Brace for impact!
5.0
Den 15. januar 2009 røg et US Airways-fly ind i en flok gæs, kort efter det var lettet fra LaGuardia-lufthavnen i New York. Fuglene smadrede begge flyets motorer, og uden motorkraft nødlandede piloten ca. fire minutter senere flyet i Hudsonfloden. Forbløffende nok overlevede samtlige 155 ombordværende.
Det er med andre ord én af luftfartshistoriens mest utrolige nødlandinger, som er i fokus i Clint Eastwoods seneste film, der er opkaldt efter piloten, Chesley 'Sully' Sullenberger. Det var ham, der havde den store hovedrolle i dramaet, da han på få sekunder skulle tage de rigtige beslutninger og derefter lykkedes med at lande flyet på vand, så der var tid til at få alle ud, inden de gik til bunds i en iskold flod. Sullenberger er altså en vaskeægte helt, og det er netop også helterollen, at Eastwood i sin vanlige metodiske stil kredser om i "Sully".
Filmen er primært bygget op omkring havarikommissionens undersøgelse efter styrtet, hvor der lidt grotesk bliver stillet de kritiske spørgsmål, som trods alt bør stilles: Gjorde piloterne det rigtige ved at vælge at styre mod floden frem for at forsøge at nå tilbage til en lufthavn? Var der et alternativ til den ekstremt risikable manøvre, det er at lande 70 ton fly på vand?
Som led i den afklaring får vi naturligvis genskabt styrtet, endda i flere nøgternt iscenesatte gennemspilninger. Og det er lige præcis den underspillede dramatisering, som er filmens store styrke. Ved at flette hurtige klip af passagerer og besætning sammen bliver optakten til katastrofen enormt genkendelig - langt de fleste af os har garanteret boardet et fly mere end én gang, og Eastwood understreger med sine små montager, at det her handler om almindelige mennesker som én selv. Det gør filmen utroligt rørende - det var virkelig overraskende for mig, at den er så slagkraftig rent følelsesmæssigt. Men det er altså noget, Eastwood gør bedre end nærmest alle andre instruktører.
Ud af den underspillede stil kommer så også den pointe, som Sullenberger selv fremfører - nemlig at han først og fremmest var en mand, der passede sit arbejde, ikke nogen helt. Hvilket "Sully" ikke overraskende alligevel er pænt tvetydig omkring - for det, Sullenberger gjorde, er vanvittigt imponerende.
Uden at italesætte det på nogen måde formidler filmen der i øvrigt også en pointe om intuition som fænomen, som forskere i psykologi er kommet frem til - nemlig at intuition primært er baseret på den erfaring, der gør en person i stand til at lave mønstergenkendelse på et splitsekund og bruge sine tidligere erfaringer uden en bevidst kæde af logiske slutninger. Hvilket lige præcis var, hvad Sullenberger med sine 40 års piloterfaring gjorde.
Rollen som Sullenberger ligger så lige til højrebenet for Tom Hanks, der igen-igen er enormt overbevisende som en ret ordinær mand, der ender i begivenhedernes centrum. Hanks har en tyngde og integritet i den slags roller, som vel nærmest ikke er set bedre i Hollywood siden James Stewart, og her bliver portrættet af en velovervejet, eftertænksom mand effektivt krydret med stik af PTSD og længsel efter bare at komme hjem til familien. "Sully" har også fine biroller til især Aaron Eckhart som andenpiloten og Laura Linney som Sullenbergers kone, men Hanks er det absolutte omdrejningspunkt.
Med ham i førersædet kommer vi helt ind i dramaet i de få vilde minutter, som det lykkes at få en hel film ud af. Den er virkelig velkomponeret - dygtigt og overbevisende fortalt af Clint Eastwood, som bare kan det der med at snige historier ind under huden på sit publikum, og som her slår et stort slag for dygtige, ordentlige mennesker, som træder i karakter, når det virkelig gælder. Hvis jeg nogensinde skulle ende i en flykatastrofe, vil jeg i hvert fald gerne bede om at have en pilot med 40 års erfaring ude i cockpittet!
