Intet nyt over Øresund
2.0
Da nazisterne i oktober 1943 begynder at jage de danske jøder, sætter en københavnsk familie kurs mod Gilleleje, efter de har hørt, at man har mulighed for at komme til Sverige derfra.
Historien om, hvordan størstedelen af de danske jøder blev hjulpet til Sverige, er velkendt - og nærmest endnu mere berømt i udlandet, hvor den ofte bliver til en fortælling om et modigt folk, der satte sig op mod besættelsesmagten for at redde deres medmennesker. Der er tidligere lavet flere film om emnet, men den her har en usædvanligt personlig vinkel: Forfatter-instruktør Nicolo Donatos stedfarfar, skibsmægleren Niels Børge Ferdinandsen, var nemlig én af de gillejere, som hjalp med at organisere jødernes flugt.
I "Fuglene over sundet" spilles Ferdinandsen af Jakob Cedergren, men Donato dramatiserer altså historien ved at zoome ind på én enkelt familie under den desperate flugt. Filmen går lige på og hårdt, ved at handlingen starter den dag, hvor tyskerne kommer, og beskæftiger sig udelukkende med de få dages kamp for at komme over Øresund.
Dramaturgisk er det fint tænkt at lade handlingen foregå i frøperspektiv, og filmen lægger sig tæt op ad de historiske fakta. Men trods de gode forudsætninger for at lave en spændende historie lykkes det ikke rigtig Donato at give filmen det nødvendige bid - eller bare gøre den konsekvent vedkommende. Vi får et o.k. anslag med etableringen af hovedpersonerne, men derfra kommer vi ikke dybere ind i dem - David Dencik bliver lynhurtigt låst fast som den forfjamskede musiker, der skal tage sig sammen, og selv om Danica Curcic har god udstråling, bliver hendes rolle aldrig mere end en komplet endimensionel mor, der vil redde sit barn. Det pågældende barn tilbringer så hele filmen med at være sygt og pjevset.
Næsten hele persongalleriet sidder fast i simple klicheer, som blot skal bidrage til en forholdsvis primitiv konstruktion af konflikter. Jøderne er skræmte og ubehjælpsomme. Modstandsfolk og andre ordentlige ikke-jødiske danskere er noble og modige. De danske nazister er selvfede og forræderiske. Enkelte danskere er opportunister, der ser muligheden for at tjene penge på de desperate flygtninge.
Særligt det sidste bliver skildret irriterende unuanceret. Her havde filmen ellers en chance for at bryde med tidligere tiders sort/hvide fortælling, eftersom moderne historikere også har sat fokus på de danske fiskere og lignende, som kun hjalp mod betaling. Men hele den problemstilling er ladet ind i én rolle, nemlig Nicolas Bro som den fiskeskipper fra Gilleleje, der sætter normen for, at det skal koste 1.500 kr. - over 30.000 i nutidskroner - pr. næse at komme over sundet. Som følge heraf er Bros karakter en gennemført usympatisk, kujonagtig mand, der altså repræsenterer hele den danske kollaboratørånd - og derfor også bliver nem at marginalisere i handlingen, hvor Cedergren som Niels Børge Ferdinandsen er hans lysende moralske modpol.
Den meget sort/hvide fremstilling af tingene går igen i filmens replikker, der generelt virker skematiske og ofte lettere opstyltede i deres eksposition af dramaet. "I Danmark sker den slags ikke," siger den ene af vores jødiske hovedpersoner, få timer før nazisterne banker på hans dør, for at vi ligesom ikke skal være i tvivl, om at han er lidt naiv. Og derfor har en stribe ellers dygtige skuespillere - fx også Mikkel Boe Følsgaard, Signe Egholm Olsen og Lars Brygmann - ikke meget at arbejde med i deres roller. Utroligt nok er det Kristian Høgh Jeppesen, der brænder klart bedst igennem i en solid skurkerolle som den dansktalende SS-officer fra Sydslesvig, der ledede jagten på jøderne i Nordsjælland.
"Fuglene over sundet" havde potentialet til at give et nyt perspektiv på sin berømte historie, som ikke mindst også kunne være relevant i forhold til nutidens diskussioner om, hvordan vi skal forholde os til flygtninge. Men desværre lykkes det aldrig forfatter-instruktør Donato at brede sin meget personlige indgang til historien ud, så den for alvor bliver vedkommende og relevant for os andre. Tværtimod er der scener, som er decideret indforståede, og selv om filmen er åbenlyst velmenende, sad jeg virkelig med en irriterende fornemmelse af forceret patos. Jeg fik ikke rigtig noget ud af filmen, som jeg ikke allerede havde fået ved at se Maude Varnæs køre hr. Stein i sikkerhed - og derfor kan jeg kun finde to store stjerner til den.
