midnight special

4.0
På Grænsen af det Ukendte er baseret på en tv-serie, som instruktørerne John Landis, Steven Spielberg, Joe Dante og George Miller tydeligvis har elsket i deres barndom og nu som skabere selv har fundet et kreativt frikvarter i. Jeg er vildt fascineret af antologi-formen med det overnaturlige som fundament, indførelsen i vidt forskellige og fantasifulde universer med korte, afrundende fortællinger, men de individuelle film svinger rigeligt i kvalitet. Det starter ellers suverænt ud, med et legesygt og uhyggeligt anslag af John Landis, der ikke formår at følge op på indledningens præstation i sit segment, en kedelig moralefortælling om en racist, der smager fordomme på egen krop. Spielbergs kontribution er en sympatisk, men noget ligegyldig fortælling om at finde sit indre barn. Dante leverer den muligvis bedste del i På Grænsen af det Ukendte, en sprudlende iscenesat fortælling om at ønske sig set og forstået. Den fremragende forfatter Richard Matheson har skrevet Dantes segment, og har ligeledes forfattet filmens sidste del, hvor Miller skaber et fantastisk monster på en flys vinge. Millers andel er bragende god, original og stemningsmættet og med uforglemmelige fantasifulde momenter. Dante og Miller løfter På Grænsen af det Ukendte til det seværdige, og jeg ville ønske, at man havde fortsat med antologi-formen, der har store muligheder i sig.
På grænsen af det ukendte