Historien om en sæbeboble
4.0
* Semi-spoilers *
Første gang jeg så Project X var i 2012. Dengang oplevede jeg en film der var så overbevisende i sin historie, at jeg mildest talt selv følte mig en del af festen. Jeg var 22 år, og helt sikkert i den målgruppe filmen ønsker at appellere til. Jeg blev nærmest beruset af den, og så den med mine venner som for-fornøjelse til vores egne fester - ja, så kan I tænke om mig hvad I ønsker.
For nylig genså jeg filmen, for jeg var nysgerrig på hvilken effekt den ville have på mig nu. Igen oplevede jeg en film, der havde en fuldstændig vanvittig evne til at inkludere beskueren og gøre denne en aktiv del af dramaet. Jeg følte historien lige så overbevisende som jeg gjorde for fire år siden, på trods af jeg kender plottet til hudløshed. Og mere interessant; jeg kunne ikke huske NOGEN af hovedrollerne. Mange vil formentlig ryste på hovedet af dette, for hvordan kan man hylde en film hvis hovedkarakterer man glemmer så hurtigt?
Gennem den anonyme fjerde-ven Dax’ håndholdte kamera, får vi eksklusiv adgang til de saftigste af de saftigste scener. Det virker utrolig troværdigt, og jeg er vild med den måde at gribe dette ‘drama’ an på. Sammen med dette, er castingen af nogle - for mig totalt ukendte skuespillere - med til at skabe den perfekte ramme om dette brag af en fest. Jeg nyder i højere og højere grad at se film med skuespillere jeg ikke kender. Selvom karakteren Costa unægteligt trækker tankerne i retning mod Jonah Hill’s Seth fra ‘Superbad’, ville jeg for intet i verden have haft Jonah Hill i denne film fremfor Oliver Cooper. Denne blanding af fræk kameraføring, ukendte aktører og fuldstændigt vidunderlig brug af bastunge diskoteksnumre, skaber for mig de perfekte præmisser for denne type film: Det er beskidt, troværdigt, medrivende og underholdende.
Om filmen er ren eller smudsig i sit budskab er en anden sag. Jeg har læst andre anmeldelser herinde, og de store magasiner virker ikke henrykte. Jeg bryder mig ikke om klichéfraser som: “Man skal se en film for hvad den er”, for hvad en film er afhænger altid af beskueren. Det jeg har taget med mig fra denne oplevelse, er ikke en kedelig historie om en teenager der brænder sin collegefund op i forsøget på at blive populær. Jeg forstår udemærket, at man nemt kan være uimodtagelig overfor film som denne. Hvis ikke man ser magien i denne fortælling, så må restproduktet være grimt. En fin analogi for denne film kunne være historien om en sæbeboble. Ofte springer den med det samme, og fornøjelsen ved at puste den har været yderst sparsom. For mig var denne film en sæbeboble der levede længe og fløj højt på himmelen. Da den omsider sprang, var jeg fuld af betingelsesløs energi, og med et barnligt smil på læben havde jeg lyst til at sende endnu en til vejrs.
Første gang jeg så Project X var i 2012. Dengang oplevede jeg en film der var så overbevisende i sin historie, at jeg mildest talt selv følte mig en del af festen. Jeg var 22 år, og helt sikkert i den målgruppe filmen ønsker at appellere til. Jeg blev nærmest beruset af den, og så den med mine venner som for-fornøjelse til vores egne fester - ja, så kan I tænke om mig hvad I ønsker.
For nylig genså jeg filmen, for jeg var nysgerrig på hvilken effekt den ville have på mig nu. Igen oplevede jeg en film, der havde en fuldstændig vanvittig evne til at inkludere beskueren og gøre denne en aktiv del af dramaet. Jeg følte historien lige så overbevisende som jeg gjorde for fire år siden, på trods af jeg kender plottet til hudløshed. Og mere interessant; jeg kunne ikke huske NOGEN af hovedrollerne. Mange vil formentlig ryste på hovedet af dette, for hvordan kan man hylde en film hvis hovedkarakterer man glemmer så hurtigt?
Gennem den anonyme fjerde-ven Dax’ håndholdte kamera, får vi eksklusiv adgang til de saftigste af de saftigste scener. Det virker utrolig troværdigt, og jeg er vild med den måde at gribe dette ‘drama’ an på. Sammen med dette, er castingen af nogle - for mig totalt ukendte skuespillere - med til at skabe den perfekte ramme om dette brag af en fest. Jeg nyder i højere og højere grad at se film med skuespillere jeg ikke kender. Selvom karakteren Costa unægteligt trækker tankerne i retning mod Jonah Hill’s Seth fra ‘Superbad’, ville jeg for intet i verden have haft Jonah Hill i denne film fremfor Oliver Cooper. Denne blanding af fræk kameraføring, ukendte aktører og fuldstændigt vidunderlig brug af bastunge diskoteksnumre, skaber for mig de perfekte præmisser for denne type film: Det er beskidt, troværdigt, medrivende og underholdende.
Om filmen er ren eller smudsig i sit budskab er en anden sag. Jeg har læst andre anmeldelser herinde, og de store magasiner virker ikke henrykte. Jeg bryder mig ikke om klichéfraser som: “Man skal se en film for hvad den er”, for hvad en film er afhænger altid af beskueren. Det jeg har taget med mig fra denne oplevelse, er ikke en kedelig historie om en teenager der brænder sin collegefund op i forsøget på at blive populær. Jeg forstår udemærket, at man nemt kan være uimodtagelig overfor film som denne. Hvis ikke man ser magien i denne fortælling, så må restproduktet være grimt. En fin analogi for denne film kunne være historien om en sæbeboble. Ofte springer den med det samme, og fornøjelsen ved at puste den har været yderst sparsom. For mig var denne film en sæbeboble der levede længe og fløj højt på himmelen. Da den omsider sprang, var jeg fuld af betingelsesløs energi, og med et barnligt smil på læben havde jeg lyst til at sende endnu en til vejrs.
07/09-2016