Historien om, hvordan størstedelen af de danske jøder blev hjulpet til Sverige, er velkendt - og nærmest endnu mere berømt i udlandet, hvor den ofte bliver til en fortælling om et modigt folk, der satte sig op mod besættelsesmagten for at redde deres medmennesker. Der er tidligere lavet flere film om emnet, men den her har en usædvanligt personlig vinkel: Forfatter-instruktør Nicolo Donatos stedfarfar, skibsmægleren Niels Børge Ferdinandsen, var nemlig én af de gillejere, som hjalp med at organisere jødernes flugt.
I "Fuglene over sundet" spilles Ferdinandsen af Jakob Cedergren, men Donato dramatiserer altså historien ved at zoome ind på én enkelt familie under den desperate flugt. Filmen går lige på og hårdt, ved at handlingen starter den dag, hvor tyskerne kommer, og beskæftiger sig udelukkende med de få dages kamp for at komme over Øresund.
Dramaturgisk er det fint tænkt at lade handlingen foregå i frøperspektiv, og filmen lægger sig tæt op ad de historiske fakta. Men trods de gode forudsætninger for at lave en spændende historie lykkes det ikke rigtig Donato at give filmen det nødvendige bid - eller bare gøre den konsekvent vedkommende. Vi får et o.k. anslag med etableringen af hovedpersonerne, men derfra kommer vi ikke dybere ind i dem - David Dencik bliver lynhurtigt låst fast som den forfjamskede musiker, der skal tage sig sammen, og selv om Danica Curcic har god udstråling, bliver hendes rolle aldrig mere end en komplet endimensionel mor, der vil redde sit barn. Det pågældende barn tilbringer så hele filmen med at være sygt og pjevset.
Næsten hele persongalleriet sidder fast i simple klicheer, som blot skal bidrage til en forholdsvis primitiv konstruktion af konflikter. Jøderne er skræmte og ubehjælpsomme. Modstandsfolk og andre ordentlige ikke-jødiske danskere er noble og modige. De danske nazister er selvfede og forræderiske. Enkelte danskere er opportunister, der ser muligheden for at tjene penge på de desperate flygtninge.
Særligt det sidste bliver skildret irriterende unuanceret. Her havde filmen ellers en chance for at bryde med tidligere tiders sort/hvide fortælling, eftersom moderne historikere også har sat fokus på de danske fiskere og lignende, som kun hjalp mod betaling. Men hele den problemstilling er ladet ind i én rolle, nemlig Nicolas Bro som den fiskeskipper fra Gilleleje, der sætter normen for, at det skal koste 1.500 kr. - over 30.000 i nutidskroner - pr. næse at komme over sundet. Som følge heraf er Bros karakter en gennemført usympatisk, kujonagtig mand, der altså repræsenterer hele den danske kollaboratørånd - og derfor også bliver nem at marginalisere i handlingen, hvor Cedergren som Niels Børge Ferdinandsen er hans lysende moralske modpol.
Den meget sort/hvide fremstilling af tingene går igen i filmens replikker, der generelt virker skematiske og ofte lettere opstyltede i deres eksposition af dramaet. "I Danmark sker den slags ikke," siger den ene af vores jødiske hovedpersoner, få timer før nazisterne banker på hans dør, for at vi ligesom ikke skal være i tvivl, om at han er lidt naiv. Og derfor har en stribe ellers dygtige skuespillere - fx også Mikkel Boe Følsgaard, Signe Egholm Olsen og Lars Brygmann - ikke meget at arbejde med i deres roller. Utroligt nok er det Kristian Høgh Jeppesen, der brænder klart bedst igennem i en solid skurkerolle som den dansktalende SS-officer fra Sydslesvig, der ledede jagten på jøderne i Nordsjælland.
"Fuglene over sundet" havde potentialet til at give et nyt perspektiv på sin berømte historie, som ikke mindst også kunne være relevant i forhold til nutidens diskussioner om, hvordan vi skal forholde os til flygtninge. Men desværre lykkes det aldrig forfatter-instruktør Donato at brede sin meget personlige indgang til historien ud, så den for alvor bliver vedkommende og relevant for os andre. Tværtimod er der scener, som er decideret indforståede, og selv om filmen er åbenlyst velmenende, sad jeg virkelig med en irriterende fornemmelse af forceret patos. Jeg fik ikke rigtig noget ud af filmen, som jeg ikke allerede havde fået ved at se Maude Varnæs køre hr. Stein i sikkerhed - og derfor kan jeg kun finde to store stjerner til den.
05/12-2016
