Rom, korrupt by
4.0
Paven er på vej til at trække sig tilbage, og den italienske regering er ved at falde, og det sender krusninger i retningen af Rom-forstaden Ostia. Her er mafiaen med hjælp fra både korrupte politikere, lokale bander og Vatikanets bank ved at gøre klar til at bygge en ny kasinoby. Men tiden er knap, og korthuset begynder at ramle, da en ung prostitueret dør af en overdosis.
"Suburra" er den første Netflix-finansierede film fra Italien, og instruktør Stefano Sollima stiller skarpt på den klassiske italienske trio af korrupte magthavere: stat, kirke og organiseret kriminalitet. Historien er hentet fra en roman af samme navn, og den fletter dygtigt høj og lav sammen i et net, der spænder fra regeringskontorer til kriminelle på gaden.
Sollima klipper dygtigt frem og tilbage mellem en række handlingstråde, der alle viser sig at have forbindelse til Ostia-projektet. En politiker har ansvaret for at skaffe de nødvendige byggetilladelser, men er lidt for glad for sex og narko i forening. Den lokale bande i Ostia presser folk til at sælge deres grunde, men vil ikke underkaste sig de syditalienske mafiosi. En roma-gangsterbande med en særligt afstumpet chef får nys om, hvad der foregår, og vil også være med. Og i baggrunden forsøger en gusten ældre udsending fra mafiaen at få alle detaljer til at gå op, inklusive den nødvendige finansiering fra Vatikanet. Men når ét dødsfald bliver til flere, bliver alle pludselig mere desperate.
"Suburra" fungerer ikke mindst godt, fordi instruktør Sollima rammer en medrivende klipperytme, hvor man hele tiden lige præcis kan følge med i nettet af begivenheder og personer, mens handlingen twister gang på gang. Og det bliver effektivt bakket op af Paolo Carneras fremragende billeder, der i flot widescreen-stil hæver "Suburra" til en dystert episk fortælling.
Rent visuelt er det virkelig en imponerende film, og det kompenserer for, at Sollima bider over en smule for meget i handlingen. De mange lag og konspirationer hænger givetvis bedre sammen i bogen, men her virker det fx lidt overflødigt, at Vatikanet absolut skal blandes ind i et sidespor, som reelt kunne have været undværet. Der er rigeligt med gods i blot kombinationen af politikere og mafia.
Den katolske kirkes tilstedeværelse gør dog også "Suburra" til en mere eviggyldig fortælling om konstant råddenskab i det italienske samfund. Hvilket også bliver markeret af titlen: Navnet Suburra stammer helt tilbage fra Romerriget, hvor det var et berygtet latinerkvarter i hovedstaden.
Men selv om filmen lige bider over mere, end den kan klare, er den altså virkelig medrivende og en rendyrket stilfuld fornøjelse. Hvor en stribe italienske skuespillere også rammer deres roller præcist - ikke mindst Alessandro Borghi og Claudio Amendola som vidt forskellige gangstertyper samt Greta Scarano som Borghis junkie-kæreste. Ikke mange kan som italienerne lave denne type historier om ondskab og råd, der gemmer sig under hver en sten - og "Suburra" er en virkelig effektiv én af slagsen. Fire stjerner med en stor pil opad herfra.
"Suburra" er den første Netflix-finansierede film fra Italien, og instruktør Stefano Sollima stiller skarpt på den klassiske italienske trio af korrupte magthavere: stat, kirke og organiseret kriminalitet. Historien er hentet fra en roman af samme navn, og den fletter dygtigt høj og lav sammen i et net, der spænder fra regeringskontorer til kriminelle på gaden.
Sollima klipper dygtigt frem og tilbage mellem en række handlingstråde, der alle viser sig at have forbindelse til Ostia-projektet. En politiker har ansvaret for at skaffe de nødvendige byggetilladelser, men er lidt for glad for sex og narko i forening. Den lokale bande i Ostia presser folk til at sælge deres grunde, men vil ikke underkaste sig de syditalienske mafiosi. En roma-gangsterbande med en særligt afstumpet chef får nys om, hvad der foregår, og vil også være med. Og i baggrunden forsøger en gusten ældre udsending fra mafiaen at få alle detaljer til at gå op, inklusive den nødvendige finansiering fra Vatikanet. Men når ét dødsfald bliver til flere, bliver alle pludselig mere desperate.
"Suburra" fungerer ikke mindst godt, fordi instruktør Sollima rammer en medrivende klipperytme, hvor man hele tiden lige præcis kan følge med i nettet af begivenheder og personer, mens handlingen twister gang på gang. Og det bliver effektivt bakket op af Paolo Carneras fremragende billeder, der i flot widescreen-stil hæver "Suburra" til en dystert episk fortælling.
Rent visuelt er det virkelig en imponerende film, og det kompenserer for, at Sollima bider over en smule for meget i handlingen. De mange lag og konspirationer hænger givetvis bedre sammen i bogen, men her virker det fx lidt overflødigt, at Vatikanet absolut skal blandes ind i et sidespor, som reelt kunne have været undværet. Der er rigeligt med gods i blot kombinationen af politikere og mafia.
Den katolske kirkes tilstedeværelse gør dog også "Suburra" til en mere eviggyldig fortælling om konstant råddenskab i det italienske samfund. Hvilket også bliver markeret af titlen: Navnet Suburra stammer helt tilbage fra Romerriget, hvor det var et berygtet latinerkvarter i hovedstaden.
Men selv om filmen lige bider over mere, end den kan klare, er den altså virkelig medrivende og en rendyrket stilfuld fornøjelse. Hvor en stribe italienske skuespillere også rammer deres roller præcist - ikke mindst Alessandro Borghi og Claudio Amendola som vidt forskellige gangstertyper samt Greta Scarano som Borghis junkie-kæreste. Ikke mange kan som italienerne lave denne type historier om ondskab og råd, der gemmer sig under hver en sten - og "Suburra" er en virkelig effektiv én af slagsen. Fire stjerner med en stor pil opad herfra.
14/10-2016
