en af irans førende

Jeg har tidligere kun set én film fra den iranske instruktør Abbas Kiarostami, den fremragende Taste of Cherry fra ’97. Close-Up er ligeledes en voldsomt seværdig og ganske unik film, hvor Kiarostami med en blanding af dokumentarfilm og geniscenesat virkelighed fortæller om en ung fyr, der udgav sig for at være den iranske filmmager Mohsen Makhmalbaf og blev taget i retten for sine ugerninger. Alle virkelighedens implicerede agerer sig selv i Close-Up, hvor Kiarostami aldrig giver et entydigt svar på, hvor psykisk syg falskneren er og hvor uskyldig og velmenende hans handlinger var. Der er dog et fundament af forståelse, som hovedkarakteren eftersøger i sine aparte handlinger, og som han finder i Makhmalbafs film. I eksplorationen af dette bliver Kiarostamis værk voldsomt interessant, da den celebrerer film som en nødvendig spejling af liv og dennes signifikans, og samtidig har en human forståelse for at mennesket har behov for at blive set i dets smerte. Close-Up bliver en smuk fortælling om at føle sig set, og dens slutning, hvor hovedkarakteren mødes med instruktøren Makhmalbaf (og man får et dejlig underspillet pay-off af en filmide tidligere etableret), er helt fantastisk. Her forener Kiarostami fiktionens skønhed, filmens smukke magt, og virkelighedens forløsning på overrumplende vis. Jeg skal bestemt have set flere af Kiarostamis film, da man forstår, hvorfor han blev anset som en af Irans førende filmskabere.