Småkedelig historietime
2.0
I 1862 deserterer Newton Knight fra sydstatshæren for at bringe sin nevøs lig hjem til familien i Mississippi. Efter et sammenstød med myndighederne i hjemegnen flygter han ud i et sumpområde, hvor både desertører og bortløbne slaver skjuler sig. De danner en guerillastyrke, som udråber Jones County til en fristat og forsøger at slutte sig til nordstatshæren.
I den samlede fortælling om Den Amerikanske Borgerkrig er Fristaten Jones højst en lille fodnote, men det er alligevel en interessant sidehistorie, forfatter-instruktør Gary Ross her tager fat i. Primært fordi det er en usædvanlig fortælling om hvide og sorte i 'the Deep South', som midt i borgerkrigen kæmper sammen. Men også fordi den fokuserer på krigens vestfront, der ikke er så kendt som de store slag mod nordøst.
Ross har da tydeligvis også masser af gode intentioner med "Free State of Jones", der argumenterer for, at den fattige hvide befolknings pauvre forhold var afgørende for, at Knight kunne stable en opstand på benene i Mississippi. Men som filmen skildrer, holdt opstanden ikke meget længere end krigen, for efter slaveriets officielle ophør fandt man hurtigt nye måder at undertrykke den sorte befolkning på, da Ku Klux Klan dukkede op, og delstatsregeringerne begyndte at varme op til de senere raceadskillelseslove.
Det er alt sammen væsentlige historiske fakta, og det er bestemt sympatisk at ønske at gå bag om krigen på denne måde. Desværre er "Free State of Jones" også bare endt som en stor gang rod. Den starter ganske fint med fortællingen om Newton Knight, og hvorfor han ender som oprører. Men så snart han kommer ud i sumpen og begynder at opbygge oprørsstyrken, bliver historien ekstremt hakkende, mens den springer fra begivenhed til begivenhed uden sans for større sammenhæng.
Det føles, som om man får læst op fra en historiebog, hvor rædsler og uretfærdighed bliver fremhævet med tykke streger under, mens man til gengæld ikke rigtig får nogen fornemmelse af de mennesker, det handler om. Og det føles kun endnu mere stift og fortænkt, når Ross klipper til 1950'erne og den indskudte historie om Knights tip-tip-oldesøn, der står anklaget for at have overtrådt Mississippis lov om raceadskillelse ved at have giftet sig med sin kæreste.
Selv Matthew McConaughey kan ikke redde denne film. Han bringer godt nok sin vanlige karisma med til rollen som Newton Knight, men den er også lidt spildt, når portrættet af hovedrollen er så endimensionelt, at det føles som en plade, der har sat sig fast i samme rille. Endnu værre går det dog for Gugu Mbatha-Raw som den eksslave, Knight finder sammen med i løbet af krigen - hun er simpelt hen ligegyldig. Og det er i øvrigt dybt besynderligt, at en film med et så tydeligt tema om racisme skildrer et forhold mellem en sort kvinde og en hvid mand, hvor man aldrig ser dem kysse hinanden.
Derudover går et halvstort persongalleri ind og ud af handlingen, men også der har Ross simpelt hen tabt overblikket et sted mellem manuskriptet og klippebordet. "Free State of Jones" er én af den slags film, hvor folk dør, og man godt kan se, at det er meningen, det skal være tragisk ... men det betyder alligevel ikke meget, fordi historien er så klodset fortalt, at man ikke rigtig har fået introduceret personerne. Og på den måde får man altså en interessant dokumentarisk fortælling forvandlet til en småkedelig og ret uvedkommende historietime.
I den samlede fortælling om Den Amerikanske Borgerkrig er Fristaten Jones højst en lille fodnote, men det er alligevel en interessant sidehistorie, forfatter-instruktør Gary Ross her tager fat i. Primært fordi det er en usædvanlig fortælling om hvide og sorte i 'the Deep South', som midt i borgerkrigen kæmper sammen. Men også fordi den fokuserer på krigens vestfront, der ikke er så kendt som de store slag mod nordøst.
Ross har da tydeligvis også masser af gode intentioner med "Free State of Jones", der argumenterer for, at den fattige hvide befolknings pauvre forhold var afgørende for, at Knight kunne stable en opstand på benene i Mississippi. Men som filmen skildrer, holdt opstanden ikke meget længere end krigen, for efter slaveriets officielle ophør fandt man hurtigt nye måder at undertrykke den sorte befolkning på, da Ku Klux Klan dukkede op, og delstatsregeringerne begyndte at varme op til de senere raceadskillelseslove.
Det er alt sammen væsentlige historiske fakta, og det er bestemt sympatisk at ønske at gå bag om krigen på denne måde. Desværre er "Free State of Jones" også bare endt som en stor gang rod. Den starter ganske fint med fortællingen om Newton Knight, og hvorfor han ender som oprører. Men så snart han kommer ud i sumpen og begynder at opbygge oprørsstyrken, bliver historien ekstremt hakkende, mens den springer fra begivenhed til begivenhed uden sans for større sammenhæng.
Det føles, som om man får læst op fra en historiebog, hvor rædsler og uretfærdighed bliver fremhævet med tykke streger under, mens man til gengæld ikke rigtig får nogen fornemmelse af de mennesker, det handler om. Og det føles kun endnu mere stift og fortænkt, når Ross klipper til 1950'erne og den indskudte historie om Knights tip-tip-oldesøn, der står anklaget for at have overtrådt Mississippis lov om raceadskillelse ved at have giftet sig med sin kæreste.
Selv Matthew McConaughey kan ikke redde denne film. Han bringer godt nok sin vanlige karisma med til rollen som Newton Knight, men den er også lidt spildt, når portrættet af hovedrollen er så endimensionelt, at det føles som en plade, der har sat sig fast i samme rille. Endnu værre går det dog for Gugu Mbatha-Raw som den eksslave, Knight finder sammen med i løbet af krigen - hun er simpelt hen ligegyldig. Og det er i øvrigt dybt besynderligt, at en film med et så tydeligt tema om racisme skildrer et forhold mellem en sort kvinde og en hvid mand, hvor man aldrig ser dem kysse hinanden.
Derudover går et halvstort persongalleri ind og ud af handlingen, men også der har Ross simpelt hen tabt overblikket et sted mellem manuskriptet og klippebordet. "Free State of Jones" er én af den slags film, hvor folk dør, og man godt kan se, at det er meningen, det skal være tragisk ... men det betyder alligevel ikke meget, fordi historien er så klodset fortalt, at man ikke rigtig har fået introduceret personerne. Og på den måde får man altså en interessant dokumentarisk fortælling forvandlet til en småkedelig og ret uvedkommende historietime.
09/10-2016
