Tættere på kul end diamant
2.0
Bedst som Bond netop har fuldført sin hidtil vigtigste mission, nemlig at redde sin egen eksistens på det store lærred, er korthuset ved at falde sammen. Igen må producenterne udskifte hovedrollen, da en hovmodig George Lazenby vælger at grave sin egen grav med dumsmarte kommentarer til pressen, og således endte australieren som ”vikaren” i de historiebøger, han ellers selv mente, aldrig ville blive skrevet.
Og jo, mange fans var velsagtens ovenud begejstrede for at se den originale mand i skysovs tilbage, men desværre mærker man tydeligt, at Sean Connery i højere grad sagde ja til lønchecken (som han sendte videre til velgørenhed) end manuskriptet her. Det er en underlig anonym Bond-film.
”Diamonds Are Forever” starter ellers glimrende med en kryptisk ørkenscene, hvor to homoerotiske lejemordere er i aktion. Makkerparret er så syret i deres fremstilling, at det kilder nysgerrigheden med det samme. Især Bruce Glovers excentriske spil tager kegler. Desværre viser de to karakterer sig at have en ret ligegyldig funktion i filmen, hvilket sker til fordel for et rodet plot, der hen ad vejen udvikler sig til det decideret pinlige.
Det syvende kapitel er desuden i underskud hvad angår selvironi (noget som de næste syv kapitler fik lavet om på og nød rigtig godt af). Connery har intet at arbejde med, og charmen udebliver ganske enkelt. Og måske værst af alt ser vi for første gang en Bond-film, der dovner den på det tekniske område frem for at flytte grænser som sine forgængere. Special effects-niveauet er rystende lavt. Læg dertil at filmen dræbes af et langtrukkent ringe plot og en lunken Blofeld (bring back Savelles!). Og det er ekstra ærgerligt, når nu den rent faktisk glimter i enkelte scener. Bond på krematoriet liggende i en brændende kiste er skidegod, og den hæderlige biljagt mod enden fungerer upåklageligt. Det rykker bare ikke ved, at Connery ender med at gøre comeback i den måske mest forglemmelige Bond-film nogensinde.
Karakter: 3/10
Og jo, mange fans var velsagtens ovenud begejstrede for at se den originale mand i skysovs tilbage, men desværre mærker man tydeligt, at Sean Connery i højere grad sagde ja til lønchecken (som han sendte videre til velgørenhed) end manuskriptet her. Det er en underlig anonym Bond-film.
”Diamonds Are Forever” starter ellers glimrende med en kryptisk ørkenscene, hvor to homoerotiske lejemordere er i aktion. Makkerparret er så syret i deres fremstilling, at det kilder nysgerrigheden med det samme. Især Bruce Glovers excentriske spil tager kegler. Desværre viser de to karakterer sig at have en ret ligegyldig funktion i filmen, hvilket sker til fordel for et rodet plot, der hen ad vejen udvikler sig til det decideret pinlige.
Det syvende kapitel er desuden i underskud hvad angår selvironi (noget som de næste syv kapitler fik lavet om på og nød rigtig godt af). Connery har intet at arbejde med, og charmen udebliver ganske enkelt. Og måske værst af alt ser vi for første gang en Bond-film, der dovner den på det tekniske område frem for at flytte grænser som sine forgængere. Special effects-niveauet er rystende lavt. Læg dertil at filmen dræbes af et langtrukkent ringe plot og en lunken Blofeld (bring back Savelles!). Og det er ekstra ærgerligt, når nu den rent faktisk glimter i enkelte scener. Bond på krematoriet liggende i en brændende kiste er skidegod, og den hæderlige biljagt mod enden fungerer upåklageligt. Det rykker bare ikke ved, at Connery ender med at gøre comeback i den måske mest forglemmelige Bond-film nogensinde.
Karakter: 3/10
09/10-2016
