Messing with Texas
6.0
En Texas Ranger, der snart skal pensioneres, leder jagten på to brødre, der røver en serie banker i det vestlige Texas.
Bag et simpelt krimiplot gemmer sig én af årets bedste film. "Hell or High Water" er ærkeamerikansk i sin skildring af en klassisk jagt på røvere, der bevæger sig fra én forbrydelse til den næste - jeg fik fx associationer til Spielbergs "The Sugarland Express" eller Malicks "Badlands" - og den er lige så genretro i den dobbelte dualistiske opbygning, hvor man parallelt følger to makkerpar, de bankrøvende brødre og de to Texas Rangers, der er sat på sagen.
Men filmen er også meget mere end det. Fra start til slut maler Giles Nuttgens' billeder et højaktuelt billede af et moderne USA i konflikt med sig selv, flot støttet af musikken fra Nick Cave og Warren Ellis og samlet af David Mackenzies tilbagelænede, men superstramme instruktion. Her er vi i en moderne ødemark med halvtomme byer, hvor folk stadig klynger sig til det gamle, men hvor finanskrise og håbløshed også ligger som en tung dyne over det hele.
Og det er anslaget til filmens centrale temaer, som bliver stadig tydeligere, efterhånden som vi får oprullet, hvorfor de to bankrøvere gør, som de gør. Igen er det ærkeamerikanske spørgsmål, der stilles om individets rolle kontra samfundets, hvad man skal finde sig i, enhvers ret til at jage lykken, og ikke mindst hvad retfærdighed er. Det sidstnævnte er selvsagt særlig interessant på et sted, hvor retfærdighed kan udmåles så kontant som i Texas, når man får fornemmelsen af, at man i den store sammenhæng godt kan miste målet af syne.
Det er imponerende, at en britisk instruktør som David Mackenzie kan lave et så velfungerende stykke americana, som "Hell or High Water" er. Men det lykkes altså i fornem stil, for filmen er enormt solidt plantet i sit miljø - helt frem til en slutscene, der er så meget Texas. Så utroligt meget Texas.
Miljøet inkarneres også nærmest 100% i Jeff Bridges' forrygende rolle som den aldrende Texas Ranger - en sindig, snu, erfaren og dygtig politimand, hvis replikker samtidig er drivkraft bag meget af den skarpe sarkastiske humor, som filmen også besidder. På en meget lidt korrekt måde, eftersom Bridges' Ranger konstant chikanerer sin makker med hentydninger til hans indiansk-mexicanske baggrund. Gil Birmingham spiller makkeren, der må stå model til det, og han giver Bridges mere end solidt modspil. Og så er der Chris Pine og Ben Foster som to ligeledes velspillede røverbrødre - Pine er den eftertænksomme og bløde af de to, mens Foster er den provokerende galning, og det samspil fungerer også virkelig godt.
For alt fungerer nemlig i "Hell or High Water". Det er en ekstremt stramt komponeret film, som i sit grundlæggende rolige tempo hviler næsten perfekt i sig selv. Det er svært at sætte en finger på noget, for stort set alle detaljer synes meningsfyldte, og selv små biroller står også utroligt skarpt frem. Som tidligere nævnt: Helt klart én af årets bedste film, måske endda den allerbedste.
Bag et simpelt krimiplot gemmer sig én af årets bedste film. "Hell or High Water" er ærkeamerikansk i sin skildring af en klassisk jagt på røvere, der bevæger sig fra én forbrydelse til den næste - jeg fik fx associationer til Spielbergs "The Sugarland Express" eller Malicks "Badlands" - og den er lige så genretro i den dobbelte dualistiske opbygning, hvor man parallelt følger to makkerpar, de bankrøvende brødre og de to Texas Rangers, der er sat på sagen.
Men filmen er også meget mere end det. Fra start til slut maler Giles Nuttgens' billeder et højaktuelt billede af et moderne USA i konflikt med sig selv, flot støttet af musikken fra Nick Cave og Warren Ellis og samlet af David Mackenzies tilbagelænede, men superstramme instruktion. Her er vi i en moderne ødemark med halvtomme byer, hvor folk stadig klynger sig til det gamle, men hvor finanskrise og håbløshed også ligger som en tung dyne over det hele.
Og det er anslaget til filmens centrale temaer, som bliver stadig tydeligere, efterhånden som vi får oprullet, hvorfor de to bankrøvere gør, som de gør. Igen er det ærkeamerikanske spørgsmål, der stilles om individets rolle kontra samfundets, hvad man skal finde sig i, enhvers ret til at jage lykken, og ikke mindst hvad retfærdighed er. Det sidstnævnte er selvsagt særlig interessant på et sted, hvor retfærdighed kan udmåles så kontant som i Texas, når man får fornemmelsen af, at man i den store sammenhæng godt kan miste målet af syne.
Det er imponerende, at en britisk instruktør som David Mackenzie kan lave et så velfungerende stykke americana, som "Hell or High Water" er. Men det lykkes altså i fornem stil, for filmen er enormt solidt plantet i sit miljø - helt frem til en slutscene, der er så meget Texas. Så utroligt meget Texas.
Miljøet inkarneres også nærmest 100% i Jeff Bridges' forrygende rolle som den aldrende Texas Ranger - en sindig, snu, erfaren og dygtig politimand, hvis replikker samtidig er drivkraft bag meget af den skarpe sarkastiske humor, som filmen også besidder. På en meget lidt korrekt måde, eftersom Bridges' Ranger konstant chikanerer sin makker med hentydninger til hans indiansk-mexicanske baggrund. Gil Birmingham spiller makkeren, der må stå model til det, og han giver Bridges mere end solidt modspil. Og så er der Chris Pine og Ben Foster som to ligeledes velspillede røverbrødre - Pine er den eftertænksomme og bløde af de to, mens Foster er den provokerende galning, og det samspil fungerer også virkelig godt.
For alt fungerer nemlig i "Hell or High Water". Det er en ekstremt stramt komponeret film, som i sit grundlæggende rolige tempo hviler næsten perfekt i sig selv. Det er svært at sætte en finger på noget, for stort set alle detaljer synes meningsfyldte, og selv små biroller står også utroligt skarpt frem. Som tidligere nævnt: Helt klart én af årets bedste film, måske endda den allerbedste.
24/12-2016
