Livsfilosofi pakket ind i ækelt gavepapir
5.0
Spoilers
I filmenes verden har gysergenren altid været min akilleshæl. Jeg husker tydeligt min første rendyrkede gyseroplevelse. Året var 2006, og jeg sad i et auditorium på min efterskole med en håndfuld andre elever. Filmen vi skulle se var ‘Eksorcisten’ fra 1973, og jeg lyver ikke særlig meget, når jeg siger, at det var en af de mest forfærdelige oplevelser i mit liv. De næste fem år undveg jeg ALT der bare så meget som lugtede af gys. Jeg havde det godt - lige indtil jeg begyndte at bruge meget tid med en pige, hvis foretrukne genre var - surprise! - gysergenren. Jeg lærte med tiden at håndtere alt fra splat til det okkulte. Gysergenren voksede på mig i nogenlunde samme tempo som overskuddet på min bankkonto, så det var med forholdsvis små forventninger at jeg sidste uge satte mig alene i et mørklagt værelse, kun gjort selskab af ‘It Follows’.
Det er her jeg undskylder prologen og kommer til sagen!
I modsætning til alle de af mine venner som har set ‘It Follows’, var jeg meget glad for denne film, som jeg synes fortjener en helt særlig slags gyser-hæder. Det er en hæder den skal have, fordi den er så meget mere end en gyserfilm. Det er en eksistentialistisk fortælling, og en spændende en af slagsen.
Der er en udløbsdato på barndommens udødelighed, dog vil denne være os alle ukendte, indtil vi pludselig står midt i stormen. Ingen kan vide sig sikre på hvornår de mister sin uskyld, hvornår de konfronteres af noget så omvæltende, at verden som barn slutter og verden som voksen begynder.
Denne film anerkender at det største gys af alle gys er livets gys. Det er så uhyggeligt gennemført! Denne udefinerbare skabning der aldrig giver op og altid følger efter, det er naturligvis en slags personificering af livet. Livet kan ikke slås ihjel, og du kan ikke flygte fra det.
Instruktøren David Robert Mitchell bekræfter dette budskab i en filmens første scener, hvor Jake Weary som spiller Jeff/Hugh skal vælge en person i biograffoyeren, som han helst vil bytte plads i livet med. Han peger ikke på den tjekkede ungkarl med damen på armen. Han peger på en lille dreng, idet denne stadig besidder barndommens lykkelige usårlighed.
Hvis ikke man kan forstå eller vil acceptere påstanden om, at det er det denne film handler om, så vil man muligvis få en noget flad oplevelse med ‘It Follows’. På det helt basale jumpscare-gyser-niveau fungerede filmen egentlig okay. Det føles desværre som om, at mange mennesker ikke forventer sig mere af gyserfilm end netop jumpscares og klamme børn med slim i håret. Når en gyserfilm bliver psykologisk, står mange af toget. De forstår ikke at gys kommer i mange nuancer. Efterfølgende siger de om en film som denne: “Den var mega kedelig og overhovedet ikke uhyggelig”. Jeg må respektere at vi går til denne genre med forskellige forudsætninger for hvad et godt gys er. ‘It Follows’ leverede for mig udover et godt gys en interessant fortælling. Det var livsfilosofi pakket ind i ækelt gavepapir.
Teknisk synes jeg filmen var enormt veldrejet. Jeg elsker hvordan vi 76 minutter inde genser en tallerken mad der blev serveret i starten af filmen. Grønsagerne er sunket ind i sig selv, og brøddet er muggent. Udenfor er svømmebassinet faldet sammen. Det er en flot visuel måde at vise os, at Jay’s verden er vendt på hovedet. Maika Monroe gjorde det i øvrigt fantastisk som vores protagonist. Hun er helt afgjort en skuespiller jeg vil holde øje med i fremtiden.
Filmens score er skrevet af Rich Vreeland. ‘It Follows’ er den første film han komponerer for. En fremragende debut, og gennem hele historien, var jeg tryllebundet af det musikalske landskab hans 80’er-agtige synth skaber. At skræddersy musikken til en film som denne er god beslutning, for det fastholder beskueren i historien hele vejen fra start til slut. Det ville være uklædeligt og utilgiveligt at trække populærmelodier indover, dersom det ville underminere filmens ægte natur.
‘It Follows’ er lidt ligesom en lommelærke du finder dagen efter en fest. Du ved ikke rigtigt hvad der er indeni, for det ydre afslører intet. Du skruer låget af og fører ‘lærken til munden. Måske er det den billige Poliakov fra Superbrugsen? Idet de første dråber rammer tungen og får lov til at bundfælde sig, bliver du himmelfalden. Denne forholdsvis anonyme ydre metalskal viser sig at indeholde ægte livseliksir - en god Laphroaig scotch whiskey. Du lader dine sanseorganer forføre, og før du får set dig om er ‘lærken tom og maven varm.
