Hvis bare historien er fantastisk
2.0
Spoilers
Man kan da være sikker på, at go’e, gamle, gale Mel Gibson giver den hele armen, når han laver film. Eller kan man? Hvor Gibsons tre foregående værker repræsenterede det storslåede og gennemarbejde Hollywood-maskineri, virker ”Hacksaw Ridge” tynget af overspringshandlinger.
Visionen er dog stor og altomfavnende i bedste Mel Gibson-ånd. ”Hacksaw Ridge” vil have det hele med. Den vil sige det hele, og den vil sige det højt. På samme måde som Clint Eastwood gjorde det med Chris Kyle i ”American Sniper”, maler Mel Gibson med den bredest tænkelige pensel for at få de dramatiske begivenheder i Desmond Doss’ liv med ind i filmen, men der sjuskes i hjørnerne i en grad, jeg sjældent har set en dygtig filmmager som Gibson præstere.
Potentielt rørende scener kvæles i usikker maksimalisme, og ikke ét sted udfordres publikum til at tænke selv. Sam Worthingtons officer, der før afskyede Desmonds modvilje, men pludselig har set hans heltemod med egne øjne, kalder vor helts gerninger for ”det tapreste, jeg NOGENSINDE har set” - og mens tårene strømmer ned af Andrew Garfields æblekinder, understreger han da lige, at han ”ALDRIG har taget så meget fejl i HELE mit liv”. Det er symptomatisk for en film, der ikke synes at gøre sig umage med replikker, sceneskift, tempo eller soundtrack, fordi historien jo er så skide god i sig selv.
Oven i købet har billederne på ingen måde samme tyngde som det besættende blodbad i ”Passion of the Christ”, de stormfulde højsletter i ”Braveheart” eller det frodige helvedeslandskab i ”Apocalypto”. Faktisk har de dårligt nogen tyngde overhovedet. Mens første del af ”Hacksaw Ridge” ligner noget fra en kønsløs amerikansk sæbeopera fra formiddagssendefladen på kanal 5, lægger den eksplosive anden halvdel sig i sporet på tv-nyklassikerne ”Band of Brothers” og ”The Pacific”. Her er krigsscenerne vel nok fermt og professionelt skruet sammen, men de veksler konstant i framehastigheden for at vride intensitet eller variation ud af hvert et billede. Det virker desperat og i sidste ende trættende.
For mig var første del af ”Hacksaw Ridge” faktisk den bedste, for i den bestod håbet om en bedre finale, som slog den store, kraftfulde kontrast op. Jeg så for mig, hvordan barndomsmindernes og kærlighedsscenernes uskyldige, næsten kunstige glans ville opnå en absurd kvalitet ved mødet med sprængte lemmer og kvalmende kugleregn. Det skete bare ikke. Doss' gemmeleg med japanerne blev langtrukken, og slutbilledet på båren aktiverede kun én tanke: Kan nogen virkelig mene, at det her ikke ser kunstigt ud?
Man kan da være sikker på, at go’e, gamle, gale Mel Gibson giver den hele armen, når han laver film. Eller kan man? Hvor Gibsons tre foregående værker repræsenterede det storslåede og gennemarbejde Hollywood-maskineri, virker ”Hacksaw Ridge” tynget af overspringshandlinger.
Visionen er dog stor og altomfavnende i bedste Mel Gibson-ånd. ”Hacksaw Ridge” vil have det hele med. Den vil sige det hele, og den vil sige det højt. På samme måde som Clint Eastwood gjorde det med Chris Kyle i ”American Sniper”, maler Mel Gibson med den bredest tænkelige pensel for at få de dramatiske begivenheder i Desmond Doss’ liv med ind i filmen, men der sjuskes i hjørnerne i en grad, jeg sjældent har set en dygtig filmmager som Gibson præstere.
Potentielt rørende scener kvæles i usikker maksimalisme, og ikke ét sted udfordres publikum til at tænke selv. Sam Worthingtons officer, der før afskyede Desmonds modvilje, men pludselig har set hans heltemod med egne øjne, kalder vor helts gerninger for ”det tapreste, jeg NOGENSINDE har set” - og mens tårene strømmer ned af Andrew Garfields æblekinder, understreger han da lige, at han ”ALDRIG har taget så meget fejl i HELE mit liv”. Det er symptomatisk for en film, der ikke synes at gøre sig umage med replikker, sceneskift, tempo eller soundtrack, fordi historien jo er så skide god i sig selv.
Oven i købet har billederne på ingen måde samme tyngde som det besættende blodbad i ”Passion of the Christ”, de stormfulde højsletter i ”Braveheart” eller det frodige helvedeslandskab i ”Apocalypto”. Faktisk har de dårligt nogen tyngde overhovedet. Mens første del af ”Hacksaw Ridge” ligner noget fra en kønsløs amerikansk sæbeopera fra formiddagssendefladen på kanal 5, lægger den eksplosive anden halvdel sig i sporet på tv-nyklassikerne ”Band of Brothers” og ”The Pacific”. Her er krigsscenerne vel nok fermt og professionelt skruet sammen, men de veksler konstant i framehastigheden for at vride intensitet eller variation ud af hvert et billede. Det virker desperat og i sidste ende trættende.
For mig var første del af ”Hacksaw Ridge” faktisk den bedste, for i den bestod håbet om en bedre finale, som slog den store, kraftfulde kontrast op. Jeg så for mig, hvordan barndomsmindernes og kærlighedsscenernes uskyldige, næsten kunstige glans ville opnå en absurd kvalitet ved mødet med sprængte lemmer og kvalmende kugleregn. Det skete bare ikke. Doss' gemmeleg med japanerne blev langtrukken, og slutbilledet på båren aktiverede kun én tanke: Kan nogen virkelig mene, at det her ikke ser kunstigt ud?
17/11-2016
