Hyggelig og Sikker Nødlanding Med Hanks og Eastwood
3.0
Clint Eastwoods seneste bedrift udi instruktionens kunst om Chesley Sullenbergers mirakuløse landing på Hudson-floden er en pæn, nydelig og ganske ufarlig film.
I dag er der vel ingen, der er i tvivl om at Eastwood kan sit håndværk til fingerspidserne og sammen med sin faste fotograf Tom Stern sikrer han sig at ikke en indstilling eller vinkel er forkert. Det hele ser simpelthen pletfrit ud og det er netop problemet. Eastwood (og Hanks, for den sags skyld) er så skråsikre i deres håndværk, at man ikke rigtigt kan sætte sig i hverken piloternes eller passagernes sted. Dette er ikke en kritik af enten Eastwood eller Hanks; de er bare for durkdrevne til en historie som denne, og derfor er alt udenpå fantastisk kompetent mens det indre drama mangler. En film som Flight gjorde dette meget bedre ved at vise konsekvenserne af pilotens handlinger og deres effekt på dennes nærmeste. I Sully virker Laura Linney, som Chesleys kone, meget malplaceret og følelsesmæssigt påduttet.
Hvor filmen også fejler er, at den springer alt for meget rundt i tid til at skabe en tilpas stor indlevelse i Sullys karakter; det ene øjeblik ser vi ulykken, det næste øjeblik er vi tilbage i hans tid som jagerpilot og så tilbage til en høring. Alle disse tableauer er gode hver for sig. Især er den bizarre høringsproces, som Sully var igennem basalt dragende, men igen venter man bare på at havarikommisionen kommer til fornuft og dropper undersøgelsen om at Sullys handlinger nu også var korrekte og by the book, for ingen har jo taget højde for den menneskelige faktor i alle deres simulatorer og udregninger.
Men som helhed bidrager disse utallige flashbacks og høringer ingen dybere indsigt i præcis hvem Sully var. Man kunne måske netop sige at filmens meget underspillede stil er meget sigende for hele Sullys karakter: En professionel pilot, hvis hjerte eller hjerne aldrig løb af med ham, men jeg synes ikke helt at det virkede for mig og tvang mit ellers meget opmærksomme sind imod displayet på min smartphone. Jeg har ellers altid beundret Eastwood for hans underspillede metode, men her virker det FOR distancerende. Filmen stiller sig, med andre ord, tilfreds med at anskue situationen udefra, og det er meget sigende for hele filmens udtryk: Masser af impressionisme, for lidt ekspressionisme (til min smag, mind you).
Jeg skal ikke kunne sige om Sully havde egnet sig bedre som en "straight" biopic, men som den ser ud, er det altså et flot og kompetent, men også følelsesmæssigt hult produkt, der ikke står mål med de ambitioner, der, uden tvivl, har været forud for filmen ... Men filmmæssigt er man i trygge hænder, FOR trygge.
I dag er der vel ingen, der er i tvivl om at Eastwood kan sit håndværk til fingerspidserne og sammen med sin faste fotograf Tom Stern sikrer han sig at ikke en indstilling eller vinkel er forkert. Det hele ser simpelthen pletfrit ud og det er netop problemet. Eastwood (og Hanks, for den sags skyld) er så skråsikre i deres håndværk, at man ikke rigtigt kan sætte sig i hverken piloternes eller passagernes sted. Dette er ikke en kritik af enten Eastwood eller Hanks; de er bare for durkdrevne til en historie som denne, og derfor er alt udenpå fantastisk kompetent mens det indre drama mangler. En film som Flight gjorde dette meget bedre ved at vise konsekvenserne af pilotens handlinger og deres effekt på dennes nærmeste. I Sully virker Laura Linney, som Chesleys kone, meget malplaceret og følelsesmæssigt påduttet.
Hvor filmen også fejler er, at den springer alt for meget rundt i tid til at skabe en tilpas stor indlevelse i Sullys karakter; det ene øjeblik ser vi ulykken, det næste øjeblik er vi tilbage i hans tid som jagerpilot og så tilbage til en høring. Alle disse tableauer er gode hver for sig. Især er den bizarre høringsproces, som Sully var igennem basalt dragende, men igen venter man bare på at havarikommisionen kommer til fornuft og dropper undersøgelsen om at Sullys handlinger nu også var korrekte og by the book, for ingen har jo taget højde for den menneskelige faktor i alle deres simulatorer og udregninger.
Men som helhed bidrager disse utallige flashbacks og høringer ingen dybere indsigt i præcis hvem Sully var. Man kunne måske netop sige at filmens meget underspillede stil er meget sigende for hele Sullys karakter: En professionel pilot, hvis hjerte eller hjerne aldrig løb af med ham, men jeg synes ikke helt at det virkede for mig og tvang mit ellers meget opmærksomme sind imod displayet på min smartphone. Jeg har ellers altid beundret Eastwood for hans underspillede metode, men her virker det FOR distancerende. Filmen stiller sig, med andre ord, tilfreds med at anskue situationen udefra, og det er meget sigende for hele filmens udtryk: Masser af impressionisme, for lidt ekspressionisme (til min smag, mind you).
Jeg skal ikke kunne sige om Sully havde egnet sig bedre som en "straight" biopic, men som den ser ud, er det altså et flot og kompetent, men også følelsesmæssigt hult produkt, der ikke står mål med de ambitioner, der, uden tvivl, har været forud for filmen ... Men filmmæssigt er man i trygge hænder, FOR trygge.
07/10-2016
