stadig ikke en fan, men

The Fan har for mig altid ligget komfortabelt i bunden af Tony Scotts repertoire, men selvom et gensyn understregede filmens store problemer, så viste Scotts film sig også at have noget uventet slagkraft i momenter. Den store synder i problemerne er manuskriptet, der udover at være fatalt psykologisvag i hovedkarakteren (som Robert De Niro ligeledes spiller underligt fraværende og rutinepræget), også er tynd i dens konstruktion. I starten er der gode, menneskelige momenter, især mellem De Niro og hans søn, men manuskriptet får ikke trukket det psykopatiske i anden halvdel ud på troværdig vis, hvor det hele føles postuleret og billigt fremdrivende. Hvor The Fan dog vinder, er i Scotts imponerende iscenesættelse. Hans æstetik og filmsprog er atter engang overrumplende og med stor kraft, især filmens klimaks er vanvittig godt og virkelig medrivende eksekveret. Og så mærker man i momenter den eksperimentelle Scott fra Hunger dukke frem, og The Fan har øjeblikke af uforglemmelig filmisk overtagelse. Scott har altid været afhængig af et godt manuskript, hvilket han ikke får i denne omgang, men hans unikke filmsprog løfter alligevel The Fan til noget. Ikke noget decideret godt, men i hvert fald noget. Bunden af repertoiret er nu overtaget af Kapring af Pelhalm 123.