Man Is Indeed The Cruelest Animal
4.0
Efter den glimrende Blue Ruin, gør Jeremy Saulnier sit indtog i slasher-genren og det er der kommet en intens og ubehagelig omgang "survival-horror" ud af.
Saulnier virker meget interesseret i at fortælle historier om hvorledes tendensen til vold er et instinkt i alle os mennesker og ligesom i Blue Ruin er det hans naturalistiske tilgang til volden, der understreger dette. Filmen er bestemt blodig (Anton Yelchin løber rundt med en halvt afhugget hånd det meste af filmen) men samtidig bliver der ikke hvilet meget på de grafiske detaljer. Volden eskalerer og forsvinder igen lige så hurtigt som den er kommet og tilbage står de overlevende med den tragiske erkendelse af dødens absolutisme.
Samtidig udviser Saulnier et rigtigt godt øje for suspense. Når filmen eskalerer, er kameraet konstant tæt på vores personer og benytter sig sjældent af establishing-shots, så følelsen af at være et ukendt sted smitter af på tilskueren. Jeg sad da ihvertfald op til flere gange og bed negle.
Skuespillet er også habilt og især Anton Yelchin skal nævnes for at give en nuanceret og tredimensionel præstation som den lettere indelukkede guitarist, der må tage sagen i egen hånd. Patrick Stewart er også utroligt velcastet som skinhead-lederen, der med sin kolde og afmålte natur fremstår som filmens egentlige monster.
Green Room er én af de bedste slashere, jeg har set i lang tid. Det er ikke torture-porn alá Saw, men er i stedet en intens og ubehagelig film om menneskers evne til at gøre fortræd, og hvis det gøres ordentligt, er det stadig den mest uhyggelige erkendelse i verden.
Udover et par helt uforståelige og fortænkte handlinger fra karaktererne, der kun tjener til at plottet kan bevare sin fremdrift, er Green Room et must for alle genrefans.
Saulnier virker meget interesseret i at fortælle historier om hvorledes tendensen til vold er et instinkt i alle os mennesker og ligesom i Blue Ruin er det hans naturalistiske tilgang til volden, der understreger dette. Filmen er bestemt blodig (Anton Yelchin løber rundt med en halvt afhugget hånd det meste af filmen) men samtidig bliver der ikke hvilet meget på de grafiske detaljer. Volden eskalerer og forsvinder igen lige så hurtigt som den er kommet og tilbage står de overlevende med den tragiske erkendelse af dødens absolutisme.
Samtidig udviser Saulnier et rigtigt godt øje for suspense. Når filmen eskalerer, er kameraet konstant tæt på vores personer og benytter sig sjældent af establishing-shots, så følelsen af at være et ukendt sted smitter af på tilskueren. Jeg sad da ihvertfald op til flere gange og bed negle.
Skuespillet er også habilt og især Anton Yelchin skal nævnes for at give en nuanceret og tredimensionel præstation som den lettere indelukkede guitarist, der må tage sagen i egen hånd. Patrick Stewart er også utroligt velcastet som skinhead-lederen, der med sin kolde og afmålte natur fremstår som filmens egentlige monster.
Green Room er én af de bedste slashere, jeg har set i lang tid. Det er ikke torture-porn alá Saw, men er i stedet en intens og ubehagelig film om menneskers evne til at gøre fortræd, og hvis det gøres ordentligt, er det stadig den mest uhyggelige erkendelse i verden.
Udover et par helt uforståelige og fortænkte handlinger fra karaktererne, der kun tjener til at plottet kan bevare sin fremdrift, er Green Room et must for alle genrefans.
06/09-2016
