Vi er allesammen prinser og prinsesser.

5.0
Smuk og poetisk eventyr, som har meget tilfælles med vores egen virkelighed.

De fleste eventyr har et eller flere budskaber, som man kan relatere til virkeligheden. Det gør det bare uendeligt nemmere at fortælle dem, når det ikke drejer sig om virkelige personer - men istedet handler om et fjernt eller fortidigt univers.

Desværre ser det ud til at mange som har set filmen, ikke har fanget budskabet - og ikke har forstået sammenligningen med vores tids fremmedgørelse.

Vi følger tre, delvist, uforbundne historier. Dels Dronningen (Salma Heyeck), som brændende ønsker sig et barn - men som ikke kan blive gravid. Trods en altopofrende konge (John C. Reilly), som vil gøre alt for hende - ignorerer hun ham og ænser knapt at han dør i forsøget på at hjælpe. Og da det via magi lykkes at hun føder en søn, udvikler hun straks en besidderisk side som kun kan føre til undergang.

Den anden historie handler om en Casanova konge (Vincent Cassel), som i sin jagt på kvinder - endelig møder den uopnåelige, som for alvor tænder hans begær. Desværre for ham er genstanden for begæret i virkeligheden en grum gammel kælling - som via forviklinger havner i hans seng. Men her slutter fortællingen selvfølgelig ikke.

Det sidste eventyr beretter om en konge (Toby Jones) og hans datter. Kongen er enkemand, og på ingen måde i stand til at tage sig af sit afkom. Det er nemmere for ham at tage sig af et umælende dyr (en gigantisk loppe?). Dog ønsker han ikke at datteren skal rejse, og udtænker en plan som i den grad giver bagslag.

Eventyrerne sammenfattes i et smukt og fantasifuldt billedsprog, og med masser af barok stemning. Musikken er en ekstra dimension.

Matteo Garrone er på udebane, da han normalt laver socialrealistiske dramaer, som Gomorra - men i mine øjne er det en af hans absolut bedste film, som fortjener langt større bevågenhed end den har fået.

Som i alle gode eventyr, er der i den grad noget at tænke over, bagefter.

5/6. 8/10
Tale of Tales