Bond - Version 2.0
4.0
Hvordan fører man faklen videre, når verdens mest berømte hemmelige agent trænger til et hamskifte? Og hvordan finder man - allerede med én nitte i hånden - en skuespiller der kan træde ind og udfylde bare halvdelen af de fodspor, som Sean Connery efterlod bag sig? Man glemmer alt om de uforglemmelige fodspor, skifter til en let sommersandal og begynder at lave nye.
Dette er startskuddet til en mere løssluppen og farverig æra for Bond, hvor også 007 selv har gennemgået en markant opdatering. Roger Moore overtager et jakkesæt, der slet ikke er skræddersyet til ham og finder selv nål og tråd frem. Modigt (men i sidste ende klogeligt) gør han rollen til sin helt egen. NU er vores helt først og fremmest en engelsk gentleman med humoristisk overskud, dernæst en hårdtslående og nådesløs efterretningsagent. Bond har mistet noget af sin farlighed, men karismaen kan ingen tage fra ham. Alene hans repliklevering har mere stil og finesse her end hele den sidste film (Connerys exit) sammenlagt har - en kvalitet som Moores hårdeste kritikere ofte overser, synes jeg.
Uanset hvilken vinkel man kommer fra, så er ”Live and Let Die” et kapitel i filmhistorien, der ikke kan ignoreres. Det er her, at Godfather Cubby i mine øjne laver sit mesterstykke som producer. Ikke fordi filmen er fantastisk – for det er den så afgjort ikke – men fordi den er så opsat på at være noget nyt og spændende i stedet for at hvile på brandets laurbær. Med Paul McCartney og Wings bragende under credits og en forfriskende 70'er-vibe får vi visket tavlen ren, alt imens filmen i øvrigt tjente sig selv hjem 23 gange.
Idéen om at sætte Bond op imod en amerikansk heroin-konge er et okay forsøg på at gøre suppedas'en mere moderne, nu hvor den kolde krig var ved at tø op. Med sin økuller og sine varme himmelstrøg giver ”Live and Let Die” faktisk dejlige mindelser om den allerførste film, men det er lidt af en sejltur derud. Plotudviklingen er ikke særlig gennemarbejdet, og hovedskurken Kananga ender som ufrivillig statist, fordi der skal gøres plads til ikke bare en men to excentriske håndlangere. Begge er overfladisk set mindeværdige, men deres galskab bliver aldrig realiseret fuldt ud på grund af en dramaturgisk svag film. Men hey, en voodoo-præst med et porcelænskranie der kan lime sig selv, betaler næsten for sig selv.
”Live and Let Die” er mere end blot relanceringen af en ny mand i front. Den har lidt den samme tro på sig selv, som Moore selv har i hovedrollen, og det kan jeg sgu godt lide. Den tillader sig at stritte i nye retninger, og selvom flere ting stritter lidt rigeligt, så har instruktør Guy Hamilton fået vind i sejlene på det skib, han stødte på grund med et par år tidligere.
Karakter: 6/10
Dette er startskuddet til en mere løssluppen og farverig æra for Bond, hvor også 007 selv har gennemgået en markant opdatering. Roger Moore overtager et jakkesæt, der slet ikke er skræddersyet til ham og finder selv nål og tråd frem. Modigt (men i sidste ende klogeligt) gør han rollen til sin helt egen. NU er vores helt først og fremmest en engelsk gentleman med humoristisk overskud, dernæst en hårdtslående og nådesløs efterretningsagent. Bond har mistet noget af sin farlighed, men karismaen kan ingen tage fra ham. Alene hans repliklevering har mere stil og finesse her end hele den sidste film (Connerys exit) sammenlagt har - en kvalitet som Moores hårdeste kritikere ofte overser, synes jeg.
Uanset hvilken vinkel man kommer fra, så er ”Live and Let Die” et kapitel i filmhistorien, der ikke kan ignoreres. Det er her, at Godfather Cubby i mine øjne laver sit mesterstykke som producer. Ikke fordi filmen er fantastisk – for det er den så afgjort ikke – men fordi den er så opsat på at være noget nyt og spændende i stedet for at hvile på brandets laurbær. Med Paul McCartney og Wings bragende under credits og en forfriskende 70'er-vibe får vi visket tavlen ren, alt imens filmen i øvrigt tjente sig selv hjem 23 gange.
Idéen om at sætte Bond op imod en amerikansk heroin-konge er et okay forsøg på at gøre suppedas'en mere moderne, nu hvor den kolde krig var ved at tø op. Med sin økuller og sine varme himmelstrøg giver ”Live and Let Die” faktisk dejlige mindelser om den allerførste film, men det er lidt af en sejltur derud. Plotudviklingen er ikke særlig gennemarbejdet, og hovedskurken Kananga ender som ufrivillig statist, fordi der skal gøres plads til ikke bare en men to excentriske håndlangere. Begge er overfladisk set mindeværdige, men deres galskab bliver aldrig realiseret fuldt ud på grund af en dramaturgisk svag film. Men hey, en voodoo-præst med et porcelænskranie der kan lime sig selv, betaler næsten for sig selv.
”Live and Let Die” er mere end blot relanceringen af en ny mand i front. Den har lidt den samme tro på sig selv, som Moore selv har i hovedrollen, og det kan jeg sgu godt lide. Den tillader sig at stritte i nye retninger, og selvom flere ting stritter lidt rigeligt, så har instruktør Guy Hamilton fået vind i sejlene på det skib, han stødte på grund med et par år tidligere.
Karakter: 6/10
21/11-2016