I filmenes verden har gysergenren altid været min akilleshæl. Jeg husker tydeligt min første rendyrkede gyseroplevelse. Året var 2006, og jeg sad i et auditorium på min efterskole med en håndfuld andre elever. Filmen vi skulle se var ‘Eksorcisten’ fra 1973, og jeg lyver ikke særlig meget, når jeg siger, at det var en af de mest forfærdelige oplevelser i mit liv. De næste fem år undveg jeg ALT der bare så meget som lugtede af gys. Jeg havde det godt - lige indtil jeg begyndte at bruge meget tid med en pige, hvis foretrukne genre var - surprise! - gysergenren. Jeg lærte med tiden at håndtere alt fra splat til det okkulte. Gysergenren voksede på mig i nogenlunde samme tempo som overskuddet på min bankkonto, så det var med forholdsvis små forventninger at jeg sidste uge satte mig alene i et mørklagt værelse, kun gjort selskab af ‘It Follows’.
Det er her jeg undskylder prologen og kommer til sagen!
I modsætning til alle de af mine venner som har set ‘It Follows’, var jeg meget glad for denne film, som jeg synes fortjener en helt særlig slags gyser-hæder. Det er en hæder den skal have, fordi den er så meget mere end en gyserfilm. Det er en eksistentialistisk fortælling, og en spændende en af slagsen.
Der er en udløbsdato på barndommens udødelighed, dog vil denne være os alle ukendte, indtil vi pludselig står midt i stormen. Ingen kan vide sig sikre på hvornår de mister sin uskyld, hvornår de konfronteres af noget så omvæltende, at verden som barn slutter og verden som voksen begynder.
Denne film anerkender at det største gys af alle gys er livets gys. Det er så uhyggeligt gennemført! Denne udefinerbare skabning der aldrig giver op og altid følger efter, det er naturligvis en slags personificering af livet. Livet kan ikke slås ihjel, og du kan ikke flygte fra det.
Instruktøren David Robert Mitchell bekræfter dette budskab i en filmens første scener, hvor Jake Weary som spiller Jeff/Hugh skal vælge en person i biograffoyeren, som han helst vil bytte plads i livet med. Han peger ikke på den tjekkede ungkarl med damen på armen. Han peger på en lille dreng, idet denne stadig besidder barndommens lykkelige usårlighed.
Hvis ikke man kan forstå eller vil acceptere påstanden om, at det er det denne film handler om, så vil man muligvis få en noget flad oplevelse med ‘It Follows’. På det helt basale jumpscare-gyser-niveau fungerede filmen egentlig okay. Det føles desværre som om, at mange mennesker ikke forventer sig mere af gyserfilm end netop jumpscares og klamme børn med slim i håret. Når en gyserfilm bliver psykologisk, står mange af toget. De forstår ikke at gys kommer i mange nuancer. Efterfølgende siger de om en film som denne: “Den var mega kedelig og overhovedet ikke uhyggelig”. Jeg må respektere at vi går til denne genre med forskellige forudsætninger for hvad et godt gys er. ‘It Follows’ leverede for mig udover et godt gys en interessant fortælling. Det var livsfilosofi pakket ind i ækelt gavepapir.
Teknisk synes jeg filmen var enormt veldrejet. Jeg elsker hvordan vi 76 minutter inde genser en tallerken mad der blev serveret i starten af filmen. Grønsagerne er sunket ind i sig selv, og brøddet er muggent. Udenfor er svømmebassinet faldet sammen. Det er en flot visuel måde at vise os, at Jay’s verden er vendt på hovedet. Maika Monroe gjorde det i øvrigt fantastisk som vores protagonist. Hun er helt afgjort en skuespiller jeg vil holde øje med i fremtiden.
Filmens score er skrevet af Rich Vreeland. ‘It Follows’ er den første film han komponerer for. En fremragende debut, og gennem hele historien, var jeg tryllebundet af det musikalske landskab hans 80’er-agtige synth skaber. At skræddersy musikken til en film som denne er god beslutning, for det fastholder beskueren i historien hele vejen fra start til slut. Det ville være uklædeligt og utilgiveligt at trække populærmelodier indover, dersom det ville underminere filmens ægte natur.
‘It Follows’ er lidt ligesom en lommelærke du finder dagen efter en fest. Du ved ikke rigtigt hvad der er indeni, for det ydre afslører intet. Du skruer låget af og fører ‘lærken til munden. Måske er det den billige Poliakov fra Superbrugsen? Idet de første dråber rammer tungen og får lov til at bundfælde sig, bliver du himmelfalden. Denne forholdsvis anonyme ydre metalskal viser sig at indeholde ægte livseliksir - en god Laphroaig scotch whiskey. Du lader dine sanseorganer forføre, og før du får set dig om er ‘lærken tom og maven varm.
12/09-2016
