Kun Den Mest Sultne Overlever
4.0
I The Girl With All the Gifts møder vi Melanie, der er en nysgerrig og intuitiv pige, der klarer sig godt i skolen og siger godnat til alle sine yndlingsbilleder. Hun er også en del af andengenerationen af zombie-lignende væsner, der holdes fanget på et militært anlæg efter den første epedemi har lagt det meste af England øde. Disse børn har stadig en sult for menneskeligt kød, men kan dog stadig føle. Da basen angribes, flygter Melanie sammen med sin afholdte lærer, Justineau, et par soldater og den mystiske Dr. Caldwell, der måske har redskaberne til at udvikle en vaccine.
I løbet af de sidste ti år, har zombie-genren haft en renæssance, der er til at tage og føle på. Efter succesen med Danny Boyle's fabelagtige 28 Days Later, er filmmarkedet blevet oversvømmet af de levende døde, der har optrådt i mere overordnede genrer; lige fra action, henover komedie till romantik. Kort sagt: Markedet er mættet og er endnu en zombiefilm virkelig hvad vi har brug for?
Det, der klart fungerer bedst i filmen er det første akt, der er fantastisk instrueret af skotske Colm McCarthy; langsomt, men sikkkert og uden for megen exposition, introduceres vi for livet på basen, der består af endeløs rutine, hvor de smittede børn bliver skiftevis stukket i og undervist af Justineau. Det meste af første akt er set fra lærerens synsvinkel og dette hjælper os til bedre at forholde os til og sympatisere med de tragiske forsøgsdyr.
Det er, som sagt, klart her at filmen fungerer allerbedst, for lige så snart vi kommer udenfor basen synes McCarthy og Carey at slække lidt på bremsen og ty mere til genrekonventionerne, hvor der kan være en inficeret omkring ethvert gadehjørne og figuerne mister lidt af den kompleksitet, de synes at indeholde tidligere og devaluere til actionklicheer. Dog skal filmen have ros for at forsøge noget nyt i zombie-genren og den noget pludselige og halv-dystre slutning synes ikke så far-fetched og unaturlig, som den måske kunne lyde på papiret.
McCarthys instruktion er dog ganske habil hele vejen igennem, og han tør at lade suspensen hænge i luften uden at ty til billige jump-scares. Især er scenerne, hvor vores karakterer bevæger os rundt om de inficerede uden at måtte stifte øjenkontakt utroligt opfindsomme og neglebidende. Lyden og musikken er ligeledes suveræn og opnår et par gange et niveau, hvor man tænker at nogen måtte have pillet ved biografens lydsystem, men derefterer der igen dyb stilhed.
Som sagt holder fillmen ikke dampen oppe igennem sine 110 minutter og begynder at tabe momentum, som den skrider frem. Der opstår nogle underlige plothuller undervejs, som for eksempel hvorfor en toptrænet soldat pludselig begynder at opføre sig som et 8-årigt barn.
Skuespillet er generelt set ret godt. Gemma Arterton spiller godt som den forvirrede og sårbare Justineau, Glenn Close er velcastet som den lettere androgyne Caldwell og Sennia Nanua er måske den bedste som den smittebæreren Melanie.
The Girl with All the Gifts er langtfra nogen perfekt film, men efter at have sovet på den, må jeg indrømme, at den stadig sidder klar i erindringen, også nogle af de mere grumme scener. Og alene af den grund må denne ejendommelige blanding af 28 Days Later, Fluernes Herre og Darwinistisk lære være et solidt 7-tal.
I løbet af de sidste ti år, har zombie-genren haft en renæssance, der er til at tage og føle på. Efter succesen med Danny Boyle's fabelagtige 28 Days Later, er filmmarkedet blevet oversvømmet af de levende døde, der har optrådt i mere overordnede genrer; lige fra action, henover komedie till romantik. Kort sagt: Markedet er mættet og er endnu en zombiefilm virkelig hvad vi har brug for?
Det, der klart fungerer bedst i filmen er det første akt, der er fantastisk instrueret af skotske Colm McCarthy; langsomt, men sikkkert og uden for megen exposition, introduceres vi for livet på basen, der består af endeløs rutine, hvor de smittede børn bliver skiftevis stukket i og undervist af Justineau. Det meste af første akt er set fra lærerens synsvinkel og dette hjælper os til bedre at forholde os til og sympatisere med de tragiske forsøgsdyr.
Det er, som sagt, klart her at filmen fungerer allerbedst, for lige så snart vi kommer udenfor basen synes McCarthy og Carey at slække lidt på bremsen og ty mere til genrekonventionerne, hvor der kan være en inficeret omkring ethvert gadehjørne og figuerne mister lidt af den kompleksitet, de synes at indeholde tidligere og devaluere til actionklicheer. Dog skal filmen have ros for at forsøge noget nyt i zombie-genren og den noget pludselige og halv-dystre slutning synes ikke så far-fetched og unaturlig, som den måske kunne lyde på papiret.
McCarthys instruktion er dog ganske habil hele vejen igennem, og han tør at lade suspensen hænge i luften uden at ty til billige jump-scares. Især er scenerne, hvor vores karakterer bevæger os rundt om de inficerede uden at måtte stifte øjenkontakt utroligt opfindsomme og neglebidende. Lyden og musikken er ligeledes suveræn og opnår et par gange et niveau, hvor man tænker at nogen måtte have pillet ved biografens lydsystem, men derefterer der igen dyb stilhed.
Som sagt holder fillmen ikke dampen oppe igennem sine 110 minutter og begynder at tabe momentum, som den skrider frem. Der opstår nogle underlige plothuller undervejs, som for eksempel hvorfor en toptrænet soldat pludselig begynder at opføre sig som et 8-årigt barn.
Skuespillet er generelt set ret godt. Gemma Arterton spiller godt som den forvirrede og sårbare Justineau, Glenn Close er velcastet som den lettere androgyne Caldwell og Sennia Nanua er måske den bedste som den smittebæreren Melanie.
The Girl with All the Gifts er langtfra nogen perfekt film, men efter at have sovet på den, må jeg indrømme, at den stadig sidder klar i erindringen, også nogle af de mere grumme scener. Og alene af den grund må denne ejendommelige blanding af 28 Days Later, Fluernes Herre og Darwinistisk lære være et solidt 7-tal.
07/11-2016
