Og?
2.0
En ung mand flytter i 30'erne til Californien for at skabe sig en karriere i Hollywood. Han bliver ansat hos sin onkel og forelsker sig i én af firmaets sekretærer. Men han ved ikke, at hun har en affære med onklen.
Med "Café Society" vender Woody Allen tilbage til et emne, han har behandlet mange gange før, nemlig den besværlige kærlighed. Som altså her udspiller sig i glamourøse omgivelser i Hollywoods guldalder og New Yorks natteliv, hvor hovedpersonerne cirkler omkring hinanden i aldrig helt fuldbyrdede forhold. For denne gang beskæftiger Allen sig mindre med kærligheden og mere med bristede illusioner. Og med et overfladisk society-miljø, hvor forstillelse er normen, fordi man vælger det bekvemme liv.
Det er jo sådan set meget fint, og ikke uinteressante emner. Men "Café Society" er bare en enormt ufokuseret film. Dens hovedpersoner tosser rundt og kan ikke rigtig finde ud af, hvad de vil med sig selv, men filmen er endnu mere forvirret. Der er ingen konsekvens i dramatikken, og værst af alt er der ikke rigtig noget på spil. Der er ikke noget, der sådan for alvor gør ondt, stærkt understreget af, at replikskifterne mestendels består af, at personerne intellektualiserer deres egne roller og taler om, hvad de burde gøre. Og forsøgene på at bløde intellektualiseringen op med humor virker heller ikke rigtig. Det er ultraklassisk Woody Allen, men på den helt forkerte måde.
Det er meget sigende, at Allen har forsøgt at binde sin rodede handling sammen med en fortællerstemme, der konstant føler sig nødsaget til at forklare os, hvad der foregår. Det er trægt og tamt og føles bare gammeldags.
Trods alt virker det dog, som om Allen har hygget sig med at genskabe Hollywood i guldaldertiden, og dialogen strør om sig med referencer til gamle skuespillere og filmfolk, som vil glæde enhver filmnørd. Men den åbenlyse fascination af det gamle Hollywood harmonerer ikke rigtig med, at filmen samtidig portrætterer society-miljøet som dybt overfladisk.
Og Allens version af 30'erne er også bare et poleret fantasibillede i tidstypisk blødt lys. Det bliver ikke mindst tydeligt, da mafiaen bliver blandet ind i historien, og de viser sig at være småhyggelige psykopater. Faktisk er det også et typisk Allen-træk - han har aldrig kunnet finde ud af at skrive troværdige kriminelle.
Filmens manglende fokus trækker også ellers talentfulde skuespillere ned. Jesse Eisenberg og Kristen Stewart er ikke synderligt overbevisende i de to hovedroller, men jeg forstår heller ikke, hvorfor Allen har bedt dem om at spille rollerne, som de gør det. Steve Carell brænder klart bedre igennem som onklen med de store armbevægelser - han er faktisk den eneste, som kommer godt ud af filmen, mens fx Blake Lively har en birolle, der er helt spildt.
Der er lavet mange gode film om Hollywoods guldalder, inklusive intriger, stjernedrømme, vanvittig kærlighed og så videre. "Café Society" er ikke én af dem. Faktisk virker Woody Allen i højere og højere grad som en kunstner, der har svært ved at finde noget at sige. Her lander jeg i hvert fald kun på to små stjerner.
Med "Café Society" vender Woody Allen tilbage til et emne, han har behandlet mange gange før, nemlig den besværlige kærlighed. Som altså her udspiller sig i glamourøse omgivelser i Hollywoods guldalder og New Yorks natteliv, hvor hovedpersonerne cirkler omkring hinanden i aldrig helt fuldbyrdede forhold. For denne gang beskæftiger Allen sig mindre med kærligheden og mere med bristede illusioner. Og med et overfladisk society-miljø, hvor forstillelse er normen, fordi man vælger det bekvemme liv.
Det er jo sådan set meget fint, og ikke uinteressante emner. Men "Café Society" er bare en enormt ufokuseret film. Dens hovedpersoner tosser rundt og kan ikke rigtig finde ud af, hvad de vil med sig selv, men filmen er endnu mere forvirret. Der er ingen konsekvens i dramatikken, og værst af alt er der ikke rigtig noget på spil. Der er ikke noget, der sådan for alvor gør ondt, stærkt understreget af, at replikskifterne mestendels består af, at personerne intellektualiserer deres egne roller og taler om, hvad de burde gøre. Og forsøgene på at bløde intellektualiseringen op med humor virker heller ikke rigtig. Det er ultraklassisk Woody Allen, men på den helt forkerte måde.
Det er meget sigende, at Allen har forsøgt at binde sin rodede handling sammen med en fortællerstemme, der konstant føler sig nødsaget til at forklare os, hvad der foregår. Det er trægt og tamt og føles bare gammeldags.
Trods alt virker det dog, som om Allen har hygget sig med at genskabe Hollywood i guldaldertiden, og dialogen strør om sig med referencer til gamle skuespillere og filmfolk, som vil glæde enhver filmnørd. Men den åbenlyse fascination af det gamle Hollywood harmonerer ikke rigtig med, at filmen samtidig portrætterer society-miljøet som dybt overfladisk.
Og Allens version af 30'erne er også bare et poleret fantasibillede i tidstypisk blødt lys. Det bliver ikke mindst tydeligt, da mafiaen bliver blandet ind i historien, og de viser sig at være småhyggelige psykopater. Faktisk er det også et typisk Allen-træk - han har aldrig kunnet finde ud af at skrive troværdige kriminelle.
Filmens manglende fokus trækker også ellers talentfulde skuespillere ned. Jesse Eisenberg og Kristen Stewart er ikke synderligt overbevisende i de to hovedroller, men jeg forstår heller ikke, hvorfor Allen har bedt dem om at spille rollerne, som de gør det. Steve Carell brænder klart bedre igennem som onklen med de store armbevægelser - han er faktisk den eneste, som kommer godt ud af filmen, mens fx Blake Lively har en birolle, der er helt spildt.
Der er lavet mange gode film om Hollywoods guldalder, inklusive intriger, stjernedrømme, vanvittig kærlighed og så videre. "Café Society" er ikke én af dem. Faktisk virker Woody Allen i højere og højere grad som en kunstner, der har svært ved at finde noget at sige. Her lander jeg i hvert fald kun på to små stjerner.
24/10-2016
