JAGTEN PÅ KATHARSIS
6.0
Krigsveteranen Benjamin Ford (De Niro) lever et tilbagetrukket liv i bjergene, men må se det afbrudt da den hemmelighedsfulde Emil Kovac (Travolta) trænger ind i hans verden.
I filmens prolog ser vi krigens rædsler. Badet i kraftige farver, billeder, følelser og smerte. Ved at lade disse stærke, grænsende til det kunstige, farver præge hele filmens visuelle udtryk, også flere år efter krigens ophør, giver instruktør Mark Steven Johnson en sydende kommentar til en krigs konsekvenser: Den stopper ikke på fjendtligt territorium, den gennemsyrer hele ens tilværelse. Alt bliver krig. På samme vis bidrager filmens ekstreme brug af underlægningsmusik dette udtryk. Der findes muligvis ikke to minutter uden strygermusik i denne film og det simulere Kovac og Fords indre tilstand uden ro i sjælen. Form og indhold går hånd i hånd.
De to hovedrolleindehavere er selv veteraner i faget og det går da heller ikke for sig uden referencer til henholdsvis Deer Hunter og Pulp Fiction, som begge er yderst voldelige film med veteraner i centrale roller, dog uden nogen form for forløsning, som der uden at afsløre for meget, opnås i Killing Season. Hermed peger den både på vigtigheden af bearbejdelse af traumer hos den enkelte soldat som i kunsten.
Ved sine spidsfindige perspektiveringer til den stadig igangværende krig i Syrien stiller Killing Season som en løftet pegefinger skarpt på vigtigheden i at huske dette fremover. Vi er nok kommet til et sted, hvor der bliver gjort en masse for at forstå sin egen rolle i en given krig, men dem på den anden side, de onde, glemmer vi i processen. Dette ømme emner blev eksempelvis blottet da Lars von Trier i Cannes udviste forståelse for Adolf Hitler. Filmen derimod fremstiller et eget magiske univers, hvor man ved at se og forstå dem, man har kæmpet imod, omsider kan finde fred. Først når man når denne erkendelse bliver det nemlig muligt at komme videre i tilværelsen.
Det koster Ford og Kovac en tur gennem skærsilden, men den opnåede pris synes det hele værd og man sidder tilbage med samme følelse.
I filmens prolog ser vi krigens rædsler. Badet i kraftige farver, billeder, følelser og smerte. Ved at lade disse stærke, grænsende til det kunstige, farver præge hele filmens visuelle udtryk, også flere år efter krigens ophør, giver instruktør Mark Steven Johnson en sydende kommentar til en krigs konsekvenser: Den stopper ikke på fjendtligt territorium, den gennemsyrer hele ens tilværelse. Alt bliver krig. På samme vis bidrager filmens ekstreme brug af underlægningsmusik dette udtryk. Der findes muligvis ikke to minutter uden strygermusik i denne film og det simulere Kovac og Fords indre tilstand uden ro i sjælen. Form og indhold går hånd i hånd.
De to hovedrolleindehavere er selv veteraner i faget og det går da heller ikke for sig uden referencer til henholdsvis Deer Hunter og Pulp Fiction, som begge er yderst voldelige film med veteraner i centrale roller, dog uden nogen form for forløsning, som der uden at afsløre for meget, opnås i Killing Season. Hermed peger den både på vigtigheden af bearbejdelse af traumer hos den enkelte soldat som i kunsten.
Ved sine spidsfindige perspektiveringer til den stadig igangværende krig i Syrien stiller Killing Season som en løftet pegefinger skarpt på vigtigheden i at huske dette fremover. Vi er nok kommet til et sted, hvor der bliver gjort en masse for at forstå sin egen rolle i en given krig, men dem på den anden side, de onde, glemmer vi i processen. Dette ømme emner blev eksempelvis blottet da Lars von Trier i Cannes udviste forståelse for Adolf Hitler. Filmen derimod fremstiller et eget magiske univers, hvor man ved at se og forstå dem, man har kæmpet imod, omsider kan finde fred. Først når man når denne erkendelse bliver det nemlig muligt at komme videre i tilværelsen.
Det koster Ford og Kovac en tur gennem skærsilden, men den opnåede pris synes det hele værd og man sidder tilbage med samme følelse.
02/01-2017
