Cumberbatch og effekterne leverer magien
4.0
Den succesfulde kirurg Stephen Strange mister førligheden i sine hænder efter en bilulykke. Hans desperate jagt på en kur, der kan give ham hans vigtigste redskaber tilbage, fører ham til Nepal og en troldmandsskole, hvor udvalgte elever i hemmelighed bliver trænet i de magiske kunstarter. Strange viser sig at have et udpræget talent for magi, og det er tiltrængt. For da han er ved at være udlært, bliver skolen angrebet af en falden elev, som nu samarbejder med en ekstradimensionel ondskab, der vil invadere Jorden.
Med "Doctor Strange" bevæger Marvel Studios sig ud i den virkelig sære del af Marvels tegneserier. Hvor helten er den småarrogante, megaseje Sorcerer Supreme, hvis opgave er at beskytte planeten mod overnaturlige trusler og bizarre magiske skurke. Serveret på en bund af pseudo-spiritualitet i et spraglet, udsyret univers.
Jeg var på forhånd temmelig skeptisk indstillet på grund af de folk, Marvel satte til at lave filmen. Jon Spaihts som manuskriptforfatter - han har et decideret ringe CV. Og Scott Derrickson som instruktør - han har åbenlyst talent for at lave film, men har også haft en tendens til at lade sin evangelistisk-kristne baggrund skinne igennem på næsten propagandistisk vis.
Men lykkeligvis viste min skepsis sig at være ubegrundet. Spaihts' oprindelige manuskript er åbenbart blevet skrevet grundigt om af Derrickson, og instruktøren holder sig til en overordnet "der er mere mellem himmel og jord"-tilgang, som passer ganske fint til kildematerialet. Lidt spirituel mumbo-jumbo gør nemlig ikke noget i en Doctor Strange-historie.
Manuskriptet er så stadig en anelse tyndbenet. "Doctor Strange" er først og fremmest en introduktion af en ny superhelt og Marvels take på supermagi, men magien og den indre logik, som sætter reglerne for den i Marvel-verdenen, bliver aldrig rigtig forklaret. I stedet tromler Derrickson bare igennem med action og visuel lir, som tilsat velplaceret humor gør det her til en velsmurt omgang underholdning. Historiens skurk er også bare endnu én af de ret kønsløse, magtsyge banditter, som Marvel-filmene efterhånden har leveret mange variationer af. Mads Mikkelsen spiller ham så ganske udmærket, men det er inden for meget snævre rammer, hvor der åbenlyst skal være mere plads til at lære superhelten at kende.
Alligevel er jeg ret så begejstret for "Doctor Strange", som overgik mine forventninger - og det skyldes især to ting. For det første Benedict Cumberbatch, der helt som forventet er fed i titelrollen. Doctor Strange skal have en lettere arrogant stil og virke hævet over almindelige menneskers liv, og det har Cumberbatch alle de rigtige redskaber til, samtidig med at han leverer et godt glimt i øjet og får plottets gakkede præmisser til at virke naturlige.
For det andet er det virkelig en imponerende film rent visuelt. Det kan godt være, at man ikke rigtig får forklaret magien, men den bliver dæleme flot iscenesat. Der bliver bøjet dimensioner og brudt naturlove, så det er en lyst, og man får virkelig fornemmelsen af, at vi her er i et univers, hvor alt kan ske. Og så er filmen lavet med stor respekt for Steve Ditkos spraglede, surrealistiske tegnestil, der var enormt karakteristisk i de oprindelige Doctor Strange-historier. Jeg var en glad tegneseriefan, da jeg kunne genkende The Dark Dimension, så snart vi fik et glimt af den - fordi den fuldstændig så ud som i Ditkos tegninger.
Som tegneseriefan synes jeg også, det er fedt, at vi allerede i denne første Doctor Strange-historie får introduceret Dormammu som übermagisk overskurk (det er ham, der er chef for The Dark Dimension). Det er forfriskende, at de her går direkte på med de fleste vigtige komponenter i Doctor Stranges univers - frem for at skulle have dem bygget op over flere film.
Andre klare plusser er i øvrigt Tilda Swinton som Stranges magiske læremester og Benedict Wong som Wong, heltens assistent, som klogeligt får en meget mere selvstændig rolle end den stereotype asiatiske tjener fra tegneserierne.
