We got Death Star!
4.0
Den forsker, som Imperiet har tvunget til at bygge Dødsstjernen, smugler en besked ud om, hvordan Rebelalliancen kan finde dommedagsvåbenets svaghed. Beskeden når frem til hans datter, som sammen med en lille flok rebeller og Kraften-tilbedere indleder jagten på de livsvigtige oplysninger.
Den første Star Wars-spillefilm uden for den ’officielle' Star Wars-serie er et godt, gammeldags rumeventyr. De onde er ved at bygge det våben, som kan knægte hele galaksen, og en sammenbragt flok helte kæmper for i tide at finde de informationer, som kan stoppe dem. Hvilket kræver, at man stykker tingene sammen med missioner til først den ene, så den anden, så den tredje planet.
Det fungerer fint som set-up, og instruktør Gareth Edwards bringer virkelig historien tilbage til det oprindelige Star Wars-univers. Her er kælet for de spraglede detaljer i bazarer på obskure planeter, hvor spøjse rumvæsener går rundt i en art mellemøstlig stemning. Og der er X-Wings, TIE Fighters og andre genkendelige dimser i overflod, for filmen foregår jo lige før den allerførste "Star Wars". Det er faktisk rigtig fedt med den retrofuturistiske stil, hvor de altafgørende arkitekttegninger også bare opbevares på spolebånd i et fjollet monumentalistisk arkiv.
Til gengæld er det ikke helt så fedt, at filmen får et meget langt og tungt indløb, fordi der skal introduceres en masse nye personer og plotelementer i en historie, som basalt set handler om at forklare, hvordan det kan lade sig gøre, at Luke Skywalker kan ødelægge universets største våben med ét enkelt skud. Man når ikke for alvor at komme tæt på de nye personer, og fordi rebellernes mission naturligvis strækker sig over flere delmissioner, er "Rogue One" tæt på at nærme sig det kedsommelige. Det giver ikke engang det store boost, at Edwards kan bringe Darth Vader tilbage som skurk.
Felicity Jones gør ellers en absolut hæderlig indsats som filmens modstræbende heltinde, der først skal overbevises, om at det er værd at kæmpe kampen. Diego Luna er også o.k. som den rebelofficer, hun primært arbejder sammen med, og der er nogle fine typer i deres farverige gruppe af helte. Men det lykkes aldrig helt at ramme den stil som godhjertede rumbanditter a la Han Solo, som filmen åbenlyst stræber efter. Jeg kunne dog godt lide Alan Tudyks rolle som Lunas sarkastiske droide-sidekick, og med de danske briller skal det nævnes, at Mads Mikkelsen gør det glimrende som manden, der bygger Dødsstjernen. Ligesom der også er en fin pointe i Forest Whitakers overspillede rolle som rebellen, der er blevet paranoid ekstremist.
På skuespilfronten er det dog helt galt, at Edwards & co. har valgt at bruge computeranimerede udgaver af et par roller, som går igen fra de gamle film. Det gælder først og fremmest Peter Cushing, som bliver bragt til live igen som Grand Moff Tarkin, men vi når også lige at se en computeranimeret Carrie Fisher. Og det spiller overhovedet ikke. Det bryder totalt illusionen for mig, også fordi animationerne i mine øjne ikke er på niveau med det bedste, jeg har set af den slags – alt for meget uncanny valley er decideret irriterende.
På den måde er der altså et par markante minusser i det kække rumeventyr, men det lykkes heldigvis Edwards at løfte filmen til sidst. Den afsluttende lange actionsekvens er totalt klassisk Star Wars: Nede på en planet kæmper heltene for at få fingrene i de afgørende oplysninger, mens en rebelflåde oppe i rummet skal holde imperiestyrkerne stangen, så alting kan gå op i sidste ende. Det er set mange gange før, men Edwards leverer det i en flot og medrivende stil, som virkelig minder om, hvad det er, Star Wars-serien kan, når den er bedst. Og det klæder serien, at ”Rogue One” anlægger en mere dyster og tragisk tone, end vi tidligere har set i en Star Wars-film.
Og dermed bliver ”Rogue One” i sidste ende hevet i dok som en glimrende gang rumramasjang. På mange måder er det godt nok som at se én af de mange efterligninger, der efter George Lucas’ succes blev lavet i 80’erne. Men når nu Disney og Lucas har besluttet sig for at malke universet for endnu mere i en serie supplerende film, vil jeg også bare sige, at det kunne være endt med noget meget værre end ”Rogue One”.
