En spildt gylden mulighed
3.0
Efter succesfuldt at have ført Bond ind i de uregerlige 70'ere er Broccoli og Saltzman lige ved tabe fodfæstet i deres iver for at ride videre på bølgen (dette blev Saltzmans sidste Bond-film som producer, hvorefter han - økonomisk presset - solgte sin andel). Et ellers enormt fremsynet solenergi-plot bliver groft negligeret - det virker ganske enkelt som om, man har sagt ja til et manuskript, der ikke var klart.
Og det starter ellers fint. Efter en glimrende ordveksling mellem Bond og M (Bernard Lee er dejlig gnaven her og giver ikke en skid for Moores silkebløde facon, harrh!). Og også Roger Moore får lov at vise tænder nu. Blandt andet bliver en våbenhandlers kønsorgan sat på prøve. Såvel som et hav af feministers tålmodighed. Moore bliver aldrig den store fysiske trussel, men i det mindste er han "ung" og smidig her, og folkene bag prøver trods alt at iscenesætte ham med en god portion håndgemæng. Scenen i første akt hvor han overraskes af et hold håndlangere i mavedanserindens omklædningsrum er faktisk hæderlig!
Men-men-men. Filmen har et DRÆBENDE kedeligt midterstykke, der forværres yderligere af at inddrage den kødfulde sydstatsbetjent fra ”Live and Let Die”. Her er hans tilstedeværelse direkte forceret på den mest latterlige måde, og det hele fremstår blot som et tåkrummende forsøg på 'comedic relief'. Og Sir Roger selv kæmper forgæves med nogle tarvelige oneliners denne gang.
Til gengæld har ”The Man with the Golden Gun” selveste Christopher Lee i titelrollen som luksuslejemorderen Scaramanga, og han er naturligvis god. Slick, farlig og med en lettere okkult aura over sig (han KAN ikke lade være, Lee, heh!). Han malker hver en scene for hvad, den har, men man havde nu håbet på noget større i mødet mellem de to - Bond vs. 'Bad Bond'. De får slet ikke nok ud af den idé (alene psykologisk lå der en guldgrube dér). Dog er han genstand for et glimrende klimaks. En god gammeldags pistolduel med efterfølgende gemmeleg i hurlumhej-hus. Dette er filmens bedste scene med flere længder. Nervepirrende, velorkestreret og visuelt edgy.
De havde efter sigende rasende travlt med at få lavet denne 'Roger Moore-toer', og det kan desværre mærkes, synes jeg. Den er pauvert struktureret, og den er direkte anonym i skræmmende lange passager. Det mest positive der er værd at fremhæve er dens eksotisme – blandt andet smages der til med en flyvende bil og en fransk dværg med forkærlighed for spidse genstande. Men ellers en tam skuffelse.
Karakter: 4/10
Og det starter ellers fint. Efter en glimrende ordveksling mellem Bond og M (Bernard Lee er dejlig gnaven her og giver ikke en skid for Moores silkebløde facon, harrh!). Og også Roger Moore får lov at vise tænder nu. Blandt andet bliver en våbenhandlers kønsorgan sat på prøve. Såvel som et hav af feministers tålmodighed. Moore bliver aldrig den store fysiske trussel, men i det mindste er han "ung" og smidig her, og folkene bag prøver trods alt at iscenesætte ham med en god portion håndgemæng. Scenen i første akt hvor han overraskes af et hold håndlangere i mavedanserindens omklædningsrum er faktisk hæderlig!
Men-men-men. Filmen har et DRÆBENDE kedeligt midterstykke, der forværres yderligere af at inddrage den kødfulde sydstatsbetjent fra ”Live and Let Die”. Her er hans tilstedeværelse direkte forceret på den mest latterlige måde, og det hele fremstår blot som et tåkrummende forsøg på 'comedic relief'. Og Sir Roger selv kæmper forgæves med nogle tarvelige oneliners denne gang.
Til gengæld har ”The Man with the Golden Gun” selveste Christopher Lee i titelrollen som luksuslejemorderen Scaramanga, og han er naturligvis god. Slick, farlig og med en lettere okkult aura over sig (han KAN ikke lade være, Lee, heh!). Han malker hver en scene for hvad, den har, men man havde nu håbet på noget større i mødet mellem de to - Bond vs. 'Bad Bond'. De får slet ikke nok ud af den idé (alene psykologisk lå der en guldgrube dér). Dog er han genstand for et glimrende klimaks. En god gammeldags pistolduel med efterfølgende gemmeleg i hurlumhej-hus. Dette er filmens bedste scene med flere længder. Nervepirrende, velorkestreret og visuelt edgy.
De havde efter sigende rasende travlt med at få lavet denne 'Roger Moore-toer', og det kan desværre mærkes, synes jeg. Den er pauvert struktureret, og den er direkte anonym i skræmmende lange passager. Det mest positive der er værd at fremhæve er dens eksotisme – blandt andet smages der til med en flyvende bil og en fransk dværg med forkærlighed for spidse genstande. Men ellers en tam skuffelse.
Karakter: 4/10
11/12-2016
