke, det holder. For der var netop en pointe, med at heltene var nørder i den oprindelige film.

"Ghostbusters" anno 2016 havde allerede før premieren fået utroligt meget flak fra stokkonservative fans, der tilsyneladende mente, at deres liv blev ødelagt, hvis de kom til at se en film med kvindelige Ghostbusters. Det er en fuldstændig urimelig kritik, og grundlæggende kan jeg godt lide ideen om at skifte køn på heltene. Det giver i sig selv noget friskhed, men det virker altså, som om Feig og resten af holdet har troet, at det alene er nok til at skabe en god film, hvis man samtidig fylder på med hyggelige referencer til forlægget. Denne "Ghostbusters" er ikke decideret dårlig - den har bestemt sine morsomme øjeblikke og er trods alt bedre end "Ghostbusters II" - men desværre er den heller ikke rigtig noget særligt.