et afslørende gensyn

Jeg har tidligere ikke været ovenud begejstret for P.T. Andersons bud på en Adam Sandler-film, Punch-Drunk Love, der virkede som en mindre film efter den på alle måder grandiose Magnolia. Men Criterion Collection lavede en særudgivelse af Andersons skæve komedie, hvilket var den rette anledning til et køb og et gensyn. Og i selvsagte gensyn blev jeg fuldstændig fortabt i Punch-Drunk Love, der denne gang for mig var en fantastisk smuk kærlighedshistorie og et overrumplende karakterportræt af en ensom mand, der er presset fra alle sider, ikke mindst fra sig selv og sit enorme selvhad. Sandler leverer en i sandhed pragtpræstation, der svinger mellem vidunderlig sødme og det hjerteskærende smertefulde. Hans aggressionsudbrud har en forståelig bundklang i sig, mens han skrøbelighed er uafrystelig og suverænt menneskelig. For under den smukke visuelle sider, den boblende og innovative musik og de uendelige rækker af kreative idéer, så bliver Punch-Drunk Love til et mesterværk igennem Andersons humanitet og blødende blik på og empatiske skildring af sine karakterer. Emily Watson er ovenud skøn og selvstændig som Sandlers kærlighedsinteresse. Andersons Punch-Drunk Love er en mageløs film, inspirerende og livsbekræftende og speciel på den allerdejligste måde.