Det er med andre ord én af luftfartshistoriens mest utrolige nødlandinger, som er i fokus i Clint Eastwoods seneste film, der er opkaldt efter piloten, Chesley 'Sully' Sullenberger. Det var ham, der havde den store hovedrolle i dramaet, da han på få sekunder skulle tage de rigtige beslutninger og derefter lykkedes med at lande flyet på vand, så der var tid til at få alle ud, inden de gik til bunds i en iskold flod. Sullenberger er altså en vaskeægte helt, og det er netop også helterollen, at Eastwood i sin vanlige metodiske stil kredser om i "Sully".
Filmen er primært bygget op omkring havarikommissionens undersøgelse efter styrtet, hvor der lidt grotesk bliver stillet de kritiske spørgsmål, som trods alt bør stilles: Gjorde piloterne det rigtige ved at vælge at styre mod floden frem for at forsøge at nå tilbage til en lufthavn? Var der et alternativ til den ekstremt risikable manøvre, det er at lande 70 ton fly på vand?
Som led i den afklaring får vi naturligvis genskabt styrtet, endda i flere nøgternt iscenesatte gennemspilninger. Og det er lige præcis den underspillede dramatisering, som er filmens store styrke. Ved at flette hurtige klip af passagerer og besætning sammen bliver optakten til katastrofen enormt genkendelig - langt de fleste af os har garanteret boardet et fly mere end én gang, og Eastwood understreger med sine små montager, at det her handler om almindelige mennesker som én selv. Det gør filmen utroligt rørende - det var virkelig overraskende for mig, at den er så slagkraftig rent følelsesmæssigt. Men det er altså noget, Eastwood gør bedre end nærmest alle andre instruktører.
Ud af den underspillede stil kommer så også den pointe, som Sullenberger selv fremfører - nemlig at han først og fremmest var en mand, der passede sit arbejde, ikke nogen helt. Hvilket "Sully" ikke overraskende alligevel er pænt tvetydig omkring - for det, Sullenberger gjorde, er vanvittigt imponerende.
Uden at italesætte det på nogen måde formidler filmen der i øvrigt også en pointe om intuition som fænomen, som forskere i psykologi er kommet frem til - nemlig at intuition primært er baseret på den erfaring, der gør en person i stand til at lave mønstergenkendelse på et splitsekund og bruge sine tidligere erfaringer uden en bevidst kæde af logiske slutninger. Hvilket lige præcis var, hvad Sullenberger med sine 40 års piloterfaring gjorde.
Rollen som Sullenberger ligger så lige til højrebenet for Tom Hanks, der igen-igen er enormt overbevisende som en ret ordinær mand, der ender i begivenhedernes centrum. Hanks har en tyngde og integritet i den slags roller, som vel nærmest ikke er set bedre i Hollywood siden James Stewart, og her bliver portrættet af en velovervejet, eftertænksom mand effektivt krydret med stik af PTSD og længsel efter bare at komme hjem til familien. "Sully" har også fine biroller til især Aaron Eckhart som andenpiloten og Laura Linney som Sullenbergers kone, men Hanks er det absolutte omdrejningspunkt.
Med ham i førersædet kommer vi helt ind i dramaet i de få vilde minutter, som det lykkes at få en hel film ud af. Den er virkelig velkomponeret - dygtigt og overbevisende fortalt af Clint Eastwood, som bare kan det der med at snige historier ind under huden på sit publikum, og som her slår et stort slag for dygtige, ordentlige mennesker, som træder i karakter, når det virkelig gælder. Hvis jeg nogensinde skulle ende i en flykatastrofe, vil jeg i hvert fald gerne bede om at have en pilot med 40 års erfaring ude i cockpittet!
18/09-2016
