apocalypto

Jeg har altid været og er stadig begejstret for skuespilleren Mel Gibson. Begejstringen følger videre over i mandens fascinerende odysse som instruktør, da Gibsons film besidder en utrolig oprigtighed og unik helhjertet passion. Braveheart er en gribende og personlighedsrig storfilm, mens The Passion of the Christ har et uafrysteligt kunstnerisk udtryk og en inspirerende sjæl af håb. Efter min skuffelse over Gibsons seneste, Hacksaw Ridge, søgte jeg tilbage til Apocalypto, et medrivende drengerøvseventyr, der er fattig på dybde, men stråler af fortællerglæde og underholdningssyge. Og selvom jeg ikke elsker Apocalypto på samme niveau som Gibsons to forrige, så er passionen der i stor stil. Passionen for uforfalsket underholdning, for vold (som filmen har rigeligt, og i sekunder også for meget, af), for smittende eventyr, for filmmediet. Apocalypto er en teknisk triumf, ikke mindst i Dean Semlers virtuose fotografering, og det er en triumf for drengerøven Mel Gibson, der leger storslået og smittende, og i et fuldstændigt egenrådigt og spændende univers. I momenter kommer kunstneren Gibson frem, men mest af alt er det den glade fortæller, der eksisterer i Apocalypto. Og for det kan jeg ikke give filmen mindre end fem stjerner.