Død, Tid og Kærlighed i velproduceret sorgbehandling
4.0
Efter hans seks-årige datters tragiske død har en mand lukket omgivelserne ude, så han kun kommunikerer via vrede breve til Døden, Tiden og Kærligheden. I desperation hyrer de andre partnere i hans reklamebureau tre skuespillere til at spille legemliggørelser af de tre begreber, fordi de håber, at det kan bringe deres ven tilbage til overfladen.
"Collateral Beauty" er et ganske vellykket forsøg på at lave en moderne version af den type film, som man i gamle dage kategoriserede som fantasy (før der gik drager og troldmænd i det udtryk). I Hollywoods guldalder var det fx film som "It's a Wonderful Life" eller "Heaven Can Wait", der netop brugte det med at lade hovedpersonerne møde koncepter i menneskeskikkelse for at konfrontere dem med aspekter af deres eget liv. Her i et manuskript af Allan Loeb, der i sin tid debuterede med at skrive en anden film om sorg, nemlig Susanne Biers "Things We Lost in the Fire".
Det manuskript får instruktør David Frankel iscenesat som en blanding af feelgood og komedie, hvor legende replikker med indforståede kommentarer om død, tid og kærlighed ofte giver en god ironisk modvægt til en grundhistorie, der ellers meget nemt kunne være blevet til en voldsomt klæbrig tåreperser. I stedet får vi en meget professionelt produceret og poleret film, der med enkelte velfungerende twists bringer sin hovedperson gennem den forudsigelige vej ud af sorgen, så det føles både vedkommende og underholdende. Og det lykkes endda at pakke historien ind i juletiden som setting, uden at det bliver alt for meget.
Man kan indvende, at "Collateral Beauty" er baseret på særdeles lette kalorier, men jeg synes, at dens lommefilosofiske tilgang til emnet fungerer i et tilpas finurligt manuskript, der bl.a. ikke overdriver den centrale pointe, om at man selv i modgang bør huske at se 'the collateral beauty'. Og jeg var egentlig overrasket, over at dens elementer af ren følelsesporno ikke føltes mere anmassende, end de faktisk gjorde.
Når filmen lykkes med at sælge en så velfriseret plotkonstruktion, skyldes det i meget høj grad et godt hold skuespillere. Ikke mindst Will Smith i hovedrollen, som han fylder fint ud med den der enormt genkendelige menneskelighed, som det ikke er mange skuespillere, der kan matche. Naomie Harris er også fin som lederen af den sorggruppe, Smith opsøger, men filmens højdepunkt er klart Helen Mirren, der virkelig har en fest med at spille Døden. I andre biroller gør stærke navne som Kate Winslet og Edward Norton det professionelt solidt, mens det omvendt er overraskende, at Keira Knightley ikke kan få mere ud af at spille den personificerede Kærlighed.
Alt i alt var "Collateral Beauty" en positiv overraskelse for mig. Jeg er ofte skeptisk over for den form for letbenet feelgood, men den her har lige tilpas med glimt i øjet og leg med koncepterne, til at den glider fint ned til fire små stjerner.
"Collateral Beauty" er et ganske vellykket forsøg på at lave en moderne version af den type film, som man i gamle dage kategoriserede som fantasy (før der gik drager og troldmænd i det udtryk). I Hollywoods guldalder var det fx film som "It's a Wonderful Life" eller "Heaven Can Wait", der netop brugte det med at lade hovedpersonerne møde koncepter i menneskeskikkelse for at konfrontere dem med aspekter af deres eget liv. Her i et manuskript af Allan Loeb, der i sin tid debuterede med at skrive en anden film om sorg, nemlig Susanne Biers "Things We Lost in the Fire".
Det manuskript får instruktør David Frankel iscenesat som en blanding af feelgood og komedie, hvor legende replikker med indforståede kommentarer om død, tid og kærlighed ofte giver en god ironisk modvægt til en grundhistorie, der ellers meget nemt kunne være blevet til en voldsomt klæbrig tåreperser. I stedet får vi en meget professionelt produceret og poleret film, der med enkelte velfungerende twists bringer sin hovedperson gennem den forudsigelige vej ud af sorgen, så det føles både vedkommende og underholdende. Og det lykkes endda at pakke historien ind i juletiden som setting, uden at det bliver alt for meget.
Man kan indvende, at "Collateral Beauty" er baseret på særdeles lette kalorier, men jeg synes, at dens lommefilosofiske tilgang til emnet fungerer i et tilpas finurligt manuskript, der bl.a. ikke overdriver den centrale pointe, om at man selv i modgang bør huske at se 'the collateral beauty'. Og jeg var egentlig overrasket, over at dens elementer af ren følelsesporno ikke føltes mere anmassende, end de faktisk gjorde.
Når filmen lykkes med at sælge en så velfriseret plotkonstruktion, skyldes det i meget høj grad et godt hold skuespillere. Ikke mindst Will Smith i hovedrollen, som han fylder fint ud med den der enormt genkendelige menneskelighed, som det ikke er mange skuespillere, der kan matche. Naomie Harris er også fin som lederen af den sorggruppe, Smith opsøger, men filmens højdepunkt er klart Helen Mirren, der virkelig har en fest med at spille Døden. I andre biroller gør stærke navne som Kate Winslet og Edward Norton det professionelt solidt, mens det omvendt er overraskende, at Keira Knightley ikke kan få mere ud af at spille den personificerede Kærlighed.
Alt i alt var "Collateral Beauty" en positiv overraskelse for mig. Jeg er ofte skeptisk over for den form for letbenet feelgood, men den her har lige tilpas med glimt i øjet og leg med koncepterne, til at den glider fint ned til fire små stjerner.
02/01-2017
