I rummet kan ingen høre dig stalke?
3.0
*spoilers*
En teknisk fejl betyder, at en mand vågner op fra dvale i et transportrumskib, 90 år før skibet efter planen når frem. Den uudholdelige ensomhed får ham i desperation til at vække en anden passager.
"Passengers" leger med tanken om, hvad der kunne gå galt, hvis en klassisk sci-fi-forestilling blev til virkelighed - nemlig den, hvor menneskeheden udvikler en teknik til at lægge folk i dvale, så man kan sende dem på langvarige rejser for at kolonisere andre planeter. Jon Spaihts' manuskript spørger ganske simpelt, hvad et enkelt uheld kunne forårsage i løbet af 120 års rumrejse.
Filmens første halvdel bygger da også glimrende videre på den simple præmis. Instruktør Morten Tyldum får flot visualiseret det store transportskib som et troværdigt miljø med mange finurlige detaljer, og hele sekvensen, der illustrerer den mandlige hovedpersons tiltagende ensomhed, fungerer godt. Når man har været på et krydstogtskib, er det også skægt at se, hvor meget inspiration Tyldum & co. har hentet fra nutidens krydstogtindustri i den måde, rumskibet er indrettet på med restauranter, forlystelser og så videre.
Desværre er "Passengers" så én af de film, der knækker fuldstændig over på midten. Det går fint nok, med at helten vækker en jævnaldrende kvinde, efter han har gået og forelsket sig i hende, mens hun sov. Deres første tid sammen som de eneste mennesker i verden forløber som en charmerende romance. Men der ligger jo en mørk historie under den romantik: Reelt er det her en fortælling om en kvinde, som bliver dømt til at tilbringe resten af sit liv låst inde sammen med en stalker. Og det potentiale for barsk psykologisk thriller udnytter filmen slet ikke skarpt nok, efter den kvindelige hovedperson opdager, hvad der er foregået. I stedet bliver deres konflikt hurtigt afløst af en fysisk krisesituation, så vi kan få afsluttet filmen med noget uforpligtende action.
Og dermed bliver "Passengers" en historie, der reelt argumenterer for, at hvis bare man smiler sødt og opfører sig heltemodigt, betyder det ikke så meget, at man i andre sammenhænge begår overgreb mod andre mennesker. Hvilket der egentlig ligger et interessant spørgsmål i - hvor meget skal man lade folk være stemplet af deres fejl? - men den diskussion om ansvar, straf og tilgivelse får filmen så heller ikke foldet ud.
Jennifer Lawrence er ellers vanligt overbevisende i sin hovedrolle, inklusive i de scener, hvor hun spiller sit raseri over situationen ud. Men Chris Pratt er efter min mening lidt for meget en pæn dreng i den modsatte rolle. Selv om han ikke har Lawrences udstråling, er Pratt altid vældig charmerende, men det modarbejder bare de mere alvorlige aspekter af plottet her. Til gengæld har Michael Sheen en vidunderlig rolle som den bartenderandroide, der bestyrer skibets bar.
Der er masser af gode tilløb i "Passengers". Interessant præmis, flot produktion, godt skuespil, god brug af rumskibet som lokation, også i spændingsscener - fx er scenen, hvor den kunstige tyngdekraft slår fra, mens Lawrence er i swimmingpoolen, virkelig imponerende. Men det er virkelig også en film med spildte muligheder, fordi den vælger at pakke det hele ind i blødt Hollywood-vat frem for at spille præmissen helt ud. "Silent Running" er stadig den bedste film, der er lavet om mennesker på langfart i rummet.
En teknisk fejl betyder, at en mand vågner op fra dvale i et transportrumskib, 90 år før skibet efter planen når frem. Den uudholdelige ensomhed får ham i desperation til at vække en anden passager.
"Passengers" leger med tanken om, hvad der kunne gå galt, hvis en klassisk sci-fi-forestilling blev til virkelighed - nemlig den, hvor menneskeheden udvikler en teknik til at lægge folk i dvale, så man kan sende dem på langvarige rejser for at kolonisere andre planeter. Jon Spaihts' manuskript spørger ganske simpelt, hvad et enkelt uheld kunne forårsage i løbet af 120 års rumrejse.
Filmens første halvdel bygger da også glimrende videre på den simple præmis. Instruktør Morten Tyldum får flot visualiseret det store transportskib som et troværdigt miljø med mange finurlige detaljer, og hele sekvensen, der illustrerer den mandlige hovedpersons tiltagende ensomhed, fungerer godt. Når man har været på et krydstogtskib, er det også skægt at se, hvor meget inspiration Tyldum & co. har hentet fra nutidens krydstogtindustri i den måde, rumskibet er indrettet på med restauranter, forlystelser og så videre.
Desværre er "Passengers" så én af de film, der knækker fuldstændig over på midten. Det går fint nok, med at helten vækker en jævnaldrende kvinde, efter han har gået og forelsket sig i hende, mens hun sov. Deres første tid sammen som de eneste mennesker i verden forløber som en charmerende romance. Men der ligger jo en mørk historie under den romantik: Reelt er det her en fortælling om en kvinde, som bliver dømt til at tilbringe resten af sit liv låst inde sammen med en stalker. Og det potentiale for barsk psykologisk thriller udnytter filmen slet ikke skarpt nok, efter den kvindelige hovedperson opdager, hvad der er foregået. I stedet bliver deres konflikt hurtigt afløst af en fysisk krisesituation, så vi kan få afsluttet filmen med noget uforpligtende action.
Og dermed bliver "Passengers" en historie, der reelt argumenterer for, at hvis bare man smiler sødt og opfører sig heltemodigt, betyder det ikke så meget, at man i andre sammenhænge begår overgreb mod andre mennesker. Hvilket der egentlig ligger et interessant spørgsmål i - hvor meget skal man lade folk være stemplet af deres fejl? - men den diskussion om ansvar, straf og tilgivelse får filmen så heller ikke foldet ud.
Jennifer Lawrence er ellers vanligt overbevisende i sin hovedrolle, inklusive i de scener, hvor hun spiller sit raseri over situationen ud. Men Chris Pratt er efter min mening lidt for meget en pæn dreng i den modsatte rolle. Selv om han ikke har Lawrences udstråling, er Pratt altid vældig charmerende, men det modarbejder bare de mere alvorlige aspekter af plottet her. Til gengæld har Michael Sheen en vidunderlig rolle som den bartenderandroide, der bestyrer skibets bar.
Der er masser af gode tilløb i "Passengers". Interessant præmis, flot produktion, godt skuespil, god brug af rumskibet som lokation, også i spændingsscener - fx er scenen, hvor den kunstige tyngdekraft slår fra, mens Lawrence er i swimmingpoolen, virkelig imponerende. Men det er virkelig også en film med spildte muligheder, fordi den vælger at pakke det hele ind i blødt Hollywood-vat frem for at spille præmissen helt ud. "Silent Running" er stadig den bedste film, der er lavet om mennesker på langfart i rummet.
03/01-2017
