I lied
3.0
Spoilers,
Handlingen er klassisk og vigtig. Den hårdkogte kvindelige dræber der dybest set er emotionelt helt ustabil og er på flugt fra meget, mest sig selv. Historien vi ser tror vi dybest set går ud på om rollespillet som ægtefolk måske bliver til virkelighed og på om hun er god eller ond. Men i virkeligheden er hun bare fortabt. Og alt hun foretager sig i filmen kan tolkes på to måder - som sandhed eller løgn. Den dobbeltkommunikerende sfinks der er alt og intet på samme tid. Selv hendes sidste handling, selvmordet, er tvetydig.
Denne slags film er meget svære at lave godt. For det første er der legen om rollerne som falske ægtefolk er ægte eller ej. For det andet er der, efter at parterne har vist at de i et vist omfang tager rollerne alvorligt, tvivlen om hendes ultimative motiver, Begge dele er ren psykologi, ikke filmkunst som teknisk håndværk. Det kræver en instruktør som fx Ang Lee, der med Lust, Caution, lykkedes med noget tilsvarende. Mr and Mrs Smith virkede kun fordi den var en kitschet komedie. Zemeckis' styrke ligger slet ikke i dette personligt intime landskab. Scherfig eller Minghella ville have været perfekte som instrukører. Trier der gjorde noget lidt tilsvarende i Europa.
Det er synd fordi temaet er så godt. Og manuskriptet ligeså. Ligesom billederne er til perfektion fra Afrikas eventyrlandskab til virkelighedens London - den rejse som Marianne ikke kunne foretage. Det er kun psykologien der ikke er i vinkel. Men det er altså også for meget af forlange fra en romancing the stone-tilbage til fremtiden-instruktør.
Man kan måske ærgres over at det altid er kvinden der skal spille rollen som fortabt på flugt og emotionelt ustabil. Og så en frankmand. Og Cotillard. For der ligger en sexisme i at det er kvinden der er i følelsernes vold - en sexisme der ikke passer med nutiden, hvor billedet er ret anderledes.
De tre stjerner er en fejl der åbenbart ikke kan ændres. Jeg ved ikke hvad jeg skulle give den. En hel del supernovaer og et sort hul.
Handlingen er klassisk og vigtig. Den hårdkogte kvindelige dræber der dybest set er emotionelt helt ustabil og er på flugt fra meget, mest sig selv. Historien vi ser tror vi dybest set går ud på om rollespillet som ægtefolk måske bliver til virkelighed og på om hun er god eller ond. Men i virkeligheden er hun bare fortabt. Og alt hun foretager sig i filmen kan tolkes på to måder - som sandhed eller løgn. Den dobbeltkommunikerende sfinks der er alt og intet på samme tid. Selv hendes sidste handling, selvmordet, er tvetydig.
Denne slags film er meget svære at lave godt. For det første er der legen om rollerne som falske ægtefolk er ægte eller ej. For det andet er der, efter at parterne har vist at de i et vist omfang tager rollerne alvorligt, tvivlen om hendes ultimative motiver, Begge dele er ren psykologi, ikke filmkunst som teknisk håndværk. Det kræver en instruktør som fx Ang Lee, der med Lust, Caution, lykkedes med noget tilsvarende. Mr and Mrs Smith virkede kun fordi den var en kitschet komedie. Zemeckis' styrke ligger slet ikke i dette personligt intime landskab. Scherfig eller Minghella ville have været perfekte som instrukører. Trier der gjorde noget lidt tilsvarende i Europa.
Det er synd fordi temaet er så godt. Og manuskriptet ligeså. Ligesom billederne er til perfektion fra Afrikas eventyrlandskab til virkelighedens London - den rejse som Marianne ikke kunne foretage. Det er kun psykologien der ikke er i vinkel. Men det er altså også for meget af forlange fra en romancing the stone-tilbage til fremtiden-instruktør.
Man kan måske ærgres over at det altid er kvinden der skal spille rollen som fortabt på flugt og emotionelt ustabil. Og så en frankmand. Og Cotillard. For der ligger en sexisme i at det er kvinden der er i følelsernes vold - en sexisme der ikke passer med nutiden, hvor billedet er ret anderledes.
De tre stjerner er en fejl der åbenbart ikke kan ændres. Jeg ved ikke hvad jeg skulle give den. En hel del supernovaer og et sort hul.
27/12-2016
