Som Luftig Vaniljeis
2.0
Jeg må indrømme, at jeg synes konceptet til denne film var interessant og efter at have lavet lidt research, havde jeg ønsket at pengemændene ville have holdt sig til Spaiths' oprindelige idé for som filmen er nu, er det en flot, men desværre også ganske kedelig og nogle gange usmagelig, omgang feelgood sci-fi, der smager lige så behageligt, men ikke fantastisk, som vaniljeis med en halvlunken Aldi-cola til.
Filmen begår den graverende fejl at afsløre sit "twist" i løbet af de første 20 minutter, hvor det i det oprindelige manuskript var gemt til filmens tredje akt, der unægteligt havde gjort en langt mere interessant film. I stedet bliver "twistet" brugt som katalysator til en kærlighedshistorie af den slags, hvor uanset hvor usympatisk, selvisk og direkte uansvarligt hovedkarakteren har opført sig, ved man at det hele skal ende godt og blive tilgivet. At filmen så fortsætter med at køre på de velkendte dramatiske plot-beats gør, at selv i de intense scener (som indrømmet er ekstremt flotte) aldrig helt kommer i tvivl om at vores to star-crossed lovers nok skal klare den, som selvsagt suger al intentitet ud af tingenes gang. Lige så snart man føler, at nu kunne der ske noget, falder i filmen tilbage i det velkendte tempo; som en bil, der bliver ved med at gå i tomgang. Som prikken over det uhyre konstruerede "i" får vi, i skikkelse af en cameo, jeg ikke vil afsløre her, en plot-McGuffin som udelukkende eksisterer for at slutningen kan finde sted. Det er uhyre konstrueret og dårlig dramaturgisk opbygning.
Det er ærgerligt, for filmen, er som sagt, utroligt velinstrueret. Morten Tyldum kæler virkeligt for detaljerne men desværre har filmen også her for travlt med at slå os i hovedet med en skovl med referencer til langt stærkere sci-fi værker. Jennifer Lawrence og Hollywoods nye Steve Guttenberg, Chris Pratt, spiller ellers også godt, men det havde nu været interessant at se en anden end Pratt i hovedrollen, hvis man havde holdt sig til Spaiths' oprindelige koncept. Thomas Newman's musik er også en kende for dramatisk til at det for alvor går hen og bliver medrivende. Den eneste, der formår at gøre en smule varigt indtryk er Michael Sheen, der er charmerende som bartender-robot, der næsten er en stjerne værd i sig selv ... Næsten.
Alt i alt er Passengers et skoleeksempel på hvordan tredjekarats grådighed suger enhver gnist af originalitet ud af ellers lovende manuskripter. Som produktet står nu, er det et kedeligt, men flot, miskmask af velkendte ideer, der desværre ikke formår at røre én på et dybere plan.
Filmen begår den graverende fejl at afsløre sit "twist" i løbet af de første 20 minutter, hvor det i det oprindelige manuskript var gemt til filmens tredje akt, der unægteligt havde gjort en langt mere interessant film. I stedet bliver "twistet" brugt som katalysator til en kærlighedshistorie af den slags, hvor uanset hvor usympatisk, selvisk og direkte uansvarligt hovedkarakteren har opført sig, ved man at det hele skal ende godt og blive tilgivet. At filmen så fortsætter med at køre på de velkendte dramatiske plot-beats gør, at selv i de intense scener (som indrømmet er ekstremt flotte) aldrig helt kommer i tvivl om at vores to star-crossed lovers nok skal klare den, som selvsagt suger al intentitet ud af tingenes gang. Lige så snart man føler, at nu kunne der ske noget, falder i filmen tilbage i det velkendte tempo; som en bil, der bliver ved med at gå i tomgang. Som prikken over det uhyre konstruerede "i" får vi, i skikkelse af en cameo, jeg ikke vil afsløre her, en plot-McGuffin som udelukkende eksisterer for at slutningen kan finde sted. Det er uhyre konstrueret og dårlig dramaturgisk opbygning.
Det er ærgerligt, for filmen, er som sagt, utroligt velinstrueret. Morten Tyldum kæler virkeligt for detaljerne men desværre har filmen også her for travlt med at slå os i hovedet med en skovl med referencer til langt stærkere sci-fi værker. Jennifer Lawrence og Hollywoods nye Steve Guttenberg, Chris Pratt, spiller ellers også godt, men det havde nu været interessant at se en anden end Pratt i hovedrollen, hvis man havde holdt sig til Spaiths' oprindelige koncept. Thomas Newman's musik er også en kende for dramatisk til at det for alvor går hen og bliver medrivende. Den eneste, der formår at gøre en smule varigt indtryk er Michael Sheen, der er charmerende som bartender-robot, der næsten er en stjerne værd i sig selv ... Næsten.
Alt i alt er Passengers et skoleeksempel på hvordan tredjekarats grådighed suger enhver gnist af originalitet ud af ellers lovende manuskripter. Som produktet står nu, er det et kedeligt, men flot, miskmask af velkendte ideer, der desværre ikke formår at røre én på et dybere plan.
25/12-2016
