natdyr

5.0
Forførende og strukturlegende thriller af modedesigneren Tom Ford, der debuterede fornemt som instruktør med den rørende A Single Man. Nocturnal Animals er et andet bæst, for selvom der er en distingverende fernis af skrøbelighed og undertrykte emotioner over hele filmen, så går Ford fuldt dedikeret ind i pulp-genren, og dette endog voldsom gennemført. Med eminente skuespillere, en indtagende billedside, smuk musik og en gennemtænkt klippestil bades Nocturnal Animals ind i stemninger og ubehagelig suspense. Rammehistorien fungerer glimrende og giver filmen noget af den dybde, som den ellers savner, hvor slutningen var interessant, ikke i eksmandens lidt fesne, men virkelighedstro hævn, men i Amy Adams’ karakterbue fra i starten at lukke ned for følelserne og smerten til at træde ud i virkeligheden (der er så meget hårdere end det, de lever i, som en karakter siger) og blive brændt. Når overfladen fungerer så godt, når stemningen er så tyk, så kunne man alligevel dog godt ønske, at Fords film havde en smule mere tyngde end det tilstedeværende, og filmens første halvdel er betragteligt bedre end anden. Nocturnal Animals er dog ikke desto mindre en mindre filmisk pragtpræstation, og for dette uddeles den femte, lille stjerne.
Nocturnal Animals - Natdyr