Hæsblæsende action.

4.0
Måske er det en fordel at man, som jeg, har læst bogen - og det er nok også godt at det er et stykke tid siden, så jeg ikke var alt for detaljeorienteret.

Jeg har læst alle Dan Brown's bøger - og selv om han ynder at bringe symboler og ny teknologi ind i sine historier, så skriver han i virkeligheden spændingsromaner - hvor vi som læsere, skal holdes i uvis forvirring indtil den store finale. Men plottet er simpelt med helte og skurke - og de gode vinder altid til sidst. I det hele taget ville Brown næppe være blevet verdenskendt, uden Da Vinci Mysteriet - og det røre den medførte, specielt i katolske kredse. Gennem en række postulater (nogle saglige, andre slet ikke) fastslog Brown at Jesus var et helt almindeligt menneske, og at hans efterkommere lever blandt os.

I virkeligheden var Da Vinci Mysteriet den anden bog i serien om Professor Langdon - den første var Engle og Dæmoner (og det er faktisk den bedste i serien, efter min mening). Desværre blev Engle og Dæmoner ikke overført til film efter fortjeneste - faktisk endte den alt for mørk og kedelig, og med væsentlige ændringer ved slutningen.

Ron Howard instruerer nu den 3 film i serien - det kunne have været nr. 4, men man sprang klogeligt "Det Forsvundne Tegn" over - da den på mange måder skiller sig ud fra de andre.

På rigtig mange punkter lykkes det Howard at ramme tonen fra bogen i filmen - castet er godt, og ligger tæt på mine forestillinger om personerne, selvom jeg ikke var fan af Hanks som Langdon i den første film. Langdon's hallucinationer sidder lige i skabet, og billedsiden er i det hele taget på et højt niveau - hvilket i høj grad også hjælpes af de fantastiske lokationer i Fireze, Venedig og Istanbul.

Tempoet er højt - måske for højt, hvis man ikke har læst bogen. Men jeg synes det fungerede glimrende, og det er altid en balancegang når man skal slagte en roman på næsten 500 sider, og skære den ned til noget meningsfuldt på 2 timer. Howard får det meste med, en del kun ved antydninger - og ændrer en hel del på slutningen, som faktisk var meget mere knudret i bogen (men også med et helt andet udfald).

Plottet i bog og film er yderst relevant - jordens overbefolkning. I løbet af 40 år er vi blevet dobbelt så mange, og mennesket er hovedårsagen til verdens problemer, og med den hast så er vi alligevel på vej til at udrydde os selv. Så hvorfor ikke starte en rask lille pest, som kan fjerne halvdelen? Så er der vel nok til alle i et stykke tid...

I bogen bruges der, meget naturligt, meget mere tid på at filosofere over rigtigt og forkert - Howard har valgt at gøre det til en mere traditionel actionthriller. Hvis det ikke var et par år siden jeg læste bogen, så ville jeg sikkert have undret mig mere over Ron Howard's ændringer - og det ville have resulteret i 3 stjerner. Men nu hvor jeg har en større distance til den, så vurderer jeg den mest som det den er endt som - og der er tilpas spænding til at den kan mase sig op på 4 små stjerner.

Til slut skal Sidse Babett Knudsen, da lige nævnes - da hun har en ikke ubetydelig rolle i filmen. Howard må holde meget af hende, for hun får undervejs et "Casablanca" øjeblik med Hanks - og det var ikke en del af det oprindelige plot. Sjovt at det er så sent i hendes karriere, at udlandet har fået øje på hende - men det er uden tvivl "Borgen", som har æren for det.
Inferno