Underholdende Stilforvirring
4.0
Antoine Fuquas genindspilning af en genindspilning af Kurosawas banebrydende actionklassiker er, på mange måder, den perfekte, post-moderne Hollywood-western. Den har et multikulturelt cast, den har en solid og umiddelbar historie, der fungerer som en analogi over verdens tilstand i dag; dog uden at turde at gå over grænsen og nå derind, hvor det rigtigt gør ondt og hvor Hollywood-pengene hører op.
Samtidig kaster en stilforvirret Fuqua om sig med referencer til både Ford, Peckinpah og Leone samtidig med, at James Horners (desværre) sidste musiske sammensætning drøner derudaf. Man har mange gange ikke tid til at tænke over, hvor letkøbte nogle scener er fordi underholdningsmaskinen simpelthen er så velsmurt og vanvittigt pacet. Jeg tror, uden tvivl, at Fuqua har tænkt at han nok aldrig kommer i nærheden af western-filmen igen og derfor har smidt samtlige "tropes" indenfor genren ned i gryden og tilsat det en stor skefuld politisk korrekthed (det er ikke et skældsord, okay?) og det fungerer. Både de små stand-offs og det sidste store opgør er utroligt medrivende og bliver engang imellem også følelsesmæssigt engagerende.
Castet fungerer også (næsten) optimalt. Washington er, som sædvanligt, fængende, men en smule anonym som lederen Sam Chisholm. Chris Pratt'er derudaf som en western-udgave af sin Star Lord fra Guardians of the Galaxy, men den der virkelig tog kegler er Vincent D'Onofrio som en ret bøvet, men elskværdig, kæmpe, der består af lige dele bøllebank, knivkast og bibelcitater. Han stjæler simpelthen billedet i enhver scene og Peter Sarsgaard er ligeledes herligt over-the-top som den fuldstændigt usympatiske rigmand, der ikke selv tør at få fingrene beskidte. Lidt mere middelmådigt står det til med Ethan Hawke, hvis karakter er så gennemsyret af klichéer at man ikke én gang er i tvivl om hvor hans karakters bue ender og helt galt er det med Lee, Rulfo og Sensmeier, der ikke har meget andet at arbejde med end at de er minoriteter.
Alt i alt er The Magnificent Seven knap så magnificent, men er til gengæld solid Hollywood-underholdning, som jeg forestiller vor fædre så det. Den er ret forudsigelig, men det hører sig til historien og formår at holde de værste klicheer tilpas tongue-in-cheek til at det fungerer og man går mæt og glad ud af biografen. Jeg gjorde ihvertfald. Jeg er lidt fanget mellem 6 og 7, men taget i betragtning af at jeg ikke kedede mig et øjeblik og jeg trods alt faldt i et par af de nøje spredte patos-fælder, må jeg give en bundsolid 7/10 (no pun intended)!
Samtidig kaster en stilforvirret Fuqua om sig med referencer til både Ford, Peckinpah og Leone samtidig med, at James Horners (desværre) sidste musiske sammensætning drøner derudaf. Man har mange gange ikke tid til at tænke over, hvor letkøbte nogle scener er fordi underholdningsmaskinen simpelthen er så velsmurt og vanvittigt pacet. Jeg tror, uden tvivl, at Fuqua har tænkt at han nok aldrig kommer i nærheden af western-filmen igen og derfor har smidt samtlige "tropes" indenfor genren ned i gryden og tilsat det en stor skefuld politisk korrekthed (det er ikke et skældsord, okay?) og det fungerer. Både de små stand-offs og det sidste store opgør er utroligt medrivende og bliver engang imellem også følelsesmæssigt engagerende.
Castet fungerer også (næsten) optimalt. Washington er, som sædvanligt, fængende, men en smule anonym som lederen Sam Chisholm. Chris Pratt'er derudaf som en western-udgave af sin Star Lord fra Guardians of the Galaxy, men den der virkelig tog kegler er Vincent D'Onofrio som en ret bøvet, men elskværdig, kæmpe, der består af lige dele bøllebank, knivkast og bibelcitater. Han stjæler simpelthen billedet i enhver scene og Peter Sarsgaard er ligeledes herligt over-the-top som den fuldstændigt usympatiske rigmand, der ikke selv tør at få fingrene beskidte. Lidt mere middelmådigt står det til med Ethan Hawke, hvis karakter er så gennemsyret af klichéer at man ikke én gang er i tvivl om hvor hans karakters bue ender og helt galt er det med Lee, Rulfo og Sensmeier, der ikke har meget andet at arbejde med end at de er minoriteter.
Alt i alt er The Magnificent Seven knap så magnificent, men er til gengæld solid Hollywood-underholdning, som jeg forestiller vor fædre så det. Den er ret forudsigelig, men det hører sig til historien og formår at holde de værste klicheer tilpas tongue-in-cheek til at det fungerer og man går mæt og glad ud af biografen. Jeg gjorde ihvertfald. Jeg er lidt fanget mellem 6 og 7, men taget i betragtning af at jeg ikke kedede mig et øjeblik og jeg trods alt faldt i et par af de nøje spredte patos-fælder, må jeg give en bundsolid 7/10 (no pun intended)!
06/10-2016
