Den der lever stille, lever godt.

Tom Hardy er efterhånden blevet typecastet som den perfekte gangster. Vi har set ham i en lang række film - og han kom for alvor frem i lyset da Nicolas Winding Refn valgte ham til hovedrollen i Bronson.

Siden har han bevist at han både behersker rollerne, som den tavse bagmand og den gale og skruppelløse gangster til UG. Hans ansigt kan transformeres fra koldt beregnende til skingrende sindsyg, på et splitsekund.

Denne film er noget atypisk - og hvis man forventer at se Hardy som skruppelløs krimminel, så får man på mange måder det modsatte.

Faktisk viser Hardy en både tilbageholdende og næstekærlig side af sig selv. Han går i kirke, og samler en herreløs hund op og tager den til sig - og hver dag passer han sit job som bartender, på en bar som ejes af østeuropæiske gangstere.

Langsomt udvikler filmen sig, og der bygges et drama op som involverer en potentiel kæreste - som også har brug for beskyttelse (Noomi Rapace), og et røveri af barens beholdning af gangsterpenge.

Slutningen skal ikke afsløres, for den giver det tvist som gør den til mere end bare en triviel hverdagsberetning.

Filmen er samtidig James Gandolfini's sidste optræden på film, inden han (alt for tidligt) gik bort.