Beauty and the Heavy-Handed Beast
3.0
Nicolas Winding Refns seneste film er ikke meget andet end billig exploitation forklædt som arthouse-film.
Jeg skal ikke lyve. I den første time var jeg grebet af denne film og Refns evne til at skabe levende billeder omkring døde karakterer. Filmen er nemlig fyldt med svulstige visuelle tableauer, der nærmest virker hypnotiserende mens Cliiff Martinez', som altid, suveræne elektroniske score buldrer i højtalerne.
Men når det kommer til det overordnede narrativ, har Refn ikke meget andet på hjerte end at fortælle om vores nærmest religiøse tilbedelse af et tomt skønhedsideal og et stykke af vejen fungerer det faktisk en smule. Elle Fanning er nemlig, med sin lidt "skæve" skønhed, ekstremt velcastet og understreger pointen om at vores opfattelse af skønhed i dag er determineret af en voldsomt strømlinet fællesnævner. Det bliver desværre også hurtigt meget monotont og den rædselsfulde replikføring (hvilket uden tvivl også skal underbygge filmens tematik) kommer meget hurtigt til at virke fortænkt og konstrueret.
Helt galt går det i filmens tredje "akt", hvor Refn går all-in på billige provokationer og et så uraffineret billedsprog at ethvert forsøg på at hive en følelse ud af publikum bliver spoleret. Vi har nemlig ingen emotionel tillknytning til figurene, så derfor kan vi ikke føle meget andet end ligegyldighed, uanset hvor meget blod og dekadence man fylder lærredet med.
Refns seneste film ender altså som et fantastisk lærred med et kedeligt billede. En flot, kunstnerisk prut, der kun kan forarge dem, der gerne vil forarges fordi vi andre for længst er stået af neon-toget.
For de suveræne billeder og musik (og en velcastet Fanning) lander jeg på 3 små stjerner.
Jeg skal ikke lyve. I den første time var jeg grebet af denne film og Refns evne til at skabe levende billeder omkring døde karakterer. Filmen er nemlig fyldt med svulstige visuelle tableauer, der nærmest virker hypnotiserende mens Cliiff Martinez', som altid, suveræne elektroniske score buldrer i højtalerne.
Men når det kommer til det overordnede narrativ, har Refn ikke meget andet på hjerte end at fortælle om vores nærmest religiøse tilbedelse af et tomt skønhedsideal og et stykke af vejen fungerer det faktisk en smule. Elle Fanning er nemlig, med sin lidt "skæve" skønhed, ekstremt velcastet og understreger pointen om at vores opfattelse af skønhed i dag er determineret af en voldsomt strømlinet fællesnævner. Det bliver desværre også hurtigt meget monotont og den rædselsfulde replikføring (hvilket uden tvivl også skal underbygge filmens tematik) kommer meget hurtigt til at virke fortænkt og konstrueret.
Helt galt går det i filmens tredje "akt", hvor Refn går all-in på billige provokationer og et så uraffineret billedsprog at ethvert forsøg på at hive en følelse ud af publikum bliver spoleret. Vi har nemlig ingen emotionel tillknytning til figurene, så derfor kan vi ikke føle meget andet end ligegyldighed, uanset hvor meget blod og dekadence man fylder lærredet med.
Refns seneste film ender altså som et fantastisk lærred med et kedeligt billede. En flot, kunstnerisk prut, der kun kan forarge dem, der gerne vil forarges fordi vi andre for længst er stået af neon-toget.
For de suveræne billeder og musik (og en velcastet Fanning) lander jeg på 3 små stjerner.
15/10-2016
