Tragisk med stort T. Konstrueret med stort K.
2.0
Efter 1. Verdenskrig får en krigsveteran job som fyrmester på en ellers øde ø ud for Australiens kyst. Han gifter sig med en kvinde fra det nærliggende fiskerleje, men deres forsøg på at få børn bliver stoppet af to ufrivillige aborter. En dag driver der så en jolle i land med en død mand og et spædbarn om bord.
"The Light Between Oceans" er den fjerde film fra forfatter-instruktør Derek Cianfrance, der etablerede sig som et rigtig spændende navn med de to foregående, "Blue Valentine" og "The Place Beyond the Pines". Den her er baseret på en roman af samme navn, men har i øvrigt en vis lighed med Cianfrances tidligere værker i den tragisk-romantiske historie og et stort fokus på dramaet mellem personerne.
Det kan så nærmest heller ikke være anderledes, når historien placerer sine to hovedpersoner i en lukket setting - de er helt bogstaveligt de eneste beboere på øen med fyrtårnet, indtil barnet lander. Filmens konflikt handler så netop om barnet - om at de vælger at adoptere den lille pige og lade, som om hun er deres egen. Og hvordan de reagerer, da de kommer tilbage til fastlandet og opdager, at pigens mor stadig er i live.
Det folder Cianfrance ud som en decideret tåreperser, hvor det er synd for alle medvirkende. Og det bliver simpelt hen for meget, efterhånden som historien udvikler sig til at være mere og mere konstrueret. Jeg køber i hvert fald ikke den måde, personerne reagerer på - eller rettere: Jeg køber måske nok, at et barnløst par kan finde på at tage et tilsyneladende forældreløst barn til sig. Men da den biologiske mor kommer i spil, begynder alle at tage valg, som kun virker designet til at få den konstruerede handling til at hænge sammen, så der kan komme maksimalt tryk på tåreperseriet.
Dertil slutter filmen endda med en underligt flad efterskrift, der heller ikke hænger specielt godt sammen med resten. Plus at der er diverse indslag af symbolik, som virker lige så forcerede som plottet.
"The Light Between Oceans" er ellers en rigtig pæn film, nydeligt fotograferet af Adam Arkapaw. Og den har nogle virkelig talentfulde skuespillere, som da også kæmper en brav kamp med deres roller. Det gælder især Alicia Vikander som hustruen - et langt stykke ind i filmen leverer hun flot varieret spil med stor intensitet og et stort spænd af udtryk. Indtil hendes rolle som resten af filmen bliver meget forceret til sidst. Michael Fassbender gør det også fint som hendes mand, men er næsten for hæmmet af rollens fåmælthed. Og Rachel Weisz giver den fuld skrue på sårbarhed som den biologiske mor.
Det er ikke skuespillerne, som er problemet her - de gør, hvad de kan. Problemet er desværre, at forfatter-instruktør Cianfrance forcerer en alt for konstrueret historie igennem i en grad, der helt dræber éns engagement. Det bliver alt for tungt og klinger falskt.
"The Light Between Oceans" er den fjerde film fra forfatter-instruktør Derek Cianfrance, der etablerede sig som et rigtig spændende navn med de to foregående, "Blue Valentine" og "The Place Beyond the Pines". Den her er baseret på en roman af samme navn, men har i øvrigt en vis lighed med Cianfrances tidligere værker i den tragisk-romantiske historie og et stort fokus på dramaet mellem personerne.
Det kan så nærmest heller ikke være anderledes, når historien placerer sine to hovedpersoner i en lukket setting - de er helt bogstaveligt de eneste beboere på øen med fyrtårnet, indtil barnet lander. Filmens konflikt handler så netop om barnet - om at de vælger at adoptere den lille pige og lade, som om hun er deres egen. Og hvordan de reagerer, da de kommer tilbage til fastlandet og opdager, at pigens mor stadig er i live.
Det folder Cianfrance ud som en decideret tåreperser, hvor det er synd for alle medvirkende. Og det bliver simpelt hen for meget, efterhånden som historien udvikler sig til at være mere og mere konstrueret. Jeg køber i hvert fald ikke den måde, personerne reagerer på - eller rettere: Jeg køber måske nok, at et barnløst par kan finde på at tage et tilsyneladende forældreløst barn til sig. Men da den biologiske mor kommer i spil, begynder alle at tage valg, som kun virker designet til at få den konstruerede handling til at hænge sammen, så der kan komme maksimalt tryk på tåreperseriet.
Dertil slutter filmen endda med en underligt flad efterskrift, der heller ikke hænger specielt godt sammen med resten. Plus at der er diverse indslag af symbolik, som virker lige så forcerede som plottet.
"The Light Between Oceans" er ellers en rigtig pæn film, nydeligt fotograferet af Adam Arkapaw. Og den har nogle virkelig talentfulde skuespillere, som da også kæmper en brav kamp med deres roller. Det gælder især Alicia Vikander som hustruen - et langt stykke ind i filmen leverer hun flot varieret spil med stor intensitet og et stort spænd af udtryk. Indtil hendes rolle som resten af filmen bliver meget forceret til sidst. Michael Fassbender gør det også fint som hendes mand, men er næsten for hæmmet af rollens fåmælthed. Og Rachel Weisz giver den fuld skrue på sårbarhed som den biologiske mor.
Det er ikke skuespillerne, som er problemet her - de gør, hvad de kan. Problemet er desværre, at forfatter-instruktør Cianfrance forcerer en alt for konstrueret historie igennem i en grad, der helt dræber éns engagement. Det bliver alt for tungt og klinger falskt.
17/10-2016
