Flot, Men Mangelfuldt, Spinoff
4.0
Gareth 'Godzilla' Edwards' bud på et Star Wars-spinoff er en ret dyster omgang, der effektivt maner enhver påstand om "Disneyficering" af franchiset i jorden.
Rogue One handler om Jyn Erso, der efter at have set sin far, Galen (Mikkelsen) kidnappet af Imperiet, er blevet en lovløs omstrejfer. Hun samles op af en ekstremistisk oprørsgruppe og via den bliver hun ført ind i en dødbringende kamp mod Imperiet, der, under ledelse af den sleske Krennic, er i færd med at bygge et nyt, altødelæggende supervåben; en våben som Jyns far er hovedarkitekten bag.
Rogue One er fra starten meget konsekvent i sin insisteren på at skille sig ud fra den primære saga; dette vises bl.a. via manglen på både intro-march samt den obligatoriske text-crawl, der jo ellers er de to mest genkendelige tegn i hele franchisets repetoire. Det er forfriskende og forbereder dig på, at du går en anden form for Star Wars-oplevelse i møde.Og det er det; i mere end én forstand. Følelsen af at overvære en eventyrlig rumopera er i stedet erstattet med et mere gritty, visuelt look, der leder tankerne mere hen i retning af Saving Private Ryan end Star Wars og actionscenerne er da også ret medrivende og flot koreograferede.
Men før jeg går ned i dette, må jeg påpege filmens store problem: Tone og pacing. Jeg kan kun værdsætte, at man forsøger at føre franchiset i nye retninger, men det kræver også at man, forholdsvis tidligt i filmen, skal kunne sætte sig ind i filmens stemning og tone og her fejler filmen en del. Misforstå mig ikke; vi er aldrig i tvivl om at vi er i en mere gritty version af "a galaxy far, far away", men filmens første time er fyldt med så megen plot-exposition og karakterer, der fortæller hinanden ting, som de allerede ved. Dette bevirker, at lige så snart en scene er blevet sat op, skal vi fluks videre til den næste. Derfor får vi, på trods af den enorme mængde exposition, aldrig en klar fornemmelse af hvem Jyn, Galen og alle de andre er og hvad værre er: Vi føler ikke med dem og deres mission. Der er mange interessante detaljer; bl.a. lukkes én af de mest omdiskuterede spørgsmål i Star Wars-kredse, men det føles aldrig helt flydende og virker kun i brudstykker som en samlet film.
Til gengæld er filmens tredje akt helt fantastisk; her får vi både lyssværd, rumkampe og måske de fedeste 45 sekunders Darth Vader-action jeg endnu har set og i dette akt opnår filmen den form for følelsesmæssig, adrenalindrevne og eventyrlystne gravitas jeg altid har forbundet med Star Wars-universet; desværre kan karakterenes ret kedsommelige facon ikke ændres, og derfor bliver noget, der burde rykke i hjertet kun ekstremt underholdende på et noget overfladisk plan.
Og det er et ærgerligt, for Rogue One er samtidig også den bedst spillede Star Wars-film til dato. Felicity Jones gør vitterligt alt hvad hun kan som Jyn, men den iskolde attitude hun spiller med, lukker i nogen grad af for empati og sympati. Alan Tudyk er ekstremt underholdende som den sarkastiske, omprogrammerede Imperial Droid, der giver filmen en snert af tør humor. Mads Mikkelsen er derimod tæt på at være søvndyssende som Jyns far. Han har et meget intenst blik, men spiller aldrig rollen indlevende og det virker lidt som en paycheck. Ben Mendelsohn er herligt slesk som den onde Krannic og stjæler enhver scene han er med i og det samme kan i høj grad siges om Riz Ahmed, der spiller en afhoppet pilot. Donnie Yen og Win Jiang er meget imponerende i actionscenerne, men har ikke meget at gøre godt med og så er det jo bare helt fantastisk at høre James Earl Jones som Darth Vader igen, der uden tvivl har et af sine højdepunkter heri.
Rogue One er ikke nogen dårlig film. Den har et ekstremt underholdende tredje akt og spilles over gennemsnitligt for Star Wars film, men den har desværre også ret store pacing-problemer og har især i den første time uhyre svært ved at finde en balance mellem plot-udfoldelse og clunky exposition og det er synd. Hvis bare filmen havde fokuseret mere på selve missionen. Men Rogue One får alligevel samlet en lille 4'er for at være et ballsy spinoff, der, i det omfang det er muligt, prøver at stå på egne ben. At det så ikke helt lykkes er en anden sag.