Den første Star Wars-spillefilm uden for den ’officielle' Star Wars-serie er et godt, gammeldags rumeventyr. De onde er ved at bygge det våben, som kan knægte hele galaksen, og en sammenbragt flok helte kæmper for i tide at finde de informationer, som kan stoppe dem. Hvilket kræver, at man stykker tingene sammen med missioner til først den ene, så den anden, så den tredje planet.
Det fungerer fint som set-up, og instruktør Gareth Edwards bringer virkelig historien tilbage til det oprindelige Star Wars-univers. Her er kælet for de spraglede detaljer i bazarer på obskure planeter, hvor spøjse rumvæsener går rundt i en art mellemøstlig stemning. Og der er X-Wings, TIE Fighters og andre genkendelige dimser i overflod, for filmen foregår jo lige før den allerførste "Star Wars". Det er faktisk rigtig fedt med den retrofuturistiske stil, hvor de altafgørende arkitekttegninger også bare opbevares på spolebånd i et fjollet monumentalistisk arkiv.
Til gengæld er det ikke helt så fedt, at filmen får et meget langt og tungt indløb, fordi der skal introduceres en masse nye personer og plotelementer i en historie, som basalt set handler om at forklare, hvordan det kan lade sig gøre, at Luke Skywalker kan ødelægge universets største våben med ét enkelt skud. Man når ikke for alvor at komme tæt på de nye personer, og fordi rebellernes mission naturligvis strækker sig over flere delmissioner, er "Rogue One" tæt på at nærme sig det kedsommelige. Det giver ikke engang det store boost, at Edwards kan bringe Darth Vader tilbage som skurk.
Felicity Jones gør ellers en absolut hæderlig indsats som filmens modstræbende heltinde, der først skal overbevises, om at det er værd at kæmpe kampen. Diego Luna er også o.k. som den rebelofficer, hun primært arbejder sammen med, og der er nogle fine typer i deres farverige gruppe af helte. Men det lykkes aldrig helt at ramme den stil som godhjertede rumbanditter a la Han Solo, som filmen åbenlyst stræber efter. Jeg kunne dog godt lide Alan Tudyks rolle som Lunas sarkastiske droide-sidekick, og med de danske briller skal det nævnes, at Mads Mikkelsen gør det glimrende som manden, der bygger Dødsstjernen. Ligesom der også er en fin pointe i Forest Whitakers overspillede rolle som rebellen, der er blevet paranoid ekstremist.
På skuespilfronten er det dog helt galt, at Edwards & co. har valgt at bruge computeranimerede udgaver af et par roller, som går igen fra de gamle film. Det gælder først og fremmest Peter Cushing, som bliver bragt til live igen som Grand Moff Tarkin, men vi når også lige at se en computeranimeret Carrie Fisher. Og det spiller overhovedet ikke. Det bryder totalt illusionen for mig, også fordi animationerne i mine øjne ikke er på niveau med det bedste, jeg har set af den slags – alt for meget uncanny valley er decideret irriterende.
På den måde er der altså et par markante minusser i det kække rumeventyr, men det lykkes heldigvis Edwards at løfte filmen til sidst. Den afsluttende lange actionsekvens er totalt klassisk Star Wars: Nede på en planet kæmper heltene for at få fingrene i de afgørende oplysninger, mens en rebelflåde oppe i rummet skal holde imperiestyrkerne stangen, så alting kan gå op i sidste ende. Det er set mange gange før, men Edwards leverer det i en flot og medrivende stil, som virkelig minder om, hvad det er, Star Wars-serien kan, når den er bedst. Og det klæder serien, at ”Rogue One” anlægger en mere dyster og tragisk tone, end vi tidligere har set i en Star Wars-film.
Og dermed bliver ”Rogue One” i sidste ende hevet i dok som en glimrende gang rumramasjang. På mange måder er det godt nok som at se én af de mange efterligninger, der efter George Lucas’ succes blev lavet i 80’erne. Men når nu Disney og Lucas har besluttet sig for at malke universet for endnu mere i en serie supplerende film, vil jeg også bare sige, at det kunne være endt med noget meget værre end ”Rogue One”.
12/01-2017
