Far er den farligste i verden
3.0
En aldrende vaneforbryder på prøveløsladelse forsøger at holde sig på den rigtige side af loven og leve et stille liv. Men det bliver han nødt til at tage op til genovervejelse, da han bliver kontaktet af sin 17-årige datter, som løb væk et par år tidligere. I mellemtiden er hun nemlig kommet i lag med nogle rigtig suspekte typer, der nu er på jagt efter hende.
"Blood Father" sender Mel Gibson tilbage i actiongenren i en rolle, der på sin vis trækker på hele hans bagkatalog i den kategori - fra "Mad Max" og fremefter. Gibsons actionhelt er nu blevet gammel og endnu mere kynisk, og det matcher instruktør Jean-Francois Richet med en historie, der helt passende er mindst lige så kynisk.
Her er vi nemlig i den lovløse del af det amerikanske samfund, hvor forskellige kriminelle grupperinger manøvrerer rundt om hinanden, og dem, der kender verdens sande bagside, godt ved, at der ikke er hjælp at hente hos myndighederne. Og derfor har hovedpersonen naturligvis heller ikke andet valg end at hjælpe sin datter - og forsøge at lære hende, hvordan man begår sig i den verden.
Det kommer der egentlig en fin lille far-datter-historie ud af, hvor pointen ikke overraskende er, at selv en skodfar har både en samvittighed og noget at give til sit barn. Når hun ellers lige gider at høre efter. På det punkt har filmen overraskende meget til fælles med hippiefantasien "Captain Fantastic", der en måned tidligere var landet i de danske biografer.
Desværre er "Blood Father" så også lavet med den indgangsvinkel, at alt bare skal være hårdt og kynisk og vise, hvor ond og brutal verden er. Inklusive at en stor del af de medvirkende taler i tegneserieagtige macho-replikker, som bliver ret trættende i længden. Dertil er plottet en anelse rodet, og det lykkes altså ikke for Richet at få de dele til at spille helt. Selv om han i øvrigt er en kompetent spændings- og actioninstruktør, hvilket han ikke mindste viste i sine to "Public Enemy No. 1"-film.
Men her bliver det altså kun til en film på det jævne. Selv om Gibson egentlig gør det fint - klart bedre end i den endnu mere opstyltede "Get the Gringo" - og Erin Moriarty som datteren også viser, at hun har talent til mere.
"Blood Father" sender Mel Gibson tilbage i actiongenren i en rolle, der på sin vis trækker på hele hans bagkatalog i den kategori - fra "Mad Max" og fremefter. Gibsons actionhelt er nu blevet gammel og endnu mere kynisk, og det matcher instruktør Jean-Francois Richet med en historie, der helt passende er mindst lige så kynisk.
Her er vi nemlig i den lovløse del af det amerikanske samfund, hvor forskellige kriminelle grupperinger manøvrerer rundt om hinanden, og dem, der kender verdens sande bagside, godt ved, at der ikke er hjælp at hente hos myndighederne. Og derfor har hovedpersonen naturligvis heller ikke andet valg end at hjælpe sin datter - og forsøge at lære hende, hvordan man begår sig i den verden.
Det kommer der egentlig en fin lille far-datter-historie ud af, hvor pointen ikke overraskende er, at selv en skodfar har både en samvittighed og noget at give til sit barn. Når hun ellers lige gider at høre efter. På det punkt har filmen overraskende meget til fælles med hippiefantasien "Captain Fantastic", der en måned tidligere var landet i de danske biografer.
Desværre er "Blood Father" så også lavet med den indgangsvinkel, at alt bare skal være hårdt og kynisk og vise, hvor ond og brutal verden er. Inklusive at en stor del af de medvirkende taler i tegneserieagtige macho-replikker, som bliver ret trættende i længden. Dertil er plottet en anelse rodet, og det lykkes altså ikke for Richet at få de dele til at spille helt. Selv om han i øvrigt er en kompetent spændings- og actioninstruktør, hvilket han ikke mindste viste i sine to "Public Enemy No. 1"-film.
Men her bliver det altså kun til en film på det jævne. Selv om Gibson egentlig gør det fint - klart bedre end i den endnu mere opstyltede "Get the Gringo" - og Erin Moriarty som datteren også viser, at hun har talent til mere.
26/09-2016
