It's a Strange World

Dr. Strange er interessant - hans verden består af mystik, trolddom, okkulte besværgelser og andre demensioner. Konstant er han i konflikt med onde kræfter, som han er i krig med.

Til gengæld mangler han den sikre grund under fødderne af realisme, som de fleste andre superhelte ejer - nemlig en grad af helt almindelig hverdag, som præger de fleste andre superhelte.

Eksemplerne er mange - men Spiderman, Batman, Superman, og Iron Man er rigtig gode til at illustrere min pointe med.

Spiderman/Peter Parker har helt almindelige teen-age problemer og skole, som han bakser med. Batman/Bruce Wayne har et firma han skal passe, og også ind i mellem et kærlighedsliv. Superman/Clark Kent spiller sin egen modsætning, som sky reporter, der altid forsvinder når jorden er ved at gå under - men forsøger at leve et almindeligt liv, med kæreste og adoptivmor. Iron Man, er den sårbare filantrop og opfinder - som hele tiden er i konflikt med sig selv, sine følelser og han virksomhed.

Fælles for dem alle er at de, på tragisk vis, har mistet deres forældre i en ung alder.

Dr. Stephen Strange har ingen fortid, som vi hører om. Til gengæld møder vi en højrøvet kirurg, som er blandt de bedste i verden. Han tager kun de svære sager - og kun dem som han er sikker på at kunne høste hæder for. Han er lidt en arrogant skiderik på højde med Tony Stark - men uden det formidlende glimt i øjet. Han er ikke bleg for at træde andre ned på sin vej - og hans narcisissme er så stor, at der kun er plads til ham selv i den form for liv han lever.

Men det er faktisk her historien begynder at udvikle sig - for på på højden af tinderne sker er ulykke, som berøver ham for hans fornemste instrument - hans hænder.

På trods af utallige operationer, lykkes det aldrig at genvinde førligheden - og han ender i en sidste form for desperation at forfølge et uvidenskabeligt håb.

Det er i denne proces at Dr. Strange virkelig fungerer, for det er egentlig kun i den udgave, og den desperation at han virker som et rigtigt menneske.

Filmen burde have dvælet i længere tid i den udvikling - især den transformation han gennemgår, da han finder løsningen og lærer om Zen og okkulte besværgelser er simpelthen for hurtig til at den for alvor bliver troværdig.

Jeg ville have foretrukket at han ikke SÅ hurtigt var blevet i stand til at tøjle sine kræfter - faktisk virker det som om han på et splitsekund overhaler sin mentor i indsigt og viden. Og er det troværdigt for en person, som for et øjeblik siden elskede sig selv mere end noget andet?

Som sagt ville jeg have fortrukket at vi måske først i næste afsnit af historien var nået op på det niveau som Strange ender på - det går simpelthen for hurtigt.

Når det er sagt, så er filmen næsten værd at se, alene på grund af de grafiske animationer. Det er en oplevelse at tid og rum bevæger sig helt uden for fysikkens normale love.

Jeg var længe klar til at give den en høj karakter - dels på den spændende lidelseshistorie og transformation. Men den falder desværre i kvalitet og især på den lidt forudsigelige afslutning, hvor vores helt næsten er i for stort overskud.

Cumberbatch er glimrende i rollen, selv om hans stil også mangler lidt af den menneskelighed, jeg efterlyser. Vittighederne er tvivlsomme og virker kun delvist.

Mads Mikkelsen ender som en gennemsnitlig skurk, som ikke for alvor er spændende - også fordi vi kun sporadisk lærer ham at kende. Synd at Marvel endnu ikke har lært hvor vigtig den del er for helheden.

Men se den, for de flotte effekter. Jeg så den i 3D - men er meget i tvivl om, om det var en fordel. Jeg synes stadig det bliver en underlig tåget oplevelse. Jeg savner den skarphed som opnås i 2D. Men nogle af effekterne blev utvivlsomt løftet af den ekstra dimension.