Gone Baby Girl Gone

En alkoholiseret kvinde tager hver dag et tog, der kører forbi hendes eksmands hus, hvor hun kan betragte hans liv med den nye kone. Hun bliver samtidig fascineret af det lykkelige ægtepar i nabohuset - og chokeret, da nabokonen en dag står og kysser en anden mand. Morgenen efter vågner vores hovedperson op med blod på tøjet, og få timer senere ringer politiet på døren for at spørge, om hun ved noget om kvinden fra nabohuset, der nu er forsvundet.

"The Girl on the Train" er baseret på bestselleren af samme navn af Paula Hawkins, som på bog byggede sin komplekse thrillerhistorie op omkring perspektivskift mellem de tre centrale kvinder i historien. På film får vi i stedet koncentreret handlingen omkring kvinden på toget, som bliver den klare hovedperson i en thriller, der bruger hukommelsestabet som drivkraft. For den afgørende aften er forsvundet i et blackout, som betyder, at hovedpersonen ikke engang selv ved, om hun har begået en forbrydelse.

Det bliver flot spillet ud i et usædvanligt nuanceret og virkelig velspillet kvindeportræt af Emily Blunt, som netop ikke spiller nogen specielt sympatisk karakter. Hun er en sørgelig alkoholiker, der sidder fast i fortiden og stadig ringer til sin eks og endda kan finde på at dukke uanmeldt op hos hans nye familie.

På den måde har "The Girl on the Train" bestemt nogle interessante undertemaer om det renskurede, lettere påtvungne husmorliv i forstæderne (som her ligger nord for New York). Hvor hovedpersonens smadrede drømme får god kontrast fra de to andre kvinder: Den nye hustru, som virker lykkelig i sit liv med fokus på sin lille datter. Og kvinden i nabohuset, der omvendt viser sig at være styret af mere dystre drifter og ikke vil lade sig fange i moderrollen.

Dertil har instruktør Tate Taylor skruet en rigtig nydelig produktion sammen, hvor man tydeligt kan se inspirationen fra nordic noir-genren i den køligt blå farveholdning og en kynisk fortællestil. Samtidig har Taylor også hentet noget inspiration fra Hitchcock i den måde, han fotograferer et par af kvinderne på, hvor "The Girl on the Train" klart peger tilbage mod et ældre filmsprog. Så rent visuelt og filmisk er der absolut noget at komme efter her.

Og så bliver alle de gode takter desværre smidt over bord af manuskriptet til sidst. Taylor malker nemlig hovedpersonens hukommelsestab for langt mere, end det kan bære. For at finde ud af, hvad der er sket, begynder hun at foretage sig decideret bizarre ting - af den type, som kun sker, fordi handlingen skal virke mere mystisk og farlig. Det er med til at sørge for, at plottet bliver mere og mere konstrueret og til sidst virker helt utroværdigt. Og da de sidste masker er faldet, og alle twists er afsløret, viser historien sig også at handle om nogle kvindelige offerroller, som er enormt stereotype. Alt taskenspilleriet forsøger simpelt hen at dække over, at der mangler noget substans.

Når det er sagt, skal Emily Blunt altså stadig roses for en fremragende hovedrolle, og der er andre gode ting på skuespillersiden. Haley Bennett er en spændende ung femme fatale inde i nabohuset, og Allison Janney er dejligt kontant som den kriminalbetjent, der leder efterforskningen. Rebecca Ferguson og Luke Evans er også solide i et par af de andre nøgleroller, og Lisa Kudrow er fin i en lille, men væsentlig birolle.

Det er ærgerligt, at alle de gode takter i skuespil, visuel stil og filmsprog bliver vædret af en for tynd og konstrueret historie, som lidt efter lidt får sænket en ellers interessant thriller.