Rogue One handler om Jyn Erso, der efter at have set sin far, Galen (Mikkelsen) kidnappet af Imperiet, er blevet en lovløs omstrejfer. Hun samles op af en ekstremistisk oprørsgruppe og via den bliver hun ført ind i en dødbringende kamp mod Imperiet, der, under ledelse af den sleske Krennic, er i færd med at bygge et nyt, altødelæggende supervåben; en våben som Jyns far er hovedarkitekten bag.
Rogue One er fra starten meget konsekvent i sin insisteren på at skille sig ud fra den primære saga; dette vises bl.a. via manglen på både intro-march samt den obligatoriske text-crawl, der jo ellers er de to mest genkendelige tegn i hele franchisets repetoire. Det er forfriskende og forbereder dig på, at du går en anden form for Star Wars-oplevelse i møde.Og det er det; i mere end én forstand. Følelsen af at overvære en eventyrlig rumopera er i stedet erstattet med et mere gritty, visuelt look, der leder tankerne mere hen i retning af Saving Private Ryan end Star Wars og actionscenerne er da også ret medrivende og flot koreograferede.
Men før jeg går ned i dette, må jeg påpege filmens store problem: Tone og pacing. Jeg kan kun værdsætte, at man forsøger at føre franchiset i nye retninger, men det kræver også at man, forholdsvis tidligt i filmen, skal kunne sætte sig ind i filmens stemning og tone og her fejler filmen en del. Misforstå mig ikke; vi er aldrig i tvivl om at vi er i en mere gritty version af "a galaxy far, far away", men filmens første time er fyldt med så megen plot-exposition og karakterer, der fortæller hinanden ting, som de allerede ved. Dette bevirker, at lige så snart en scene er blevet sat op, skal vi fluks videre til den næste. Derfor får vi, på trods af den enorme mængde exposition, aldrig en klar fornemmelse af hvem Jyn, Galen og alle de andre er og hvad værre er: Vi føler ikke med dem og deres mission. Der er mange interessante detaljer; bl.a. lukkes én af de mest omdiskuterede spørgsmål i Star Wars-kredse, men det føles aldrig helt flydende og virker kun i brudstykker som en samlet film.
Til gengæld er filmens tredje akt helt fantastisk; her får vi både lyssværd, rumkampe og måske de fedeste 45 sekunders Darth Vader-action jeg endnu har set og i dette akt opnår filmen den form for følelsesmæssig, adrenalindrevne og eventyrlystne gravitas jeg altid har forbundet med Star Wars-universet; desværre kan karakterenes ret kedsommelige facon ikke ændres, og derfor bliver noget, der burde rykke i hjertet kun ekstremt underholdende på et noget overfladisk plan.
Og det er et ærgerligt, for Rogue One er samtidig også den bedst spillede Star Wars-film til dato. Felicity Jones gør vitterligt alt hvad hun kan som Jyn, men den iskolde attitude hun spiller med, lukker i nogen grad af for empati og sympati. Alan Tudyk er ekstremt underholdende som den sarkastiske, omprogrammerede Imperial Droid, der giver filmen en snert af tør humor. Mads Mikkelsen er derimod tæt på at være søvndyssende som Jyns far. Han har et meget intenst blik, men spiller aldrig rollen indlevende og det virker lidt som en paycheck. Ben Mendelsohn er herligt slesk som den onde Krannic og stjæler enhver scene han er med i og det samme kan i høj grad siges om Riz Ahmed, der spiller en afhoppet pilot. Donnie Yen og Win Jiang er meget imponerende i actionscenerne, men har ikke meget at gøre godt med og så er det jo bare helt fantastisk at høre James Earl Jones som Darth Vader igen, der uden tvivl har et af sine højdepunkter heri.
Rogue One er ikke nogen dårlig film. Den har et ekstremt underholdende tredje akt og spilles over gennemsnitligt for Star Wars film, men den har desværre også ret store pacing-problemer og har især i den første time uhyre svært ved at finde en balance mellem plot-udfoldelse og clunky exposition og det er synd. Hvis bare filmen havde fokuseret mere på selve missionen. Men Rogue One får alligevel samlet en lille 4'er for at være et ballsy spinoff, der, i det omfang det er muligt, prøver at stå på egne ben. At det så ikke helt lykkes er en anden sag.
15/12-2016
