Norman Rockwell møder Lucio Fulci!
4.0
En lidt enfoldig mand, Desmond Doss, lader sig indskrive i hæren for at kæmpe mod fjenden på Okinawa. Han ønsker dog ikke at tage liv, men redde dem og nægter derfor at tage et våben i hænderne. Efter en serie af forviklinger og forhindringer grundet Doss' stædighed, bliver han sat midt i krigszonen på Hacksaw Ridge på Okinawa, hvor han skal bevise sit værd.
Mel Gibson's første instruktørgerning i 10 år tager altså fat i, hvad der skal til for at være helt i en krig, hvilket ikke ligefrem er noget nyt for den erfarne Hollywood-mand, da hans, efter min mening, bedste film, "Braveheart" omhandlede mange af de samme tematikker og tog tilmed også afsæt i en virkelig historie, der selvfølgelig blev overdramatiseret. Hvorvidt Hacksaw Ridge forholder sig til de faktiske begivnheder, var fra starten underordnet for mig. Jeg var mere interesseret i at se, hvordan Gibson ville gribe en sådan historie an.
Hvis man kigger på filmen, er den delt op i tre klare akter: Første akt er Doss' barndom og de indledende hændelser, der til sidst inspirerer ham til at melde sig som sygepasser. Han illustreres som en godhjertet og elskelig hillbilly, der ikke har de store sociale kompetencer, men får sig alligevel en kone inden han drager afsted. I det hele taget er hele dette akt utroligt corny. Garfield spiller Doss som en live-udgave af Cleetus fra Simmpsons, der lige har opdaget korttricks. Selve afbilledingen af det lille Virginia-samfund, som Doss vokser op i minder nærmest om noget man ville finde i en film af Frank Capra med en brunrødlig farvepalet, der bliver ret så anstrengende. Da Doss så melder sig, bliver filmen en smule mere interessant, hvor hans nye kammerater stiller spørgsmålstegn om hvorvidt han rent faktisk tror på sine kristne idealer eller om han bare ser sig som højt hævet over alle andre, og der er mange gode og underholdende momenter.
Krigsdelen er hvor filmen virkelig scorer point. Instruktørstilen skifter fra at lade sig inspirere af Norman Rockwell-malerier til fuldblods Lucio Fulci-blodbad. Lemmer bliver blæst af, indvoldende flyder og maddikerne roder rundt i soldaternes døde ansigter. Stilskiftet er så abrupt, at man tages på sengen og ikke kan undgå at blive forfærdet. Udover nogle ret tydelige CGI-shots, er krigsscenerne brutalt ærlige og måske det bedste undertegnede har set siden Saving Private Ryan. "War is hell, god damn it" synes Mel Gibson at råbe ind i hovedet på os ... og man tror på det.
Ingen kan og har nogensinde beskyldt Mel Gibson for at være særlig spidsfindig eller subtil i sit billedsprog og Hacksaw Ridge er bestemt ingen undtagelse. De kristne allegorier er der og der er mange, men fjendebilledet er på ingen måde så unuanceret som man kunne have frygtet. Gibson holder altså nogenlunde patos på et minimum indtil fillmens sidste 25 minutter, som portrætterer Doss' heltemod, der starter interessant og nervepirrende ud, men ender næsten som en parodi på sig selv.
Skuespillet er også solidt. Garfield gør det okay som den heltemodige Doss hvorimod den ellers ret så karismaberøvede Luke Bracey gør det rigtig godt som Doss' bedste ven, men også Vince Vaughn og især Hugo Weaving er bundsolide i deres roller som henholdsvis højtråbende (obviously) officer og Doss' drukfærdige far, der er tæt knyttet til vores hovedkarakters pacifistiske natur.
Hacksaw Ridge er altså en mærkelig størrelse, der starter ud med at ligne en varmblodet, amerikansk kristendomsfilm, men ender ud som Dantes Inferno. Krigsscenerne er utroligt intense og Gibson udviser stort instruktørmæssigt overskud. Desværre bliver filmens første akt utroligt corny og langstrukket som det skrider frem, og Gibson kan alligevel ikke lade være med at lefle for publikum til sidst med et utvetydigt allegorisk billedsprog, men en solid fillm er det, med en, trods alt, sund morale i sit epicenter. Som (anti)krigsfilm fungerer den upåklageligt, som drama halter den.
