Syv mænd sejrer ingen steder
2.0
En genindspilning af en genskrivning. Det er, hvad Antoine Fuqua her er ude i. For "The Magnificent Seven" er naturligvis en genindspilning af den berømte western af samme navn fra 1960, som igen var baseret på Akira Kurosawas mesterværk "De syv samuraier".
Præmissen er med andre ord velkendt: En landsby bliver tyranniseret af banditter, og de modigste indbyggere tager ud og leder efter pistolmænd til at hjælpe sig. De vender tilbage med syv professionelle dræbere, som træner landsbyboerne til at tage kampen op, mens de selv går forrest mod banditterne.
Hvor den oprindelige "The Magnificent Seven" lagde sig tæt op ad det japanske forlæg, er historien dog ændret en del i Richard Wenks og Nic Pizzolattos manuskript til denne udgave. Modstanderne er ikke længere bare banditter, men arbejder for en rigmand, der vil have drevet beboerne ud af byen. Altså en anden form for klassisk westernkonflikt mellem almindelige mennesker og røverbaroner - hvilket dog som udgangspunkt fungerer ganske fint.
Værre er det, at der også bliver pillet ved de syv heltes indgangsvinkel til kampen. Deres leder får nemlig tillagt et personligt hævnmotiv, hvor den oprindelige historie handler om lejesvende, der indser, at de er nødt til at fuldføre opgaven af idealistiske grunde. Nu behøver en genindspilning selvfølgelig ikke være en slavisk kopi, men her betyder ændringerne, at "The Magnificent Seven" anno 2016 kommer langt væk fra de temaer, som gjorde Kurosawas film til et mesterværk.
Dertil kan instruktør Fuqua heller ikke nære sig for at skrue volden op i retning af det sadistiske, når hævnhistorien skal afsluttes. Det er typisk for Fuqua, der altid har haft en ekstremt hårdkogt stil, men her forfladiger det simpelt hen filmen, som i forvejen er begyndt at skeje ud med en alt for overdreven eskalering af skurkenes våbenmagt.
Når det er sagt, er Fuqua på det basale plan en kompetent action- og spændingsinstruktør, så der er mange ting, der fungerer fint i den indledende opbygning, før filmen for alvor begynder at køre galt. Inden den lander på en afslutningssekvens med så endimensionelt religiøse undertoner, at det bliver mere end almindeligt corny.
Samtidig har "The Magnificent Seven" dog også et plus i de syv hovedroller, som virkelig er en flok sammenbragte børn, der effektivt bliver karakteriseret i stereotyper af skuespillerne. Denzel Washington har en vanligt kompetent gusten udstråling som gruppens leder, og derudover var jeg især glad for Ethan Hawke som afdanket, PTSD-ramt sydstatsofficer og Vincent D'Onofrio som smågal, skalpejagende mountain man. Filmen kunne godt have fået endnu mere ud af den farverige syvmandsgruppe. Peter Sarsgaard er også ganske fin som ond rigmand.
Men i sidste ende stritter "The Magnificent Seven" årgang 2016 altså i alle de forkerte retninger, fordi filmmagerne har forsøgt at 'forbedre' den til en mere larmende version med både bøvet humor og bøvet action. Den er simpelt hen lavet af folk, som ikke har forstået, hvad der var pointen i det oprindelige forlæg.
Præmissen er med andre ord velkendt: En landsby bliver tyranniseret af banditter, og de modigste indbyggere tager ud og leder efter pistolmænd til at hjælpe sig. De vender tilbage med syv professionelle dræbere, som træner landsbyboerne til at tage kampen op, mens de selv går forrest mod banditterne.
Hvor den oprindelige "The Magnificent Seven" lagde sig tæt op ad det japanske forlæg, er historien dog ændret en del i Richard Wenks og Nic Pizzolattos manuskript til denne udgave. Modstanderne er ikke længere bare banditter, men arbejder for en rigmand, der vil have drevet beboerne ud af byen. Altså en anden form for klassisk westernkonflikt mellem almindelige mennesker og røverbaroner - hvilket dog som udgangspunkt fungerer ganske fint.
Værre er det, at der også bliver pillet ved de syv heltes indgangsvinkel til kampen. Deres leder får nemlig tillagt et personligt hævnmotiv, hvor den oprindelige historie handler om lejesvende, der indser, at de er nødt til at fuldføre opgaven af idealistiske grunde. Nu behøver en genindspilning selvfølgelig ikke være en slavisk kopi, men her betyder ændringerne, at "The Magnificent Seven" anno 2016 kommer langt væk fra de temaer, som gjorde Kurosawas film til et mesterværk.
Dertil kan instruktør Fuqua heller ikke nære sig for at skrue volden op i retning af det sadistiske, når hævnhistorien skal afsluttes. Det er typisk for Fuqua, der altid har haft en ekstremt hårdkogt stil, men her forfladiger det simpelt hen filmen, som i forvejen er begyndt at skeje ud med en alt for overdreven eskalering af skurkenes våbenmagt.
Når det er sagt, er Fuqua på det basale plan en kompetent action- og spændingsinstruktør, så der er mange ting, der fungerer fint i den indledende opbygning, før filmen for alvor begynder at køre galt. Inden den lander på en afslutningssekvens med så endimensionelt religiøse undertoner, at det bliver mere end almindeligt corny.
Samtidig har "The Magnificent Seven" dog også et plus i de syv hovedroller, som virkelig er en flok sammenbragte børn, der effektivt bliver karakteriseret i stereotyper af skuespillerne. Denzel Washington har en vanligt kompetent gusten udstråling som gruppens leder, og derudover var jeg især glad for Ethan Hawke som afdanket, PTSD-ramt sydstatsofficer og Vincent D'Onofrio som smågal, skalpejagende mountain man. Filmen kunne godt have fået endnu mere ud af den farverige syvmandsgruppe. Peter Sarsgaard er også ganske fin som ond rigmand.
Men i sidste ende stritter "The Magnificent Seven" årgang 2016 altså i alle de forkerte retninger, fordi filmmagerne har forsøgt at 'forbedre' den til en mere larmende version med både bøvet humor og bøvet action. Den er simpelt hen lavet af folk, som ikke har forstået, hvad der var pointen i det oprindelige forlæg.
30/09-2016
