the maltese falcon

Det er næsten utroligt, at denne krimiklassiker er John Hustons instruktørdebut. Huston kom fra en manuskriptforfatterbaggrund, så det er ikke overraskende, at The Maltese Falcon er usvigelig sikker struktureret, men at Hustons iscenesættelse er så stærk, så selvsikker uden nogensinde at blive prangende eller tage fokus fra form og tone, det er et mindre vidunder. Plottet og fremdriften kører derudaf i et rasende tempo, så hastigt faktisk, at man til tider hægtes af og mister overblikket, og blandt de sprudlende replikker og smukt spillede scener, savner man ind imellem lidt mere tyngde i den ellers bragende gode underholdning. Men Humphrey Bogart sørger for, at kritikpunkterne kun bliver passable i det store billede, med en tæt på eminent præstation som pragmatiker, manipulator, charmetrold og handlingsmand. At man hele tiden smager en tvetydighed i Bogarts karakter, der nemt kunne være blevet en renskuret helt, men her besidder kant og truslen af ondskab i sig, gør The Maltese Falcon til en mere karakterspændende film, end jeg havde forventet. Da man indser, at Huston udspiller sit krimifilmsklimaks i ét rum og scenen er udelukkende dialogbaseret, som et velskåret teaterstykke, må man føje sig for trækkets mesterlighed, og Huston og Bogart topper konventionsgradbøjningen med en fascinerende og fascinerende spillet monolog til Bogarts karakter, hvor han sonderer rationalitet og kærlighed. Bogart lander på førstnævnte, undviger tragedien og bliver en atypisk, men utvivlsom mindeværdig helt alligevel. The Maltese Falcon er en sejr for både Huston og Bogart og en virkelig god film til alle os andre.