burton

Jeg har været tæt på, ikke helt været der, men stadig forbandet tæt på at afskrive Tim Burton efter virkelig mange år nu med enten komplet ligegyldige eller decideret miserable film, men selvom Miss Peregrin’s Home for Peculiar Children ikke er en tilbagevenden til fordums storhed (jeg tror ikke på, at der er flere mesterværker i manden, men det er også okay, hans triumfer, med Edwards Saksehånd i toppen, taget i betragtning), så viser filmen den genkendelige instruktør i mere veloplagt og interessant form, end vi har set ham længe. Ikke fordi filmen ikke har sine massive problemer. Tempoet er unødvendig opskruet, den overlæssede og til tider dybt forvirrende historie uden reelle menneskelige momenter, og så er hele tredje akt ret fejlskudt og lige ved at smadre filmen. Alligevel var der noget ved Miss Peregrin’s Home for Peculiar Children, der tiltrak mig ganske. Burtons dystre fortællertone, der viser en mand med en nyfunden engagement, den blændende visuelle side, en vidunderlig Eva Green som beskytter. Og så er var den der igen, det, der har manglet så lang tid hos manden. Fantasien. At se en pige flyve op til toppen af et træ, for derefter at blive hivet ned igennem med snor, er et af de bedste biografmomenter jeg har haft i længe. Burtons unikke fantasi er atter levende og fascinerende, og selvom man grådigt ville have ønsket mere, og selvom den ikke kan godtgøre filmens fejlslagne sider, så gjorde fantasien, at jeg ikke vil afskrive Miss Peregrin’s Home for Peculiar Children og jeg atter engang kan glæde mig til Burtons næste film.