EN MARCH IND I LYSET
6.0
Renaissance Man fortæller historien om reklamemanden Bill Rago (DeVito), der må se sig selv immobiliseret af systemet, ja af det moderne USA.
Dette skildres på symbolsk vis i filmens anslag, hvor Bill sidder i sin bil på vej til arbejde. Han har et vigtigt møde og selvom hans arbejdsplads tårner frem i form af en skyskraber kun få kilometer væk, er han ikke i stand til at bevæge sig grundet den evige bilkø, der vil forfølge ham gennem hele filmen. Bills manglende formåen i den moderne virkelighed med bl.a. telefonmøder resulterer i sidste end i hans fyring, hvilket medfører en kafkansk underkastelse af systemet gennem nogle både komiske og tragiske scener på arbejdsløskontoret.
På en lokal kaserne har den progressive kaptajn Murdoch (Remar) udvalgt en håndfuld rekrutter, der på hver deres måde har svært ved at indgå i den militære træning. En situation der altså reflekterer Bills egen og således mødes de gensidigt ikke blot derigennem, men også gennem en læringsproces hvor vi på morsom vis ser, hvordan det faktisk i lige så høj grad er Bill, der lærer af rekrutterne som omvendt.
Der hvor Renaissance Man, eller Bill Rago, som den hedder på dansk, for alvor marcherer ud på modigt territorium er i dens udforskning af sammenhængen mellem den fysiske og psykiske verden, mellem krop og sind, mellem krig og kunst. Mod al forventning fatter de unge rekrutter (Wahlberg bl.a.) stor interesse for Shakespeares skuespil Hamlet, hvilket bliver en katalysator for dem. Bill bliver en menneskelig manifestation af renæssanceånden og Shakespeare, hvilket også antydes af hans navn: William er blevet til Bill. De lader sig indhylle i kulturen og historien og bruger den forståelse til at overkomme den militære trænings udfordringer. Dette er set før, blandt andet i Schlesingers fremragende Maratonmanden fra 1976, men Penny Marshall bringer her historien up to date.
Igen skildres den gensidige forvandling. Da rekrutterne mister respekten for Bill, fordi de erfarer de ikke har hans fulde opmærksomhed, mister Bill samtidig de sidste mennesker, der respekterer ham i livet. Som en trodshandling beslutter han sig for at gennemføre kasernens forhindringsbane, der ender med det frygtindgydende Victory Tower. Her er det værd at benævne den falliske symbolisme: Som en allusion til Bills tidligere arbejdsplads, den lille mand kontra den høje skyskraber, lykkes det ham efter mange strabadser og akkompagneret af Hans Zimmers heroiske musik at besejre Victory Tower og på den måde generobrer han sin egen manddom. Som et ekstra stærkt symbol tydeliggøres Bill Ragos kønsdele af det strammende harnisk, han efterfølgende firer sig ned med. Triumfen over tårnet resulterer i at han genvinder sine elevers samt den ellers skeptiske sergents (Hines) respekt samt sin datter og sørme også en lille romance.
De mange rekrutter bliver vakt til live gennem de ivrige unge skuespiller og nogle små historier, Bill oplever gennem semestret og uden at røbe for meget, viser de sig alle sammen at have en grund til at være som de er. Deres hiphop/R&B-fortolkning af Hamlet er guld værd! Alt i alt en vellykket komedie, som man endda kan gå og tænke over bagefter.
Dette skildres på symbolsk vis i filmens anslag, hvor Bill sidder i sin bil på vej til arbejde. Han har et vigtigt møde og selvom hans arbejdsplads tårner frem i form af en skyskraber kun få kilometer væk, er han ikke i stand til at bevæge sig grundet den evige bilkø, der vil forfølge ham gennem hele filmen. Bills manglende formåen i den moderne virkelighed med bl.a. telefonmøder resulterer i sidste end i hans fyring, hvilket medfører en kafkansk underkastelse af systemet gennem nogle både komiske og tragiske scener på arbejdsløskontoret.
På en lokal kaserne har den progressive kaptajn Murdoch (Remar) udvalgt en håndfuld rekrutter, der på hver deres måde har svært ved at indgå i den militære træning. En situation der altså reflekterer Bills egen og således mødes de gensidigt ikke blot derigennem, men også gennem en læringsproces hvor vi på morsom vis ser, hvordan det faktisk i lige så høj grad er Bill, der lærer af rekrutterne som omvendt.
Der hvor Renaissance Man, eller Bill Rago, som den hedder på dansk, for alvor marcherer ud på modigt territorium er i dens udforskning af sammenhængen mellem den fysiske og psykiske verden, mellem krop og sind, mellem krig og kunst. Mod al forventning fatter de unge rekrutter (Wahlberg bl.a.) stor interesse for Shakespeares skuespil Hamlet, hvilket bliver en katalysator for dem. Bill bliver en menneskelig manifestation af renæssanceånden og Shakespeare, hvilket også antydes af hans navn: William er blevet til Bill. De lader sig indhylle i kulturen og historien og bruger den forståelse til at overkomme den militære trænings udfordringer. Dette er set før, blandt andet i Schlesingers fremragende Maratonmanden fra 1976, men Penny Marshall bringer her historien up to date.
Igen skildres den gensidige forvandling. Da rekrutterne mister respekten for Bill, fordi de erfarer de ikke har hans fulde opmærksomhed, mister Bill samtidig de sidste mennesker, der respekterer ham i livet. Som en trodshandling beslutter han sig for at gennemføre kasernens forhindringsbane, der ender med det frygtindgydende Victory Tower. Her er det værd at benævne den falliske symbolisme: Som en allusion til Bills tidligere arbejdsplads, den lille mand kontra den høje skyskraber, lykkes det ham efter mange strabadser og akkompagneret af Hans Zimmers heroiske musik at besejre Victory Tower og på den måde generobrer han sin egen manddom. Som et ekstra stærkt symbol tydeliggøres Bill Ragos kønsdele af det strammende harnisk, han efterfølgende firer sig ned med. Triumfen over tårnet resulterer i at han genvinder sine elevers samt den ellers skeptiske sergents (Hines) respekt samt sin datter og sørme også en lille romance.
De mange rekrutter bliver vakt til live gennem de ivrige unge skuespiller og nogle små historier, Bill oplever gennem semestret og uden at røbe for meget, viser de sig alle sammen at have en grund til at være som de er. Deres hiphop/R&B-fortolkning af Hamlet er guld værd! Alt i alt en vellykket komedie, som man endda kan gå og tænke over bagefter.
13/12-2016
