Far er den frieste i verden (or not)
3.0
Et idealistisk forældrepar er flyttet ud i naturen i det nordvestlige USA, for at de kan opdrage deres seks børn uden for andres indflydelse. Men da moderen bliver hospitalsindlagt og dør, bliver familien nødt til at konfrontere det normale samfund, når de vil med til hendes begravelse. Og det bringer både gamle og nye konflikter frem.
"Captain Fantastic" kommer med masser af ros fra bl.a. Sundance- og Cannes-festivalerne, og det er da også en rigtig festivalfilm, forfatter-instruktør Matt Ross her har fået skruet sammen med sin fortælling om en helt usædvanlig familie, der lever på kærlighed og idealisme.
Ross har grundlæggende set lavet et interessant tankeeksperiment: Hvad nu hvis man satte alt ind på at opdrage sine børn til at blive kloge, dygtige, selvtænkende individer, uden den ensretning, som det normale samfundsliv giver? Tanken er spændende, men Ross er også klar over, at det er en utopi, og derfor ligger filmens spændingsfelter solidt i mødet mellem det idealistiske og det realistiske, især understreget i sammenstødene mellem faderen og hans autoritære svigerfar, der bestemt ikke bifalder deres livsform.
Og så holder filmens præmis alligevel ikke i mine øjne. For godt nok sætter forfatter-instruktør Ross spot på det utopiske i hovedpersonens idealer, men han får aldrig rigtig konfronteret den indbyggede galskab i projektet, og opbygningen af de mange små konflikter er også ret klodset. Så selv om "Captain Fantastic" foregiver at stille spørgsmålstegn ved sin hovedperson, flytter den sig aldrig væk fra sit ekstremt politiske udgangspunkt. Den lader kun som om. Men tager aldrig rigtig fat der, hvor man kunne snakke om, at filmen set med andre briller skildrer en hjernevaskende sekt i fuld udfoldelse, inklusive social kontrol og selvopfundne ritualer.
Derudover synes jeg, det er pudsigt at tænke over netop de politiske dimensioner i præmissen, og hvor selvmodsigende de er. Hvordan drømmen om det frie, rene liv, uden for statens fangarme, engang primært var et ideal på den ekstreme højrefløj i USA, men nu er blevet overtaget af den ekstreme venstrefløj. Hvordan den form for selvrealisering i høj grad er et projekt for privilegerede mennesker - filmen forklarer fx aldrig, hvordan familien får råd til at købe de masseproducerede ting, de trods alt har brug for og længes efter.
Derfor er den største styrke ved "Captain Fantastic" i mine øjne, at det generelt er en rigtig velspillet film. Viggo Mortensen er stærk og barskt karismatisk som vildmarksfar, først og fremmest matchet af Frank Langella, hvis naturlige autoritet er perfekt til rollen som kritisk svigerfar. Og de seks børn spiller generelt også godt - især Nicholas Hamilton og Shree Crooks som et par af de yngste er børneroller på højt niveau.
Matt Ross vil rigtig mange ting med den her film, og dens konstante udfordring af normalitet fremprovokerer bestemt også tanker. Men den stritter samtidig i lidt for mange retninger, og så er det en film, som i sjælden grad er blind for sine egne fordomme. Jeg ville i hvert fald hellere have set en rendyrket politisk film frem for at få tingene pakket ind i letkøbt feelgood.
"Captain Fantastic" kommer med masser af ros fra bl.a. Sundance- og Cannes-festivalerne, og det er da også en rigtig festivalfilm, forfatter-instruktør Matt Ross her har fået skruet sammen med sin fortælling om en helt usædvanlig familie, der lever på kærlighed og idealisme.
Ross har grundlæggende set lavet et interessant tankeeksperiment: Hvad nu hvis man satte alt ind på at opdrage sine børn til at blive kloge, dygtige, selvtænkende individer, uden den ensretning, som det normale samfundsliv giver? Tanken er spændende, men Ross er også klar over, at det er en utopi, og derfor ligger filmens spændingsfelter solidt i mødet mellem det idealistiske og det realistiske, især understreget i sammenstødene mellem faderen og hans autoritære svigerfar, der bestemt ikke bifalder deres livsform.
Og så holder filmens præmis alligevel ikke i mine øjne. For godt nok sætter forfatter-instruktør Ross spot på det utopiske i hovedpersonens idealer, men han får aldrig rigtig konfronteret den indbyggede galskab i projektet, og opbygningen af de mange små konflikter er også ret klodset. Så selv om "Captain Fantastic" foregiver at stille spørgsmålstegn ved sin hovedperson, flytter den sig aldrig væk fra sit ekstremt politiske udgangspunkt. Den lader kun som om. Men tager aldrig rigtig fat der, hvor man kunne snakke om, at filmen set med andre briller skildrer en hjernevaskende sekt i fuld udfoldelse, inklusive social kontrol og selvopfundne ritualer.
Derudover synes jeg, det er pudsigt at tænke over netop de politiske dimensioner i præmissen, og hvor selvmodsigende de er. Hvordan drømmen om det frie, rene liv, uden for statens fangarme, engang primært var et ideal på den ekstreme højrefløj i USA, men nu er blevet overtaget af den ekstreme venstrefløj. Hvordan den form for selvrealisering i høj grad er et projekt for privilegerede mennesker - filmen forklarer fx aldrig, hvordan familien får råd til at købe de masseproducerede ting, de trods alt har brug for og længes efter.
Derfor er den største styrke ved "Captain Fantastic" i mine øjne, at det generelt er en rigtig velspillet film. Viggo Mortensen er stærk og barskt karismatisk som vildmarksfar, først og fremmest matchet af Frank Langella, hvis naturlige autoritet er perfekt til rollen som kritisk svigerfar. Og de seks børn spiller generelt også godt - især Nicholas Hamilton og Shree Crooks som et par af de yngste er børneroller på højt niveau.
Matt Ross vil rigtig mange ting med den her film, og dens konstante udfordring af normalitet fremprovokerer bestemt også tanker. Men den stritter samtidig i lidt for mange retninger, og så er det en film, som i sjælden grad er blind for sine egne fordomme. Jeg ville i hvert fald hellere have set en rendyrket politisk film frem for at få tingene pakket ind i letkøbt feelgood.
26/09-2016
