Vellavet, Men Konventionel Franchise-Fuser
3.0
Jeg var ovenud begejstret for den første film med Jack Reacher. McQuarrie's effektive actioninstruktion kombineret med Cruise's devil-may-care attitude sikrede en stilsikker, effektiv actionfilm med en fængende historie; med et par huller i den interne logik. Derfor var jeg også spændt på denne efterfølger, da Edward Zwick og Cruise's sidste kollektive projekt var den flotte The Last Samurai.
Tom Cruise har stadig Jack Reacher-rollen i sin hule hånd og spiller ham med al den fysiske aktivitet og indlevelse, man efterhånden forventer fra et Cruise action-fliick. Cobie Smulders er også ret god som den modvillige major, der må tage med Reacher for at rense deres navne. De fungerer begge to fortrinligt i actionscenerne og både modtager og giver øretæver på yderst professionel manér.
Desværre er actionen også ret så konventionel i forhold til den første film. Der er ingen set-pieces, der brænder sig fast på nethinden som for eksempel den store biljagt i den første film. Zwick filmer actionen uden megen indlevelse og en distanceret professionalisme. Derfor ryger gassen også hurtigt ud af ballonen for publikum.
Et andet stort problem er at historien hurtigt bliver alt for uoverskuelig (ikke at forveksle med indviklet) og ujævn. Først bliver vi præsenteret for et komplot, der involverer eks-lejesoldater og griske pengemænd, hvorefter vi så lige pludselig præsenteres for et stort sub-plot, der involverer Reachers "måske" datter. Denne del føles komplet unødvendig og datteren eksisterer udelukkende som en plot-device, der skal komme i vanskeligheder, når plottet kræver det. Hvis bare man havde fokuseret på at lave en mere fængende historie i stedet for at smide et skizofrent fader-subplot ind, havde filmen måske været en tand bedre.
Skurkene er heller ikke særligt interessante og slet ikke intimiderende. I den første film havde vi Werner Herzogs ejendommelige The Zec, der var en perfekt grå eminence til Jai Courtneys mere fysiske henchman. I fortsættelsen er det nøjagtigt samme karakter-duo; bortset fra at Robert Knepper slet ikke besidder samme karisma som Herzog og den onde lejesoldat er også uden nuancer og gennemgående kedelig.
Jack Reacher: Never Go Back var en stor skuffelse for mig. Cruise og Smulders mister aldrig grebet om deres karakterer, men det anonyme instruktørarbejde, det mudrede manuskript og et par kønsløse skurke gør altså at Reachers anden færd ind i en verden af militær korruption og sammensværgelser til skuffende 3 små stjerner.
Tom Cruise har stadig Jack Reacher-rollen i sin hule hånd og spiller ham med al den fysiske aktivitet og indlevelse, man efterhånden forventer fra et Cruise action-fliick. Cobie Smulders er også ret god som den modvillige major, der må tage med Reacher for at rense deres navne. De fungerer begge to fortrinligt i actionscenerne og både modtager og giver øretæver på yderst professionel manér.
Desværre er actionen også ret så konventionel i forhold til den første film. Der er ingen set-pieces, der brænder sig fast på nethinden som for eksempel den store biljagt i den første film. Zwick filmer actionen uden megen indlevelse og en distanceret professionalisme. Derfor ryger gassen også hurtigt ud af ballonen for publikum.
Et andet stort problem er at historien hurtigt bliver alt for uoverskuelig (ikke at forveksle med indviklet) og ujævn. Først bliver vi præsenteret for et komplot, der involverer eks-lejesoldater og griske pengemænd, hvorefter vi så lige pludselig præsenteres for et stort sub-plot, der involverer Reachers "måske" datter. Denne del føles komplet unødvendig og datteren eksisterer udelukkende som en plot-device, der skal komme i vanskeligheder, når plottet kræver det. Hvis bare man havde fokuseret på at lave en mere fængende historie i stedet for at smide et skizofrent fader-subplot ind, havde filmen måske været en tand bedre.
Skurkene er heller ikke særligt interessante og slet ikke intimiderende. I den første film havde vi Werner Herzogs ejendommelige The Zec, der var en perfekt grå eminence til Jai Courtneys mere fysiske henchman. I fortsættelsen er det nøjagtigt samme karakter-duo; bortset fra at Robert Knepper slet ikke besidder samme karisma som Herzog og den onde lejesoldat er også uden nuancer og gennemgående kedelig.
Jack Reacher: Never Go Back var en stor skuffelse for mig. Cruise og Smulders mister aldrig grebet om deres karakterer, men det anonyme instruktørarbejde, det mudrede manuskript og et par kønsløse skurke gør altså at Reachers anden færd ind i en verden af militær korruption og sammensværgelser til skuffende 3 små stjerner.
21/10-2016