Mel Gibson's første instruktørgerning i 10 år tager altså fat i, hvad der skal til for at være helt i en krig, hvilket ikke ligefrem er noget nyt for den erfarne Hollywood-mand, da hans, efter min mening, bedste film, "Braveheart" omhandlede mange af de samme tematikker og tog tilmed også afsæt i en virkelig historie, der selvfølgelig blev overdramatiseret. Hvorvidt Hacksaw Ridge forholder sig til de faktiske begivnheder, var fra starten underordnet for mig. Jeg var mere interesseret i at se, hvordan Gibson ville gribe en sådan historie an.
Hvis man kigger på filmen, er den delt op i tre klare akter: Første akt er Doss' barndom og de indledende hændelser, der til sidst inspirerer ham til at melde sig som sygepasser. Han illustreres som en godhjertet og elskelig hillbilly, der ikke har de store sociale kompetencer, men får sig alligevel en kone inden han drager afsted. I det hele taget er hele dette akt utroligt corny. Garfield spiller Doss som en live-udgave af Cleetus fra Simmpsons, der lige har opdaget korttricks. Selve afbilledingen af det lille Virginia-samfund, som Doss vokser op i minder nærmest om noget man ville finde i en film af Frank Capra med en brunrødlig farvepalet, der bliver ret så anstrengende. Da Doss så melder sig, bliver filmen en smule mere interessant, hvor hans nye kammerater stiller spørgsmålstegn om hvorvidt han rent faktisk tror på sine kristne idealer eller om han bare ser sig som højt hævet over alle andre, og der er mange gode og underholdende momenter.
Krigsdelen er hvor filmen virkelig scorer point. Instruktørstilen skifter fra at lade sig inspirere af Norman Rockwell-malerier til fuldblods Lucio Fulci-blodbad. Lemmer bliver blæst af, indvoldende flyder og maddikerne roder rundt i soldaternes døde ansigter. Stilskiftet er så abrupt, at man tages på sengen og ikke kan undgå at blive forfærdet. Udover nogle ret tydelige CGI-shots, er krigsscenerne brutalt ærlige og måske det bedste undertegnede har set siden Saving Private Ryan. "War is hell, god damn it" synes Mel Gibson at råbe ind i hovedet på os ... og man tror på det.
Ingen kan og har nogensinde beskyldt Mel Gibson for at være særlig spidsfindig eller subtil i sit billedsprog og Hacksaw Ridge er bestemt ingen undtagelse. De kristne allegorier er der og der er mange, men fjendebilledet er på ingen måde så unuanceret som man kunne have frygtet. Gibson holder altså nogenlunde patos på et minimum indtil fillmens sidste 25 minutter, som portrætterer Doss' heltemod, der starter interessant og nervepirrende ud, men ender næsten som en parodi på sig selv.
Skuespillet er også solidt. Garfield gør det okay som den heltemodige Doss hvorimod den ellers ret så karismaberøvede Luke Bracey gør det rigtig godt som Doss' bedste ven, men også Vince Vaughn og især Hugo Weaving er bundsolide i deres roller som henholdsvis højtråbende (obviously) officer og Doss' drukfærdige far, der er tæt knyttet til vores hovedkarakters pacifistiske natur.
Hacksaw Ridge er altså en mærkelig størrelse, der starter ud med at ligne en varmblodet, amerikansk kristendomsfilm, men ender ud som Dantes Inferno. Krigsscenerne er utroligt intense og Gibson udviser stort instruktørmæssigt overskud. Desværre bliver filmens første akt utroligt corny og langstrukket som det skrider frem, og Gibson kan alligevel ikke lade være med at lefle for publikum til sidst med et utvetydigt allegorisk billedsprog, men en solid fillm er det, med en, trods alt, sund morale i sit epicenter. Som (anti)krigsfilm fungerer den upåklageligt, som drama halter den.
23/11-2016
