Smerte og stil i udsøgt samspil
6.0
Oberst Kurtz sagde for nyligt alt, hvad der kunne og skulle siges om ’Kill Bill vol. 1’, så efter et nyligt gensyn går jeg ham i bedene med et par ord om fortsættelsens mindst lige så lamslående kvaliteter.
Om det er en bedre film end den første, ved jeg ikke, men på mange måder stikker den her dybere. Som i volume 1 får Tarantino vores adrenalin til at koge, mens vi morer os over det både referencerige og dybt originale univers, han har sat i verden. Men her har adrenalinen en eftersmag af smerte. Ikke den slags smerte, der skriges og sprøjtes i lårtykke stråler udover en perfekt orkestreret actionscene, men som kradser i følelserne samtidig med, at man stimuleres.
Som når Daryl Hannahs voldsomt overspillede, men afvæbnende seje kvindeskurk efterlades blind i en campingvogn, skrigende og famlende som en langsomt døende teenagetøs. Hævnen er fortjent, men ulækker - og stadig voldsomt tilfredsstillende og stimulerende, fordi Hannahs klap for øjet pludselig agerer pay-off i et setup, man ikke så komme.
Som sådan er Tarantino hele tiden et skridt foran sit publikum, og han leger med vores følelser på en dybt kalkuleret, men mesterlig måde, der minder om Lars Von Triers stileksperiment i ’Dogville’ og bodyhorror i ’Antichrist’. Mærk selv, hvordan pulsen unægteligt stiger i takt med jorddyngerne, der begraver The Bride i en kiste under jorden. Det er som en perveret filmfantasi, undfanget fra nørdens inderste kringelkroge, men forløst, fordi fortællingens dramaturgi retfærdiggør det: Hvordan skulle vi bedre lære The Brides træningsophold hos Pai-Mei at kende, end ved at lade resultaterne af netop det træningsophold afgøre liv og død?
Totalt overvældende bliver det, når musikken varmer op til den store flugt, og The Bride begiver sig til at flække kisten med de bare næver. En scene, der vækker minder om Bruce Waynes flugt fra hullet i ’The Dark Knight Rises’, og som på samme måde får hårene til at rejse sig i det, der med engelske gloser kun kan kaldes ’pure epicness’. Måske jeg bare har en svaghed for den slags katarsiske scener, men her laver Quentin Tarantino simpelthen en af filmhistoriens bedste.
Skuespillet skal nævnes. Budd er endeløst fascinerende takket være Michael Madsens beherskelse af stemme og bevægelser. Michael Parks er uendeligt velspillende som Bills faderfigur, der ubesværet tilføjer nye nuancer til primærfarven Bill, fordi han - igen dramaturgisk overlegent udtænkt af Tarantino - agerer sidste stop inden endestationen. David Carradine er uforglemmelig som Bill, mens Uma Thurmans modspil på næsten morbid vis fremtvinger store følelser. For er det her ikke en hævnfilm?, spørger man sig selv, mens Tarantino pludselig udfolder en dybdeborende kærlighedshistorie for øjnene af os.
’Kill Bill vol. 2’ har det hele og mere til. Visuelt er ekvilibrismen nedtonet (her er ingen åndenødsfremkaldende kamerature a lá fugleperspektiv-skuddet fra 1’eren), men gennemsyrer stadig hver en fiber af produktionen. Begge film in mente beviser mesterfotografen Robert Richardson virkelig sin spændvidde her. Dialogerne er lange, opfindsomme og intense, men tilføres ofte et tankevækkende og følelsesladet lag, jeg aldrig før har oplevet ordsnedkeren Tarantino bedrive. Det her kunne - i min optik - meget vel være hans bedste film.
Om det er en bedre film end den første, ved jeg ikke, men på mange måder stikker den her dybere. Som i volume 1 får Tarantino vores adrenalin til at koge, mens vi morer os over det både referencerige og dybt originale univers, han har sat i verden. Men her har adrenalinen en eftersmag af smerte. Ikke den slags smerte, der skriges og sprøjtes i lårtykke stråler udover en perfekt orkestreret actionscene, men som kradser i følelserne samtidig med, at man stimuleres.
Som når Daryl Hannahs voldsomt overspillede, men afvæbnende seje kvindeskurk efterlades blind i en campingvogn, skrigende og famlende som en langsomt døende teenagetøs. Hævnen er fortjent, men ulækker - og stadig voldsomt tilfredsstillende og stimulerende, fordi Hannahs klap for øjet pludselig agerer pay-off i et setup, man ikke så komme.
Som sådan er Tarantino hele tiden et skridt foran sit publikum, og han leger med vores følelser på en dybt kalkuleret, men mesterlig måde, der minder om Lars Von Triers stileksperiment i ’Dogville’ og bodyhorror i ’Antichrist’. Mærk selv, hvordan pulsen unægteligt stiger i takt med jorddyngerne, der begraver The Bride i en kiste under jorden. Det er som en perveret filmfantasi, undfanget fra nørdens inderste kringelkroge, men forløst, fordi fortællingens dramaturgi retfærdiggør det: Hvordan skulle vi bedre lære The Brides træningsophold hos Pai-Mei at kende, end ved at lade resultaterne af netop det træningsophold afgøre liv og død?
Totalt overvældende bliver det, når musikken varmer op til den store flugt, og The Bride begiver sig til at flække kisten med de bare næver. En scene, der vækker minder om Bruce Waynes flugt fra hullet i ’The Dark Knight Rises’, og som på samme måde får hårene til at rejse sig i det, der med engelske gloser kun kan kaldes ’pure epicness’. Måske jeg bare har en svaghed for den slags katarsiske scener, men her laver Quentin Tarantino simpelthen en af filmhistoriens bedste.
Skuespillet skal nævnes. Budd er endeløst fascinerende takket være Michael Madsens beherskelse af stemme og bevægelser. Michael Parks er uendeligt velspillende som Bills faderfigur, der ubesværet tilføjer nye nuancer til primærfarven Bill, fordi han - igen dramaturgisk overlegent udtænkt af Tarantino - agerer sidste stop inden endestationen. David Carradine er uforglemmelig som Bill, mens Uma Thurmans modspil på næsten morbid vis fremtvinger store følelser. For er det her ikke en hævnfilm?, spørger man sig selv, mens Tarantino pludselig udfolder en dybdeborende kærlighedshistorie for øjnene af os.
’Kill Bill vol. 2’ har det hele og mere til. Visuelt er ekvilibrismen nedtonet (her er ingen åndenødsfremkaldende kamerature a lá fugleperspektiv-skuddet fra 1’eren), men gennemsyrer stadig hver en fiber af produktionen. Begge film in mente beviser mesterfotografen Robert Richardson virkelig sin spændvidde her. Dialogerne er lange, opfindsomme og intense, men tilføres ofte et tankevækkende og følelsesladet lag, jeg aldrig før har oplevet ordsnedkeren Tarantino bedrive. Det her kunne - i min optik - meget vel være hans bedste film.
30/10-2016