Jeg var glad og tilfreds med "Doctor Strange". Det er en mere end solid superheltefilm, der rammer en anderledes stil i forhold til de andre Marvel-produktioner og bliver effektivt serveret af instruktør Derrickson. Nu bliver det spændende at se, om det kan lykkes at få supermagikeren til at arbejde godt sammen med resten af Marvels filmunivers.
Med "Doctor Strange" bevæger Marvel Studios sig ud i den virkelig sære del af Marvels tegneserier. Hvor helten er den småarrogante, megaseje Sorcerer Supreme, hvis opgave er at beskytte planeten mod overnaturlige trusler og bizarre magiske skurke. Serveret på en bund af pseudo-spiritualitet i et spraglet, udsyret univers.
Jeg var på forhånd temmelig skeptisk indstillet på grund af de folk, Marvel satte til at lave filmen. Jon Spaihts som manuskriptforfatter - han har et decideret ringe CV. Og Scott Derrickson som instruktør - han har åbenlyst talent for at lave film, men har også haft en tendens til at lade sin evangelistisk-kristne baggrund skinne igennem på næsten propagandistisk vis.
Men lykkeligvis viste min skepsis sig at være ubegrundet. Spaihts' oprindelige manuskript er åbenbart blevet skrevet grundigt om af Derrickson, og instruktøren holder sig til en overordnet "der er mere mellem himmel og jord"-tilgang, som passer ganske fint til kildematerialet. Lidt spirituel mumbo-jumbo gør nemlig ikke noget i en Doctor Strange-historie.
Manuskriptet er så stadig en anelse tyndbenet. "Doctor Strange" er først og fremmest en introduktion af en ny superhelt og Marvels take på supermagi, men magien og den indre logik, som sætter reglerne for den i Marvel-verdenen, bliver aldrig rigtig forklaret. I stedet tromler Derrickson bare igennem med action og visuel lir, som tilsat velplaceret humor gør det her til en velsmurt omgang underholdning. Historiens skurk er også bare endnu én af de ret kønsløse, magtsyge banditter, som Marvel-filmene efterhånden har leveret mange variationer af. Mads Mikkelsen spiller ham så ganske udmærket, men det er inden for meget snævre rammer, hvor der åbenlyst skal være mere plads til at lære superhelten at kende.
Alligevel er jeg ret så begejstret for "Doctor Strange", som overgik mine forventninger - og det skyldes især to ting. For det første Benedict Cumberbatch, der helt som forventet er fed i titelrollen. Doctor Strange skal have en lettere arrogant stil og virke hævet over almindelige menneskers liv, og det har Cumberbatch alle de rigtige redskaber til, samtidig med at han leverer et godt glimt i øjet og får plottets gakkede præmisser til at virke naturlige.
For det andet er det virkelig en imponerende film rent visuelt. Det kan godt være, at man ikke rigtig får forklaret magien, men den bliver dæleme flot iscenesat. Der bliver bøjet dimensioner og brudt naturlove, så det er en lyst, og man får virkelig fornemmelsen af, at vi her er i et univers, hvor alt kan ske. Og så er filmen lavet med stor respekt for Steve Ditkos spraglede, surrealistiske tegnestil, der var enormt karakteristisk i de oprindelige Doctor Strange-historier. Jeg var en glad tegneseriefan, da jeg kunne genkende The Dark Dimension, så snart vi fik et glimt af den - fordi den fuldstændig så ud som i Ditkos tegninger.
Som tegneseriefan synes jeg også, det er fedt, at vi allerede i denne første Doctor Strange-historie får introduceret Dormammu som übermagisk overskurk (det er ham, der er chef for The Dark Dimension). Det er forfriskende, at de her går direkte på med de fleste vigtige komponenter i Doctor Stranges univers - frem for at skulle have dem bygget op over flere film.
Andre klare plusser er i øvrigt Tilda Swinton som Stranges magiske læremester og Benedict Wong som Wong, heltens assistent, som klogeligt får en meget mere selvstændig rolle end den stereotype asiatiske tjener fra tegneserierne.
Jeg var glad og tilfreds med "Doctor Strange". Det er en mere end solid superheltefilm, der rammer en anderledes stil i forhold til de andre Marvel-produktioner og bliver effektivt serveret af instruktør Derrickson. Nu bliver det spændende at se, om det kan lykkes at få supermagikeren til at arbejde godt sammen med resten af Marvels filmunivers.
19/11-2016
