Back to Basic.

4.0
J.J. Abrams ønskede sig så meget at instruere Star Wars. Så da han fik tilbudt Star Trek, så lavede han et rask kunstgreb og Star Warificerede Star Trek - med mere combat action, flere følelser og en mere personlig historie.

Det lykkedes så godt at der var en del vrede Trekkies, som synes det var en vandalisering af den oprindelige serie. Til gengæld fik serien nye seere, som synes godt om den nye stil - og bedst af alt, for J.J; Han fik lov til at instruere en rigtig Star Wars film. Dog havde han lige et hængeparti, for inden det havde han kontrakt på endnu en Star Trek film - Into Darkness. Her fortsatte han tydeligt stilen fra den første - stadig inspireret af Star Wars.

Denne nyeste udgave i Star Treks univers - Beyond har ny instruktør - det var trods alt for meget at begge serier skulle fortsætte med samme mand bag roret. Og så trækker Abrams som producer stadig i nogle tråde, og sørger for en vis kontinuitet.

Justin Lin, er den nye mand med dirigentstokken - han er mest kendt for at være ved at køre The Fast and The Furious helt af sporet, med Tokyo Drift, hvilket normalt ikke ville have givet ham en chance mere. Men den fik han alligevel, og greb den i den grad så han endte med at instruere 4, 5 og 6 i serien - og må siges at have skabt en levedygtig francise.

Nu står han så med den tunge arv at skulle fortsætte hvor J.J. Abrams slap - og lykkedes det så?

Mit svar er ja, så absolut. Jeg havde virkelig bange anelser, for de første trailere så ikke lovende ud. Ikke alene har han formået at lave en helstøbt film - han har også flyttet Star Trek tilbage mod sin oprindelige form, så serien igen ligner sit ophav. Væk er den rebelske Kaptajn James T. Kirk - Chris Pine ligner mere og mere William Shatner's udgave af den altid eftertænksomme kaptajn, som sjældent handler overilet - men altid modigt.

Men med valget om at gå tilbage til basis, bliver det også en anelse mere monotomt og forudsigeligt - der er ikke den store udvikling i Enterprises besætning, som alle er blevet mere joviale. Det er faktisk meget sigende at Kirk i sin log beskriver det som om han deltog i en "serie" af begivenheder - og trænger til noget nyt.

Det får han selvfølgelig rigeligt af, og historien er fuldt på højde med den forrige "Into Darkness" - Idris Elba fortsætter traditionen, som kendt gæsteskurk - efter Eric Bana og Benedict Cumberbatch i de to første.

Justin Lin sætter ikke en fod forkert, og må være i spil som instruktør til den næste - selvom han ikke laver nogen ny revolution.
Star Trek Beyond - 2 D