Been there, seen that.
5.0
Lawrence of Arabia er unægteligt en flot film. Men for et moderne publikum er den tung og meget langsom.
Scenerierne er imponerende og storslåede - og for datidens biografgængere, som ikke var berejste og som kun havde adgang til medier af tvivlsom kvalitet - må det have været en voldsom og bevægende oplevelse.
Det er stadig fantastisk at se de maleriske bjerge, og den endeløse ørken. Billeddelen er stadig filmens største styrke. Men flere scener foregår nærmest i real-time - man ser over adskillige minutter en silhuet af en rytter komme nærmere. Det ville ingen turde byde et moderne publikum idag. Tålmodigheden er en anden i vores hurtige hverdag.
Skuespillet er typisk teatralsk i forhold til tiden, og handlingen er romantiseret i en grad så den virkelige Lawrence sikkert dårligt ville kunne genkende sig selv.
Peter O’Toole er dog perfekt i rollen, for han ligner Lawrence på en prik - og lægger ansigtet i de rette martrede folder, når det kræves. O’Toole må iøvrigt være en af verdens uheldigste skuespillere - 8 gange blev han nomineret til en Oscar, uden at få den. Man gav ham dog en æres Oscar kort før hans død i 2013.
Instruktøren, David Lean, har valgt at fremstille Lawrence som en troskyldig sjæl, som modvilligt endte med at være på randen af et sammenbrud samtidig med at han optrådte som massemorder af nødvendighed.
Den måske mest kluntede episode i filmen beskriver Lawrence, der har udviklet sig til en fantast som tror på sin egen udødelighed - og bliver taget til fange af tyrkerne og tortureret. Scenen tjener som formål at undskylde Lawrence's had til tyrkerne - men virker alligevel mærkelig umotiveret.
Selve essensen i historien har været at beskrive den totale mangel på arabisk sammenhold under 1. verdenskrig. Tyrkiske styrker var langsomt, men sikkert i færd med at indtage store landområder - uden den store modstand. Englænderne og Franskmændene havde store interesser i Suezkanalen, og sikkert også i olien - men ville helst holde sig ude af en direkte konflikt med tyrkerne.
Derfor blev Lawrence et samlende symbol for de ellers meget uenige stammer. Og den del beskriver filmen ganske godt - godt båret frem af fremragende skuespillere som Alec Guinness, Anthony Quinn og Omar Sharif.
Den rigtige Lawrence levede i flere år efter konflikten, og var desuden involveret i efterretnings aktivitet i blandt andet Indien - og var en overgang rådgiver for Winston Churchill. Han døde ganske rigtigt som følge af en motorcykelulykke i 1935, 15 år efter den arabisk/tyrkiske konflikt.
Produktionen er som sagt flot, men stilen og hastigheden lever ikke op til nutidens normer. Og jeg synes derfor den mangler lige det sidste for at kunne betegnes som et rent mesterværk.
Scenerierne er imponerende og storslåede - og for datidens biografgængere, som ikke var berejste og som kun havde adgang til medier af tvivlsom kvalitet - må det have været en voldsom og bevægende oplevelse.
Det er stadig fantastisk at se de maleriske bjerge, og den endeløse ørken. Billeddelen er stadig filmens største styrke. Men flere scener foregår nærmest i real-time - man ser over adskillige minutter en silhuet af en rytter komme nærmere. Det ville ingen turde byde et moderne publikum idag. Tålmodigheden er en anden i vores hurtige hverdag.
Skuespillet er typisk teatralsk i forhold til tiden, og handlingen er romantiseret i en grad så den virkelige Lawrence sikkert dårligt ville kunne genkende sig selv.
Peter O’Toole er dog perfekt i rollen, for han ligner Lawrence på en prik - og lægger ansigtet i de rette martrede folder, når det kræves. O’Toole må iøvrigt være en af verdens uheldigste skuespillere - 8 gange blev han nomineret til en Oscar, uden at få den. Man gav ham dog en æres Oscar kort før hans død i 2013.
Instruktøren, David Lean, har valgt at fremstille Lawrence som en troskyldig sjæl, som modvilligt endte med at være på randen af et sammenbrud samtidig med at han optrådte som massemorder af nødvendighed.
Den måske mest kluntede episode i filmen beskriver Lawrence, der har udviklet sig til en fantast som tror på sin egen udødelighed - og bliver taget til fange af tyrkerne og tortureret. Scenen tjener som formål at undskylde Lawrence's had til tyrkerne - men virker alligevel mærkelig umotiveret.
Selve essensen i historien har været at beskrive den totale mangel på arabisk sammenhold under 1. verdenskrig. Tyrkiske styrker var langsomt, men sikkert i færd med at indtage store landområder - uden den store modstand. Englænderne og Franskmændene havde store interesser i Suezkanalen, og sikkert også i olien - men ville helst holde sig ude af en direkte konflikt med tyrkerne.
Derfor blev Lawrence et samlende symbol for de ellers meget uenige stammer. Og den del beskriver filmen ganske godt - godt båret frem af fremragende skuespillere som Alec Guinness, Anthony Quinn og Omar Sharif.
Den rigtige Lawrence levede i flere år efter konflikten, og var desuden involveret i efterretnings aktivitet i blandt andet Indien - og var en overgang rådgiver for Winston Churchill. Han døde ganske rigtigt som følge af en motorcykelulykke i 1935, 15 år efter den arabisk/tyrkiske konflikt.
Produktionen er som sagt flot, men stilen og hastigheden lever ikke op til nutidens normer. Og jeg synes derfor den mangler lige det sidste for at kunne betegnes som et rent mesterværk.
29/11-2016
